Få politikere til høring om forfulgte

Christian Juhl (EL) var en af de politikere, der deltog i høringen.
Christian Juhl (EL) var en af de politikere, der deltog i høringen.

Onsdag den 3. september havde Danmission indkaldt til en høring om forfulgte kristne. Høringen foregik i Fællessalen på Christiansborg, men kun få politikere deltog.

Mødet blev arrangeret i samarbejde med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Dansk Missionsråd og Institut for Menneskerettigheder. Der var ingen politikere fra regeringen til stede. Dog havde høringen besøg af Yildiz Akdogan (S), Daniel Toft Jakobsen (S), Christian Juhl (EL) og Ulla Sandbæk (Å).
Jonas Adelin Jørgensen fra Dansk Missionsråd vil have handling nu både af moralske og praktiske årsager. Det vil være praktisk, fordi det vil modvirke de enorme flygtningestrømme, fra blandt andet Syrien. Forfulgte i Syrien, hvor omtrent 10 % af befolkningen er kristne, er nu er blandt de folkemasser, som banker på Europas døre.
Høringen kom dog mere til at handle om kampen for religionsfrihed end decideret forfølgelse. Det vil Jonas Adelin Jørgensen have som centrum for dansk udviklingspolitik.
Biskoppen for den pakistanske kirke i Peshawar, Humphrey Peters, fortalte en personlig beretning om vold, diskrimination og forfølgelse. Endelig sluttede Marie Juul Petersen fra institut for Menneskerettigheder af med ønsket om at få etableret en bredt sammensat arbejdsgruppe, som kan skabe en strategi for religionsfrihed for alle i Danmark – både for flygtninge, indvandrere og pæredanske kristne.