Livets leverpostej   

Jeg var netop hjemkommet fra en konference i USA, hvor stemningen og ambitionerne var høje. Nu sad jeg tilbage (med rungende jetlag) i leverpostejs-Danmark i mit gennemsnitlige leverpostejs-hjem. Nedtur eller normalt?   

Jeg tog den store beslutning om at revolutionere verden ved at starte med at lægge mig på sofaen. Jeg lod tankerne vandre tilbage til tidligere konferencer, jeg har været på i tidens løb. Et af de øjeblikke, jeg af en eller anden grund husker bedst, var prædikant Christine Caines tale på en kvindekonference tilbage i 2010, hvor hun talte om, at forvandling ikke sker af et hurtigt fix fra en hyper stemning, men er en langsom proces, der varer hele livet. Hun sagde noget i retning af:
”Det handler ikke om at forlade sin mand og børn til fordel for Gud, eller at gå til flere kirkeaktiviteter. Det handler om at holde op med at vente på, at ens omstændigheder forandres af noget udefra, og i stedet arbejde på den indre forvandling”.

Ingen kan løbe maraton hver dag eller danse flere dage i træk. Hav aldrig dårlig samvittighed over ro og fred, og at tingene går langsomt. Væksten sker alligevel. Blomsten i landevejsgrøften gror stadig. Variation er vejen til lykke, og derfor er livets leverpostej – udenfor konferencerne og lejrene – helt i tråd med Guds plan for vore liv. Livet er ikke altid actionpakket, det kan helt ærligt være hamrende kedeligt det meste af tiden. Det behøver ikke være stort og vildt, for at Gud er i det. Det handler om at lære den livslange lektie at leve i nuet.

Guds store plan starter med det nære og det umiddelbare. Det starter i al sin enkelhed med at forvalte sig selv, at kere sig om sin familie og venner samt at forbedre sin nærmeste omverden.
Vi kan tro, at Guds plan for dig og mig er storhed, overnaturlige mirakler og fremgang hele tiden, men Guds målestok er oftest en helt anden: indre fred og glæde.

Så jeg bliver liggende i sofaen med god samvittighed, en varm kop the og nyder for nu livets leverpostej.