Så Jesus i skyen

s2_Søndergaard, Torben_2014Forleden var jeg i Canada, hvor vi på 14 dage fik lov til at døbe over 40 til at tilhøre Jesus. Mange andre oplevede helbredelse og udfrielse, og det var en rigtig fantastisk tur.

To af dem vi døbte var hinduer. De havde en meget interessant historie. Manden havde igennem flere år søgt Gud, da han virkelig ønskede at lære ham at kende. For seks år siden havde han stået og kigget op i Himmelen, mens han bad til Gud om at åbenbare, hvem han var. Mens han så op på himmelen begyndte skyerne pludselig at ændre sig, og der formede de Jesus. Da han så dette, brød han med det samme sammen, og det blev en rigtig stærk oplevelse for ham.

Han besluttede den dag, at han i sit næste liv vil være en discipel af Jesus og tjene ham af hele sit hjerte. Ja, du læste rigtig. I sit næste liv, ville han gøre dette. Han havde nemlig den forståelse som hindu, at det var for sent i dette liv, og at han derfor måtte vente til det næste liv.
Sådan havde han gået rundt og tænkt i seks år, indtil han 14 dage før havde fundet en video med vores undervisning på Youtube. Han fandt derefter vores online bibelskole og så alle 20 lektioner på to dage. Da forstod han, hvad det handlede om, og at han ikke skulle vente til næste liv. Han og konen hoppede i en bil og kørte 20 timer for at komme til vores møder i Canada. Der vendte de begge om og blev døbt i vand og med Helligånden. Ja, han blev også hjulpet igang med at bede for andre og bad for flere, der blev helbredt. Efter nogle dage kørte de hjem igen som disciple af Jesus, klar til at tjene ham.

Vi kan godt synes, det er lidt sjovt, at han faktisk troede, at han skulle vente til næste liv med at tjene Jesus. Men kigger vi på os selv, så er vi nok ikke meget bedre. Hvor tit udsætter vi ikke tingene og tænker, at det kan jeg altid gøre senere. Efter min uddannelse vil jeg tjene Jesus? Når børnene er større, vil vi begynde at tjene Jesus? Ja, vi udsætter og udsætter, og derfor sker det aldrig.Men vi har kun dette ene liv til at tjene Jesus. Så lad os prioritere ret – vi har evigheden til at nyde frugterne af, hvad vi vælger i dag.