Ann følte sig uønsket

Forældrenes skilsmisse satte en lavine af ulykker igang – druk, stoffer, abort, indlæggelse på den lukkede, selvmord, okkultisme… Men så mødte hun tilfældigt nogle kristne på gågaden i Holstebro.

Da Ann kun var 6 år, forsvandt hendes mor ud af hendes liv. Forældrene blev skilt, og Ann skulle blive hos faderen i Jylland.

– Jeg husker, at hun løb ned ad trappen fra første sal, samtidig med at hun lod hårbørsten glide igennem det halvlange brune hår.
Jeg stod midt på trappen. Hun bøjede sig hastigt ned, gav mig et knus og forsvandt ud af fordøren.
Det var sidste gang, jeg så hende i vores hus, fortæller Ann.
Ann kom til at vokse op med en stedmor, som ikke brød sig om Ann, og som slet ikke kunne udfylde det store savn.
– Jeg glæder mig til den dag, du flytter hjemmefra, havde stedmoderen bl.a. sagt. Og faren følte, at han måtte bakke den nye mor op, selv om han nok kunne se, at hun ikke var helt rimelig.

Uønsket

Hvordan føltes det at vokse op uden din stedmors accept og kærlighed?
– Jeg oplevede i min opvækst en stræben efter at få en kærlighed og en accept fra hende, som var uopnåelig. Jeg oplevede mig selv skubbet ud, oplevede ensomhed, mindreværd og en følelse af at være uønsket og ikke slå til, fortæller Ann.
Gang på gang flygtede Ann hjemmefra, og snart begyndte hun at ryge og drikke og kom i dårligt selskab. Hun plagede om at komme på ungdomsskole, bare for at slippe væk hjemmefra, hvor hun ofte mødte vrede ord.

Skilsmissen formede mig

Tror du, det var derfor, du kom ud i problemer?
– Ja, det var måske noget af det. Roden til, at jeg fik det svært senere og kom ud i problemer, startede, da vores familie faldt fra hinanden. Min mor og far blev uvenner og separeret, og min mor rejste og efterlod mig og min lillesøster. Det var en traumatisk oplevelse, som påvirkede mig meget.
Jeg havde en stærk oplevelse af skyld (hvorfor, kan jeg ikke forklare). Der kom mindreværd ind over mig og en følelse af at have mistet noget af mig selv.
Jeg mærkede den splittelse, som hele forløbet medførte i vores liv, og jeg savnede min mor.
Ingen talte med mig om, hvad som skete, og det efterlod megen forvirring og tomhed. Jeg var ikke som 5-årig i stand til at håndtere det eller at få sat tingene på plads.

Abort og speed

I sin længsel efter nærhed blev Ann snart gravid – men fik en povokeret abort.
Overvejede du at føde barnet?
– Nej, det gjorde jeg ikke. Mine forældre besøgte mig ikke på sygehuset, og da jeg kom hjem, blev jeg mødt af en isnende kulde fra min stedmor. Der blev aldrig talt om det, der var sket.
Ann skyndte sig at finde et job som ung pige i huset i Aarhus, så hun kunne komme væk.
Men alt virkede tomt og meningsløst, og snart var hun også ude i et hash- og LSD-misbrug, foruden de dagelange drukture.
– Jeg begyndte at tage speed, amfetamin, første gang da jeg var 15 år, og fortsatte med det til fester og i weekender. Senere hen tog jeg speed, når jeg kunne få fat i det. Som 18-årig prøvede jeg at fixe pakistanerpiller. Det sagde mig ikke noget dengang, jeg faldt i søvn under rusen.
Det var først en 5-6 år senere, jeg startede på hård junk, fortæller Ann.

Indlagt på den lukkede

Hendes liv var blevet et stort rod. I desperation lod Ann sig frivilligt indlægge på den lukkede afdeling for at komme ud af misbruget. Men personalet havde hverken tid eller interesse. Lægen snakkede med hende én gang om ugen i fem minutter. Hun blev bare mere deprimeret af at se på alle de andre stakler, som var indlagt.

Selvmordsforsøg

– Til sidst krævede hun at blive udskrevet. Men da hun kom hjem på det tomme værelse, væltede depressionen ned over hende. Hun fik lægen til at udskrive nogle stesolider og slugte dem alle på én gang i håb om at dø.
Heldigvis kom hendes far og fandt hende sovende. Han fik hende ud i bilen. Efter at have fyldt kaffe på datteren for at holde hende vågen, kørte en ambulance hende på statshospitalet igen.

