Sneg sig ind i en frikirke

– Til min overraskelse var der ikke noget orgel, men et band, der spillede og sang nutidige sange, jeg kunne relatere til, og musik, der talte til mig og fik mig til at lytte til ordene, husker Michael Juel.

For få år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville lave en cd som denne.

Sådan siger Michael Juel om sin nye cd ”The road to surrender”.
Den afspejler nemlig den enorme ændring, der er sket i den kendte rockmusikers liv, efter at han for syv år siden ”forvildede” sig ind i en frikirke…
Michael Juel er uddannet arkitekt, men har spillet og skrevet rockmusik i over 20 år med base i Aarhus. Han startede med at spille med Poul Krebs, men har også spillet i andre bands.

Det gjorde ondt hver dag

– Jeg er ikke født og opvokset i en kristen familie eller et specielt kristent miljø, fortæller han.
– En dag, i en meget vanskelig periode af mit liv – ledte jeg desperat efter ”et sidste alternativ” til bare ikke at leve mere.
Der skete en masse ting i mit liv og i mit ægteskab. Min far døde også dengang. Og så gik jeg ned med dårlig ryg. Jeg har aldrig nogensinde fejlet noget. Men rygproblemet gjorde, at jeg i et helt år måtte ligge ned hveranden dag og stå op hveranden dag …
Det var s’gu mit livs mareridt, ryger det ud af rockmusikeren.
– Det gjorde ondt hver dag – og om natten. Så jeg sov ikke godt i et helt år.

Til psykolog

Til sidst fik Michael Juels omgivelser nok.
– Jeg blev endelig trukket til en psykolog. Og jeg må nok sige, det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Hun fortalte mig, at det var rigelig mange kampesten, jeg havde liggende oven på mig. Hun kunne godt forstå, at det var rimelig svært for mig.

Det kan ikke slå mig ihjel

En dag så Michael Juel et spot på Århus Kristne TV, som det hed dengang, om Citykirken.
– Så tænkte jeg: Jamen altså, de kan jo ikke slå mig ihjel. Det er jo ikke noget, man dør af. Jamen, det må jeg prøve – også. Som en af de sidste udveje, syntes jeg.
Jeg syntes, at jeg havde prøvet alt. Og så tog jeg derud.

Sneg mig i kirken

– En dag sneg jeg mig ind i kirken, satte mig på bagerste række og lyttede i mørket – søgte efter et eller andet, jeg ikke rigtig vidste, hvad var.
Tilfældigvis var det en frikirke, så tingene var ret anderledes, end jeg huskede fra de få bryllupper og begravelser, jeg havde deltaget i – i folkekirken.
Til min overraskelse var der ikke noget orgel, der spillede, da folk begyndte at synge.
I stedet var der et band, der begyndte at spille og synge. Sange, der ikke var gamle og fjerne, men nutidige sange, nutidig musik, jeg kunne relatere til, musik der talte til mig og fik mig til at lytte til ordene, husker Michael.
Musik betyder rigtig meget for ham:
– Hvis jeg kunne vælge et fag, så var det jo det, jeg ville bruge hele mit liv på. Hvis jeg kunne leve af det, så ville min lykke jo være gjort. Det er da helt sikkert. Det var det, jeg helst ville af alt.
Nu har jeg jo også skrevet og spillet musik i 20-25 år, så det sidder ligesom på rygraden.

En underlig følelse af fred

– Efter gudstjenesten forlod jeg kirken lidt forvirret, men også med en underlig følelse af undren og fred indeni.
Min nysgerrighed var så stor, at jeg vovede mig tilbage til kirken den følgende søndag.
Jeg havde lyst til at udforske og lytte til mere af de anderledes prædikener, mere af den anderledes ”kirkemusik” med den musik og de tekster, der talte til mig og rørte mig.
Det blev til tre timers samtale, og en masse spande kaffe, og så skete der noget.
Efter et år var jeg selv involveret i at spille musik i den kirke.

Har du en guitar?

– De spurgte, om jeg havde en guitar, fordi de manglede en guitarist.
Så tænkte jeg: ’Argh. Det er ikke lige mig. Jeg er jo ikke født ind i det der Pinsebevægelse’.
Det var de fleste derude. Og dengang var der også tv på. Så jeg var ikke sådan lige sikker på, om jeg skulle på alt mulig tv i Århus, fordi jeg stod og spillede i en kirke.
Det er man åbenbart meget genert over i starten. Og jeg syntes, jeg udleverede mig selv lidt. Og jeg så det som en svaghed. Som man jo gør i starten, synes jeg.

Vejen til overgivelse

Alligevel blev Michael Juel fast inventar i Citykirken og har siden spillet meget kristen musik.
Hans seneste plade hedder ”The road to surrender”.
Han beskriver processen med at nå frem til titlen således:
– Vejen, fra overhovedet ikke at kende noget til Gud, og så til at acceptere og til at synes, at det er den mest logiske forklaring, og det, der gav mig, ”fred indeni” – det var simpelthen at overgive mig.
Det var at smide mit ego – du ved, den lidt praktiske hjerne – at smide den ud. Og så føle lidt med hjertet.

Ikke tilfældigt

– Rent praktisk synes jeg også, at det er rimelig logisk, at der er en skaber, tilføjer Michael.
– Jeg tror ikke på så stor en tilfældighed. At noget så indviklet og unikt som fx os, og måske endda liv på andre planeter, at det eksisterer uden grund.
Jeg tror simpelthen, at det må være skabt eller startet. Der må være en eller anden, som har trykket på en knap. Jeg tror ikke på, at det er totalt tilfældigt, konkluderer Michael.

Min nådegave

– Senere deltog jeg i et seminar, der handlede om de nådegaver, som Gud har givet hver af os. Og allerede efter to gange var det så klart for mig, at min nådegave var at bruge mine færdigheder som musiker og sangskriver på at skrive musik til kirken – til Gud.
Jeg ville have folk til at lytte; til at tænke over, hvad meningen med livet er; skabe en nysgerrighed; plante en idé om, at det liv ku’ være et liv med Gud.

Kirkebesøgende mister hurtigt interessen

– Mange mennesker besøger af og til en kirke af nysgerrighed og vender aldrig tilbage, fordi de ikke kan relatere til de gamle ritualer, tekster og salmer, der ikke taler nutidens sprog. Det taler ikke til deres hjerter, mener Michael.
– De mister interessen og vender nok ikke tilbage.
Meningen med musikken på min cd er, at den vil gøre et søgende menneske nysgerrig nok til at besøge en kirke for anden gang.
Dette andet besøg er for mig det mest betydningsfulde skridt for det menneske, der søger efter meningen med livet – det er det skridt, der giver muligheden og chancen for at starte et fremtidigt nyt liv med Gud.
Den her cd er min historie – min musik – min vej til overgivelse.