Lær af kritik uden at blive såret

Af  Dr. Martina Kessler Teolog, forfatter  og rådgiver
Af Dr. Martina Kessler
Teolog, forfatter
og rådgiver

Ingen bryder sig om kritik, men lukker vi af for al kritik, går vi glip af muligheder for personlig udvikling.

Der er næppe nogen, der bryder sig om at blive kritiseret, mig selv indbefattet. Jeg følte mig ofte angrebet.

Det ændrede sig, da jeg for nogle år siden lærte en klog, ældre mand at kende, der betegnede kritik som ”gratis virksomhedsrådgivning”. Denne formulering hjalp mig til at tænke i nye baner. Lidt efter lidt lærte jeg ikke længere at opfatte negativ kritik som noget ondt, men derimod at tage imod den som et godt grundlag for personlig videreudvikling.

I forventning om, at kritik kun kan være noget negativt, ligger der ofte allerede noget truende i selve ordet ”kritik”. Ordet får mange ubehagelige følelser til at bryde frem. Det skyldes, at ingen har lyst til at få sat spørgsmålstegn ved sin opførsel, og at alle har deres egen opfattelse af tingene: ”Nej, det er forkert, du skal bruge penslen, når du maler, ikke fingeren.” Eller: ”Hvad laver du da? Pas dog på, ellers falder mælken ned igen!” Sådanne og lignende udsagn fra forældre har præget mange børn langt ind i voksenlivet.

En måde at lære at bedømme på

Det franske ord ”critique”, som vores ord ”kritik” er afledt af, betyder i sin grundform at bedømme, skelne, iagttage, sortere eller adskille. Deraf er også ordet ”kriterium” – skelnemærke, prøvesten, målestok – afledt. Det drejer sig altså om en vurderende bedømmelse af ting eller personer. Derefter kan der drages konsekvenser af indsigt og erkendelse: Man afgør, om et forløb var godt, eller noget skulle ændres.
I de kloge tekster i Det Gamle Testamente, især i Ordsprogenes Bog, opfordres mennesker den ene gang efter den anden til at tage imod kritik og bearbejde den positivt for derved at blive klogere og fornuftigere. ”Den dummes færd er retskaffen i hans øjne, den vise lytter til råd” (Ordsprogene 12,15).
Denne visdom har indflydelse på livet, for den, der lytter til gode råd og belæring, vil blive klog resten af sit liv (se Ordsprogene 19,20). Den, der ikke lytter til andres råd eller kritik, betegnes som en nar, han skyder sig selv i foden.
En klog adfærd har også indflydelse på omgivelserne. ”Den, der vogter på formaningen, viser vej til livet, den, der svigter retledningen, leder vild” (Ordsprogene 10,17).

Ikke alle har lært god kommunikation. Derfor kommer konstruktiv kritik nogle gange i en dårlig form og bliver vanskelig at anvende.
Ikke alle har lært god kommunikation. Derfor kommer konstruktiv kritik nogle gange i en dårlig form og bliver vanskelig at anvende.
Efterprøv budskaber

Man hører ofte sætningen: ”Der er noget sandt i al kritik.” Dette udsagn skal motivere modtageren af kritik til ikke uden videre at afvise den, men tænke over den. Og det passer: Der er noget sandt i al kritik – ganske vist ikke altid noget sandt om modtageren. Det sande ved kritik er som regel, at afsenderen siger en sandhed om sig selv. Således er der for eksempel grund til at efterprøve dette ”velmente” råd: ”Lad være med at tage en alt for kort nederdel på; det klæder dig ikke!” Hvem afgør, om noget klæder en eller ej? Modtageren af dette ”råd” vil høre sætningen og sikkert tænke over den. Om rådet faktisk stemmer overens med sandheden, er et åbent spørgsmål og bør afgøres af modtageren af kritikken ved hjælp af egen målestok.
Til gengæld rummer rådet en sandhed om den kritiserende person, nemlig at han/hun er af den mening, at korte nederdele ikke klæder modtageren. Måske har den kritiserende person aldrig selv brudt sig om korte nederdele. Eller måske ligger der noget seksuelt til grund. Hvad det nu end måtte være.

Tre slags kritik

Hvordan bærer man sig ad med at tackle konstruktivt? Her kan det være en hjælp at skelne mellem tre former for kritik.

Konstruktiv kritik i en god form og med et brugbart indhold. Denne kritik er let at tackle, også selvom man ikke bryder sig om kritik. Den kommer som regel fra velmenende mennesker – venner eller foresatte, for hvem du som person er vigtig, og din sag derfor ligger dem på sinde. Disse kritikere har ofte allerede analyseret deres måder at kritisere på og fremfører deres kritiske bemærkninger med fornuft og forstand. Tag denne kritik til dig, og ret dig om muligt efter den.

