Kan vi leve uden bekymring?

”Hvad du i ungdommen nemmer, du ej i alderdommen glemmer.” Jeg tror, at Peder Laale har ganske ret; jeg er overbevist om, at meget vi lærte – nemmede – i barndommen, ligeledes er en ballast i alderdommen.

Jeg kom til at tænke på dette efter at have læst søndagens evangelium. Hvorfor? Min bror og jeg havde den lykke at vokse op i et hjem med musikalske forældre. Musikken og sangen var en selvfølgelig del af vores hjemliv. Salmebogen og Højskolesangbogen blev flittigt brugt. Mor spillede, og vi sang alle fire. Far var heller ikke tabt bag en vogn. Han læste H. C. Andersens eventyr og af Bjørnstjerne Bjørnson. Således blev vi børn berigede, og søndagen var selvfølgelig med kirkegang.

I en af B. Bjørnsons sange, som desværre er faldet ud af Højskolesangbogen, lyder den første strofe således:
”Løft dit hoved, du raske gut!
Om et håb eller to blev brudt,
blinker et nyt i dit øje,
straks det får glans af det høje.”

Det er frimodighed. Det er at ranke ryggen, vove at se ud i verden, tillidsfuldt.
At livet giver os tunge timer, er for mig at se et vilkår, som vi må tage på os. Ingen går ram forbi. Skuffelser eller tab. Vi mister også det dyrebare. Der er hyppigt anledning til bekymringer. Dette til trods, så fortæller Jesus os i Bjergprædikenen:
”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen…”.
Ordene modsiger vores oplevelse af virkeligheden. Ser vi os om i denne verden, så er der så megen ufred og ondskab, så vi må grue og bekymres. Den nød og elendighed, som er et vilkår for millioner af mennesker rundt i verden, er nærmest ubegribelig for os danske.

Hvordan kommer vi da videre med vores bekymringer?
Vi har en salmeskat, som er en hjælp og trøst til ethvert menneske. Jeg vender ofte tilbage til Grundtvigs salme ”Hil dig, frelser og forsoner.” I strofe 5 lyder det således:
”Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.”

Jesus er vor forsoner, han gik i døden, for at vi skulle have nåden og frelsen. Hvilken storhed og rigdom i vores liv! Den kærlighed er så omfattende, så den rører selv hjerter så hårde som fjeld. Om vi nu begriber den herlighed, som er skænket os, da indebærer den også, at vi må tro på, at også de ondeste mennesker – og vi hører tit om dem – at de kan røres i deres hjerters hårdhed. Kærligheden er størst, den er den livgivende magt i livet. Jeg er sikker på, at bønnens ord har kraft, langt mere end vi begriber.

Overnaturligt ubekymret

For nogle år siden så jeg en tv-udsendelse fra Afrika, som gjorde et dybt indtryk på mig. En gruppe kvinder kom vandrende. Alle sang en salme, sikkert en lovsang. Det lød meget smukt, og kvindernes ansigter udtrykte en mildhed og varme. I spidsen for gruppen gik en høj smuk kvinde i en flot blå kjole. Det påfaldende var, at vi ikke kunne se hendes arme. Da kvinden kom hen til journalisten blev hun spurgt om de manglende arme.
Da fortalte hun, at dem havde hun fået hugget af. En flok voldsmænd havde overfaldet hende og efterladt hende som blødende invalid.
Ingen som så dette indslag og hørte beretningen kunne være i tvivl om, at vi her mødte oprigtigt troende kristne. Kvinderne vandrede ubekymrede fremad på livets vej. Her kunne ingen anfægte det indhold i livet, som gav dem frimodigheden. Den frihed, som deres kristen-tro havde skænket dem, havde fjernet bekymringerne. Jeg tror, at de følte, at Kristus fulgte dem.

Flere omvender sig

For mig har mennesker som Desmond Tuto og flere andre med deres åbne kristne bekendelser og den holdning, de viser, været med til at understrege, at vi lever i en tid, hvor evangeliet høres af mange, og det modtages til tro. Ja, vi kan endog læse beretninger om, at mange muslimer omvender sig og bliver kristne.
Og Jesus giver os en strålende hilsen i dagens evangelium. Han siger til sine tilhørere: ” I må altså ikke være bekymrede og spørge: hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.”

Dersom Mammon har tilranet sig magten, så vil han fylde vores liv med alt det, som dybest set ikke er andet end, hvad møl og rust fortærer. Jeg tænker ofte, hvilken fristelse vi møder i vores liv. Hvordan Mammon gang på gang frister med herligheder. Det fører lige til den meget stærke beretning om Jesu fristelse i ørkenen. Vi kan læse den i Matt. 4, 1 – 11.
I afslutningen fortælles der, at Djævelen tager Jesus med op på et højt bjerg og dér viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til Jesus; ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da siger Jesus til ham:”Vig bort, Satan! Thi der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham.

Vor Herre Jesus Kristus var dengang svag og udmattet efter 40 dages faste, dog Ånden var redebon. Jesus modstod Fristeren. Jesus vidste, hvor redningen var at finde. Derfor kunne han med Åndens kraft sige nej til Satan.
Derfor skal vi lytte til Jesu afsluttende ord i evangeliet, for der lyder det centrale budskab til dig og mig:
”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Guds velsignelse!
Amen

Søndagens tekst: Matt. 6:24-34

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Om ikke at bekymre sig
24Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både den sande Gud og pengeguden.
25Det er derfor, jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad og drikke og tøj at tage på. Er livet ikke mere end maden og tøjet? 26Se på fuglene! De hverken sår, høster eller samler forråd, men jeres himmelske Far sørger for dem. Er I ikke mere værd end dem? 27Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig forlænge sit liv med bare en eneste dag?
28Hvorfor bekymrer I jer for, om I har tøj at tage på? Se på blomsterne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. 29Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. 30Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille. 31Lad derfor være med at bekymre jer for, hvordan I skal få noget at spise og få tøj på kroppen. 32Lad de gudløse om det. Det er jo det, de satser på. Jeres himmelske Far ved godt, at I har brug for de ting. 33Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift. 34Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen, for morgendagen skal nok komme med sine problemer helt uden hjælp. Dagen i dag har problemer nok i sig selv.