Päivi Heikkila til danske kristne: Uden forbøn ingen by-vækkelse

– Mange kristne beder for vækkelse år efter år. Men de glemmer, at der ligger et arbejde forud for en vækkelse.

Det sagde den finske forbønsleder Päivi Heikkila i sin undervisning i de forskellige byer, hun besøgte i Danmark.
– Beretningerne i Gamle Testamente er fortalt for vores skyld, for at vi skal vide, hvordan vi skal arbejde åndeligt.

Nedbryd onde altre

– Der fortælles om Josua (5. Mosebog 12,2-3), Josias (2. Kongebog 23,25), Gideon (Dommerbogen 6,25+27), Elias på Karmels bjerg (1. Kongebog 18) og Jehoshaphat og Asa (2. Krønikebog 17 og 14,3).
De fik alle besked på, at de skulle nedbryde de onde afguders altre. De nedbrød dem fysisk, vi skal gøre det åndeligt med bøn og profetiske handlinger.
Et alter er et sted, hvor man tilbeder og hengiver sig til en højere magt.
Det kan være Gud, man giver lovsang og tilbedelse. Men det kan også være djævelen, man direkte eller indirekte ”ofrer” sin hengivelse til.
Det kan også være steder med synd, der bliver et ”alter” – en mulighed for det onde til at komme ind i mennesker og samfundet.
Derfor er det vigtigt, at vi tager et opgør med de falske altre, forklarede Päivi.

Gud husker fortiden

Päivi lægger i sin undervisning vægt på, at kristne forbedere skal undersøge og kortlægge en by eller et områdes historie for at se, om der ligger synder i fortiden, der skal bekendes og gøres op med.
– Det er ligesom, når et mennesker omvender sig til Gud, forklarer hun.
– Da jeg blev kristen som 36-årig måtte jeg også rydde op i min fortid. Der var nogle ting, som jeg måtte bede Gud og mennesker om tilgivelse for. Der var nogle okkulte og syndige bøger, som måtte smides ud, osv.
På samme måde er det faktisk, når vi ønsker, at en by eller et land skal omvendes til Gud.
Så må vi også foretage en åndelig kortlægning. Dels for at finde de ugudelige ”altre”, som findes i vores område. Og dels for at gøre op med fortidens synd og blodsudgydelser.
Vi kan ikke forvente, at folk i almindelighed vil bede om tilgivelse for det, deres forfædre har bedrevet. Her skal de kristne være som en slags præster, der tager ansvar og går i forbøn på deres byers vegne.

Forsoning i Bangor

Päivi Heikkila nævner som eksempel, hvordan hun tog initiativ til en bodshandling på de nordiske landes vegne, da hun i 2002 blev inviteret til at tale i Bangor i Nordirland.
I denne by dræbte vikinger fra Norden på én enkelt dag i år 824 ikke færre end 700 uskyldige mennesker i byen Bangor.
Byen havde et kloster og var et missionscenter i vikingetiden fra år 570 til 824. Her havde 3.000 munke tilbedt Gud i 250 år. Man havde bedt uafbrudt – 24/7 – gennem 150 år. Men i 824 dræbte vikingerne munkene og ødelagde både klostret og dele af byen. Når det lykkedes dem at dræbe så mange var det, fordi de kristne ikke flygtede, men blev ved med at tilbede Gud indtil det sidste.
På vegne af vikingeforfædrene knælede Päivi og andre kristne fra de nordiske lande på den jord, hvor der var sket så megen blodsudgydelse, og bad om tilgivelse.
Altervinen blev hældt ud over jorden som et symbol på, at Jesu blod er forsoning for det onde.
Mange lokale fortalte, hvordan de dybt berørte havde oplevet den gennemgribende tilgivelse også personligt i deres liv.
Kort efter fortalte aviserne, at katolikker og protestanter havdse forsonet sig, og terroristerne i IRA gik ind på en begrænsning af deres hemmelige hær. Det blev begyndelsen til den fred, som opstod i Nordirland efter århundreders blodig uforsonlighed.
Päivi ser en sammenhæng mellem det, der først skete på et åndeligt plan, og det der derefter viste sig på det naturlige plan.

Forberedelse må der til

– Før der kan komme vækkelse i en by, må de onde altre og sataniske fæsningsværker nedbrydes gennem forenet bøn på tværs af kirkerne. Det nytter ikke at bede om vækkelse, hvis man ikke foretager sig noget.
Når kristne finder sammen på tværs af deres menigheder og holdninger, og beder for deres byer, sker der store ting i den åndelige verden.
Ofte kan vi derefter læse i avisen om den ændring, der herefter sker i den synlige verden. Det har vi mange eksempler på i Finland, som jeg nævner i min bog. Og det vil I snart opleve også her i Danmark, hvis I beder.