Konstruktiv kritik i en dårlig form og med et vanskeligt anvendeligt indhold. Ikke alle mennesker har gjort sig tanker om, hvordan man bedst kommunikerer. Det gælder også deres omgang med kritik. Alt for ofte kritiserer mennesker noget eller nogen uden at tænke over virkningen af deres ord. Alligevel er deres kritik egentlig velment og på sin plads.
Kritik i dårlig indpakning kan for eksempel være kritik med en skjult dom: ”Det var der ikke meget ved!” eller: ”Jeg tror ikke, du var omhyggelig nok.” Det samme gælder manipulerende kritik: ”Mange fandt det helt ved siden af!” eller: ”Jeg vil jo kun dit eget bedste!” Også kritik, som udløser positive forventninger og derfor rammer særlig hårdt, hører til denne kategori: ”Jeg vil gerne opmuntre dig til ikke at lave fejl i dine tekster!” Selvom kritikken kan være berettiget, hvad fejlene angår, kan det ikke undgås, at indledningen vækker glædelig forventning om det, der følger. Hvis du siger, du vil opmuntre, så gør det. Hvis du vil komme med en kritik, er det bedre at lade den lyde som sådan.
Fordi enhver kritik er gratis rådgivning, så glæd dig over den. Tag den til dig, sig tak for den, efterprøv dens rigtighed, og overvej eventuelle forandringer. Hvor viser den gode hensigt sig? Hvor er der tydeligvis udviklingspotentiale? Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på egne følelser. Forsøg eventuelt senere at snakke med den person, som fremførte kritikken.

Neurotisk kritik. Neurotiske mennesker føler sig mindreværdige og vil kompensere for denne følelse. I særlig grad, hvis de oplever andre personer som overlegne. Så forsøger de at udligne deres emotionelle underskud.
Jeg oplevede for nogle år siden følgende: En mand snakkede om mig bag min ryg. Han var vred over mit synspunkt i et teologisk spørgsmål. Efter at jeg havde fundet mig i det et stykke tid, henvendte jeg mig en dag til ham. ”Jeg har hørt, at du taler om mig med andre. Hvorfor taler du ikke hellere med mig om mig?” Han veg udenom og forsøgte at indlede en teologisk diskussion. Jeg forsikrede ham, at det var i orden med mig at diskutere dette emne, men at jeg først gerne ville have svar på mit spørgsmål. Efter nogen tøven lød det så: ”Du er alt for god til at udtrykke dig. Jeg har jo slet ingen chance for at komme til orde, hvis jeg vil diskutere med dig.”
Denne mand havde fundet en udvej for sin mindreværdsfølelse. Han udlignede sit følelsesmæssige underskud over for mig ved at oppiske en stemning imod mig bag min ryg. Når vi mærker raseriet og forsvarsmekanismerne stige op i os på grund af neurotisk kritik, skal vi forholde os klogt:
• De vise retter sig ikke efter neurotisk kritik og beslutter sig bevidst for ikke at høre efter (se Præd. 7,21-22).
• De vise sætter deres lid til Guds retskaffenhed og kan forblive iagttagere. Du er ikke nødvendigvis nødt til selv at handle (ifølge Salm. 92).
• De vise kan bestemme sig for ikke at tage notits af andres nedvurdering.
• De vise vender sig mod Gud med deres nød og lader sig ikke aflede fra deres mål.
Vi kan forblive helt rolige – Gud lytter med.

Øv dig i at tackle kritik

Men selv nok så megen teoretisk viden kan ikke erstatte den praktiske. Man kan læse og lære meget om kritik, og alligevel kan det i hverdagen være svært at bearbejde den konstruktivt og reagere fornuftigt på den. Som det gælder for alt andet her i livet har vi brug for stædigt og uforstyrret at øve os – også i at tackle kritik.
Bestem dig for, at du vil reagere klogt, næste gang du kritiseres. Hvis det lykkes, så fejr det med en lille, helt personlig fest! Og hvis det ikke lykkes, så lad dig ikke slå ud. Kristne har lov at stole på tilgivelse ved Jesus Kristus. Men fortsæt med dit forehavende. Når først du lykkes, vil din måde at tackle kritik på både for dig selv og andre være en uundværlig hjælp i livet.

Sådan kan du tackle kritik:
• Læg ærligt dine følelser frem for Gud. Vær opmærksom på, om – og i så fald hvordan – Gud forandrer dig.
• Vær ”kritisk”, når nogen kommer med kritik: Skeln imellem, hvad der er til hjælp, og hvad der ikke er. Kritik kan bidrage til selvudvikling.
• Benyt dig af tilbud om hjælp fra sjælesørgere.
• Benyt dig af situationen til at lære at forstå dig selv og den anden bedre.
• Tilgiv, hvis du er blevet såret.

Dr. Martina Kessler er teolog, forfatter og psykologisk rådgiver. Hun underviser desuden på flere højskoler. Hun er gift og har fire børn og to børnebørn.