Beraka holder koncerter på Sjælland
Beraka holder koncert på Johannesskolen i Hillerød den 19. september om eftermiddagen og er med til lovsangsgudstjeneste i Københavns Frikirke, Filippavej, den 20. september.
Beraka var et af de vigtigste indie lovsangsbands i Danmark i 80’erne og 90’erne. I 1987 indspillede gruppen sin første LP ’Tusind skønne tanker’ i Mercurteatret. De var også aktive i 90’erne, hvorefter de stoppede.
Men i 2012 mødtes Beraka igen efter at have ligget stille i over 20 år. Siden 2013 har Beraka spillet et par koncerter for fulde huse og er nu på banen igen i Hillerød og København. Siden starten i 1982 har gruppen spillet overalt i landet i kirker, haller, festivaler, friliuftskoncerter, fængsler og kulturhuse, og vi nåede at indspille 3 albums, fortæller vokalist Kim Nidam.
Gammelt og nyt – i sydafrikansk stil
– Det er en næsten helt samlet gruppe suppleret med nye kræfter, som kommer til Storkøbenhavn. Repertoiret består af de kendte sange fra dengang, men også nyere sange samt et par salmer tilsat Berakas specielle latin, sydafrikansk inspirerede stil, fortæller Kim Nidam.
Vi har ikke umiddelbart planer om et nyt album. Det er dog muligt, at vi når at have et såkaldt ”De bedste”-album med. De gamle er for længst udsolgt, og flere har efterlyst muligheden for et nyt, eller i det mindste en opsamling.
Vi glæder os til koncerterne og muligheden for endnu en gang at kunne pege på frelsen, livet og glæden i troen på Jesus Kristus. Vi håber, at rigtig mange vil komme til arrangementerne og synge med på sangene, slutter Kim Nidam.
Inspireret af kong Josafat
Navnet Beraka betyder ”velsignelse”. Det var også navnet på den dal, hvor kong Josafat sejrede over filistrene ved at stille lovsangerne foran hæren.