Spøger det på adminstrationsgangen?

Hej Orla.
Grunden til at jeg skriver er, at jeg har et vidnesbyrd, jeg gerne vil dele med dig.
For efterhånden en del år siden fik jeg en salvedug af dig, som jeg har gået med i min tegnebog lige siden. Jeg har ikke tænkt over, at jeg har haft den på mig. Den har bare været der, og så er dagene egentligt bare gået deres vante gang.
For en tid siden fik jeg en ny tegnebog, da den, jeg havde, var så slidt, at den ikke kunne holde på hverken penge, kort eller hvad jeg ellers havde i den. Da jeg tømte den gamle tegnebog, dukkede salvedugen op igen, og den kom naturligvis over i den nye tegnebog.
Så en dag jeg var på arbejde og i den forbindelse stod og snakkede med 3 kolleger, skete der noget:
Under samtalen siger en af mine kolleger, at hun var meget utryg ved at gå alene hen ad vores administrations-gang, når det er mørkt.
Når hun passerer et bestemt kontor, får hun kuldegysninger, og som hun selv beskriver det, bliver der iskoldt omkring hende, når hun går ind på det næste kontor. Hun føler, at der står en person lige bag hende, som nedstirrer hende.
En af de andre kolleger siger så, at det spøger, og at hun ikke er den første, der har oplevet lignende episoder.
Jeg spørger hende så, om hun vil være med i et lille forsøg uden at stille spørgsmål til det, hun skulle gøre. Det indvilligede hun i.
Jeg forsikrer hende så om, at det ikke ville gøre ondt eller være pinligt osv. Jeg forsikrede hende også om, at jeg ville give hende en forklaring bagefter.
Så fandt jeg salvedugen frem og viste hende den, så hun kunne se, at det ”bare” var et stykke stof.
Derefter bad jeg hende om at gå en tur ned ad administrations-gangen med salvedugen i hånden nede i lommen og så se, hvad der skete. Det gjorde hun så.
Da hun kom tilbage, meddeler hun mig, at ”kluden” brændte i hendes hånd, og det føltes som om hun holdt ved noget meget varmt. Herefter giver hun mig kluden tilbage.
Hun meddeler mig også, at da hun passerede omtalte kontor, kunne hun stadig mærke en fornemmelse af ubehag. Men det var alligevel anderledes, end det plejede at være. Hun fortsætter så ind på det kontor, hvor hun plejede at mærke den voldsomme overvågning.
Da hun kommer derind, siger hun, at hun i starten kunne mærke den voldsomme fornemmelse af at blive overvåget. Men det aftog stille og roligt, for til sidst at være næsten helt væk.
Jeg havde på det tidspunkt overhovedet ikke fortalt hende noget som helst om, hvad det var, hun havde fået udleveret. Men dette fortæller jeg hende så nu. De to andre kolleger hører det også, og de er tydeligt interesserede i at høre om det.
Først og fremmest kommer det bag på dem, at jeg er kristen. Men det fik jeg så herved en anledning til at fortælle dem. De prøvede slet ikke at argumentere imod oplevelsen med salvedugen.
Jeg tilbød min kollega at beholde salvedugen, hvis hun ville, hvilket hun lige ville tænke over.
Så spurgte en af de andre kolleger, om hun lige måtte prøve at holde salvedugen i hånden, mens vi gik ned på afdelingen igen. Det fik hun lov til. Og hun kunne også mærke, at salvedugen begyndte at brænde i hånden på hende.
Jeg er sikker på, at Jesus har været inde at arbejde her, og jeg kunne godt tænke mig at få en ny salvedug, hvis min kollega skulle vælge at tage imod min.
Med venlig hilsen
K.

Svar:

Der sker mange ting i den usynlige verden

Kære K.
Tak for dit meget specielle brev, som jo minder os om, at der foregår usædvanlige ting i den usynlige verden.
I dag vil mange nok betragte spøgeri som noget, der er et udslag af livlig fantasi og overtro. Men troen på spøgelser har faktisk været kendt fra de ældste tider og i alle folkeslag.
Fx betragtede man i den gamle græske mytologi spøgelser som onde mennesker, der gik igen.
I folketroen her i Danmark kalder man også spøgelser for genfærd eller gengangere.
Man anså dem for at være mennesker, der af en eller anden årsag ikke kunne finde hvile i deres grave.
Årsagen hertil kunne være flere. Det kunne være mennesker, der havde lidt en voldsom og en ofte uretfærdig død. De kunne fx være blevet myrdet.
Det kunne også være mennesker, der havde gjort andre ondt og derfor flakkede rundt uden at kunne finde hvile efter deres død. Altså mennesker, der så at sige efter døden plagedes af dårlig samvittighed.
Man har også beretninger om afdøde, der er vendt tilbage for at trøste de efterlevende, fordi disse sørgede for meget.
Jeg mener, at Shakespeare beskriver et sådan tilfælde i et af sine skuespil. Jeg har dog også personligt hørt nogen fortælle om en sådan oplevelse.
I de islandske sagaer findes mange beretninger om spøgelser, og her er også beskrivelser af, hvad der var årsagen til spøgelserne, og hvad man gjorde for at holde dem borte.
Selv i Bibelen mindes jeg et bestemt sted nemlig Matthæus-evangeliet kap. 14, vers 26, hvor fænomenet spøgelse nævnes. Det er i forbindelse med Jesus, der vandrer på søen, her står: – Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: ”Det er et spøgelse,” og de skreg af frygt.
Altså kendte man også til fænomenet i det gamle Israel på Jesu tid.
Ifølge traditionen optræder spøgelser især på kirkegårde, og på steder, hvor der er sket mord eller andre ugerninger, fx på herregårde og slotte.
Men de kan af ukendte årsager også forekomme i almindelige huse. Man kalder sådanne huse for hjemsøgte huse. Jeg kender til folkekirke-præster, der har været kaldt ud for at bede over sådanne huse.
Jeg selv har på et tidspunkt sendt en salvedug til en familie, som boede i et hus, hvor det spøgte. Efter de fik salvedugen, hørte spøgeriet op. Jesus tog sig af den sag.
Venlig hilsen
Orla Lindskov

Oplevelser:

Kære Orla Lindskov
Først vil jeg sige dig tak for din forbøn og forbøn ved salvedugen. Den har haft en meget stor virkning. Min OCD er i stor bedring.
Men jeg vil gerne komme igennem til fuldstændig Guds fred i mit sind og mine tanker. Jeg sender dig derfor salvedugen igen og beder dig gentage dine bønner om min fuldstændige helbredelse.
Med venlig hilsen
L.