Som en levende død

Hun forsøgte at ”tage sig sammen”, selv om hun følte sig som en levende død inde i en osteklokke. Men på grund af sin samarbejdsvilje blev hun flyttet til den åbne afdeling og derefter til en ungdomspension.
Bagefter flyttede hun med en veninde til Viborg. Her begynde drikkeriet og stofmisbruget forfra. Og nu kom der kanyler og hårde stoffer på bordet.
De unge blev smidt ud af lejligheden på grund af deres larm, og Ann opgav en dækadresse i Aarhus for at få kontanthjælp og tog så til København.
– Jeg havde en periode på omkring 3 måneder, hvor jeg begyndte at fixe. Det kørte mig hurtigt derud, hvor jeg for enhver pris ønskede at stoppe – og derfor kom jeg så på nedtrapning igennem klub 47, fortæller Ann.

New Age hjalp ikke

Klub 47 lå på Engholm langt ude på landet i Nordjylland.
Her blev Ann imidlertid ledt ind i den alternative verden af de medarbejdere, som skulle hjælpe hende. På stedet mediterede man, lagde horoskoper, og dress coden var orange og rødligt tøj.
Ann flyttede til egnen, hvor tilhængerne af den indiske guru, Rajneesh havde opkøbt flere ejendomme. Hun blev involveret i forskellige former for new age-religion.
Hjalp det alternative dig?
– Nej, der var ingenting, der hjalp. Min sjæl var fortvivlet og syg. Og jeg var træt af al den angst og forvirring, som opslugte mig. Jeg havde oplevet, at der fandtes en åndelig verden. Men i den fandtes der onde, mørke djævleagtige væsner. Jeg ønskede desperat at komme ud.

Tilfældigt møde

Så mødte du nogle kristne på gaden i Holstebro…?
– Ja, jeg dumpede ”tilfældigt” ind i et friluftsmøde på gågaden oppe i Holstebro, hvor nogle unge sang og spillede guitar.
Da de begyndte at tale om Guds Ånd, hørte jeg virkelig efter. Det var, som om ordene blev levende i mig. Jeg rejste mig fra bænken og følte en overnaturlig fred, som jeg ikke kendte før.
Om aftenen tog Ann med til et vækkelsesmøde i kulturhuset Laden. Hun følte sig velkommen og godt tilpas. Mange talte også i tunger, og Ann huskede titlen på en norsk bog, der hed ”Tunger af ild”. Sidst på aftnen blev der opfordret til at ”give sit liv” til Jesus.
– Give sit liv? Det var måske lige rigeligt… Jeg forsøgte at gå op, men kunne ikke. Det var, som om mørke kræfter holdt mig fast. Men på vej hjem følte jeg igen denne overnaturlige fred.
Da jeg kom hjem til mine forældre den aften, fandt jeg Bibelen på bogreolen og læste i sengen:
”Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen imorgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”
Al uro og ængstelse forsvandt med ét. Ordene blev levende indeni mig, husker Ann.
– Jeg var ellers begyndt at sige, jeg ikke troede på, at der fandtes en Gud. For jeg havde jo ikke oplevet ham i mit eget liv, og jeg var kommet så langt væk fra mig selv og den tro på Gud, som jeg alligevel havde inderst inde.
Det var nu som om, der pludselig blev taget et slør væk fra mine øjne. Jeg så, at Jesus var virkelig, og han gav mig en ny begyndelse.

Genoprettet

Ann fik nu lov at komme i behandling på det kristne ”Betesda” ved Brande. Og det hjalp.
– Da jeg læste i Bibelen, blev ordene levende i mig. Helligånden arbejdede i mit liv, gav mig lys og ledelse, satte ting på plads, satte mig fri af områder i mit liv – og begyndte at læge mig.
Jeg fik lov til at komme ind på bibelskolen i Brande i et par uger, mens jeg var på Betesda, og det var med til at forvandle mit liv. Senere, på Betesda 2, fik vi masser af undervisning, bl.a. af Graham Powel, og jeg oplevede megen befrielse i den periode, fortæller Ann. Hendes liv kom i balance, og hun fik endda overskud til at kunne tilgive sin stedmor.
Ann følte sig ledt til at søge et job som rengøringsassistent i Frelsens Hær på Amager, og da hun fik det, flyttede hun til hovedstaden. Hun kom i Amager Kristne Center, og senere en afrikansk kirke i København.
Hun tog senere en sosu-uddannelse, blev gift med en afrikaner og adopterede hans to børn – og kom i kontakt med sin biologiske mor, som flyttede til Nørrebro.
Nu har Ann skrevet en bog om sit liv med titlen ”Evigheden i mit hjerte”. (Saxo.com)
– Nogle venner var begyndt at opfordre mig til at skrive en bog om mit liv. Jeg oplevede selv, at jeg har gået med bogen i ”maven” og nu var tidspunktet, hvor den skulle ud. Min længsel og mit håb er at få lov til at række ud til andre igennem bogen med Guds trofasthed og nåde i centrum, slutter Ann Wogbagan.