Bar mark!

Vi sidder i et meget behageligt ICE-tog på vej sydpå mod Rødby Færge. Vi har lovet 2 af vore børnebørn, at de skulle prøve at køre med tog ombord på en færge, som vi selv havde oplevet det mange gange på Storebælt (Det kan vidst kun bedsteforældre finde på!).

Da vi kører over min fødeø, Falster, forbereder jeg mig på at vise Erik og Aksel gården, hvor min mormor og morfar boede, hvor jeg gik i søndagsskole, samlede æg i min morfars hat og lærte at spille 500. Efter Tingsted station kommer en mindre skov på højre side, og så ligger gården dér i anden række – men idet skoven hører op, ser jeg ingenting. Alle 3 gårde, der har ligget der siden udflytningen i begyndelsen af 1800-tallet, er jævnet med jorden – jeg ser kun bar mark.

Det rammer mig som et slag i hjertet. Jeg vidste det egentlig godt med min hjerne, at alt vort her på jorden skal forgå, men nu ser jeg det med egne øjne. Ingen havde fortalt mig, at Maglehøjgaard var flyttet fra Øverup og over i erindringen.

Ikke kun de mennesker, der holder sammen på vort liv, mister vi, men også de fysiske fikspunkter som vort barndomshjem – og i mit tilfælde mine bedsteforældres gård – for himmel og jord skal forgå. Det rammer én i fjæset – at det ”gamle” er forbi, at de gode gamle dage, hvad enten de var gode eller dårlige, kun er erindring.

Midt i skuffelsen husker jeg fortsættelse af ordene: ”Himmel og jord skal forgå” – og de lyder ”men mine ord skal aldrig forgå” (Luk.21,33), sagt af Jesus selv. Det er en livets lov, at vi skal miste – ja miste alt, men Jesus har en anden ”lov”, at det vi får fra ham, skal vi aldrig miste. Hans ord har både sandheden og evigheden i sig.

Næste gang jeg får lejlighed til at se ud over marken, hvor min morfars og mormors gård lå, vil jeg glædes over, hvad jeg hørte i søndagsskolen i hverdagsstuen, og den kærlighed de viste mig. Ingen af delene skal tages fra mig.