Flygtningekrisen kan puste nyt liv i kirken

Indsamlinger holder gang i kirkens kredsløb og skaber ny kreativitet, fortæller præster. Og når pengene går til nødhjælp i flygtningenes nærområde batter de mest, forklarer generalsekretær.

Kim

Krise betyder vendepunkt *). Flygtningekrisen kan blive et vendepunkt for kirken, hvis kristne kender deres besøgelsestid og vender opmærksomheden udad mod en verden i nød. Det kan give nyt liv og ny kreativitet i kirken, viser en rundringning, som hjælpeorganisationen Mission Øst har foretaget.

Giver sammenhold i kirken

– Indsamlinger holder gang i kirkens kredsløb. Det er vigtigt som kirke at være udadvendte og engagerede i verdens brændpunkter, siger Jesper Oehlenschläger, der er sognepræst i Karlslunde Strandkirke syd for København.

– Vi har stor glæde af dette fællesskab omkring kirken, fortæller sognepræst Keld Skovgaard fra Sæby Kirke i Nordjylland. Her tænker han især på kirkens kvinder, som er i fuld gang med at forberede årets julebasar:

– Det giver et godt sammenhold mellem kvinderne i kirken, og de kvinder som er lidt i periferien af det almindelige kirkelige arbejde kan naturligt være med, siger han.

I Husum Kirke i København kan man bl.a. donere på MobilePay via sin mobiltelefon.

– Med det håber vi, at mange flere vil være med i indsamlingen. Med MobilePay er man ikke afhængig af at have kontanter på sig, fortæller sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby.

Glem ikke nærområderne

Lige nu lander et brev fra Mission Øst i kirkers postkasser med en opfordring til at støtte flygtninge fra Syrien og Nordirak, inden de bevæger sig ud på en dødsensfarlig rejse over Middelhavet til Europa og Skandinavien.

– Det er en kristen pligt at tage sig af de nødlidende mennesker, vi møder på vores vej. Derfor er kirker fuldt engagerede i at hjælpe de mange flygtninge som strømmer til Danmark i øjeblikket. Men vi må ikke glemme de millioner af flygtninge, som ikke har magtet at betale menneskesmuglere for at fragte dem over Middelhavet, og de tusinder, som er syge, svage og handicappede og derfor ikke magter at gå den lange vej op gennem Europa, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.

Hurtig hjælp til udsatte grupper

Men hvad gør I konkret for flygtningene i Mellemøsten?

– Mission Øst og partnere hjælper flygtninge og fordrevne i Syrien og Nordirak med mad, tøj og husly. Det sker både i Irak, Syrien og Libanon. I Nordirak støtter vi kvinder og børn, så de kan genoptage en almindelig hverdag i befriede og sikre områder. Vi har bl.a. oprettet tre centre i Dohuk og Sinjar-området, hvor kvinder frit kan tale ud om deres traumer efter overgreb og børn kan lege og lære at koncentrere sig i skolen.

Hvad er fordelen ved at hjælpe flygtningene i nærområdet?

– Hjælpen i nærområderne fordeles hurtigt og ligeligt, så også de mest udsatte grupper får hjælp hurtigst muligt efter flugten. Både fattige, syge, svage, ældre og personer med handikap er inkluderet i nødhjælpen. Alle dem, som ikke magter at flygte videre. Desuden ønsker de fleste flygtninge at vende tilbage en dag. Jo tættere vi er på deres hjemegn, jo større er sandsynligheden for, at de kan vende tilbage.

Kirkegængerne bestemmer

Kim Hartzner opfordrer kirkerne til at huske flygtningene i Syrien og Irak i den almindelige kollekt og søndagsindsamling. Et eksempel er Øster Snede Kirke i Midtjylland, som har lagt indsamlinger til organisationer i helt faste rammer:

– Vi har et stort høstoffer i september, og her siger vi til folk, at hvis de vil give en gave til en organisation, skal de øremærke den med gironummer og cvr. nummer. Når kirkegængerne bringer en organisation i spil, bliver den en del af vort høstoffer, fortæller sognepræst Anders Dalgaard.

Mission Øst sender gerne informationsmaterialer til alle kirker og personer, der vil sikre nødhjælp til de flygtninge, der har allermest brug for det.

*) Ordet krise kommer af det græske krisis, som betyder adskillelse, afgørelse, dom. Begrebet opstod i den antikke lægekunst som betegnelse for det afgørende vendepunkt i forløbet af en akut febersygdom. Kilde: Den Store Danske (Gyldendal).

Af Svend/Henri.