Asylsøgere låner kirke på Bornholm

Omkring 60 kristne asylansøgere fra Eritrea har i den seneste tid lånt lokaler af folkekirken på Bornholm, så de kan praktisere deres religion, skriver DR.dk.

Eritreanerne har andre ritualer, end man har i en folkekirke, forklarer provst Gotfred Larsen.
– Der er forskel på den lutherske og den ortodokse tro. Asylansøgerne fra Eritrea tilhører en meget gammel kirke, og de har deres egne ritualer. For eksempel sætter de deres sko udenfor, som muslimerne gør, og når de går derfra, kysser de Bibelen, fortæller provsten.
Asylansøgerne har en aftale om, at de kan benytte kirkens lokaler et par gange om ugen, og de bruger Sct. Nicolai Kirke i Rønne til gudstjeneste om eftermiddagen på søndage.
Ud over at de kristne fra Eritrea kommer fra en anderledes tradition, har de ifølge provsten heller ikke lært dansk, så de kan følge med i en dansk gudstjeneste.
Det var folkekirken på Bornholm, som selv tog kontakt til det lokale asylcenter for at tilbyde asylansøgere, at de kunne komme til gudstjenesterne, hvis de havde lyst.
Behov for asylpræster?
Biskop Marianne Christiansen fra Haderslev mener, at der bør oprettes særlige asylpræstestillinger til at betjene de mange asylansøgere i Danmark.
Men det er der dog ikke behov for på Bornholm, vurderer provst Gotfred Larsen.