Der sker også helbredelser i Indre Mission

Bodil fra  Bornholm oplevede en helbredelse efter salvning på en bibelcamping og giver Gud æren i IMT.
Bodil fra Bornholm oplevede en helbredelse efter salvning på en bibelcamping og giver Gud æren i IMT.

Indremissionær anbefaler, at missionsfolk gør brug af salvning og forbøn for syge.

– Jeg har fået en ny start, hvor jeg igen kan gøre nogle af de ting, som tidligere gav mig glæde, fortæller Bodil fra Bornholm i det nyeste nummer af Indre Missions Tidende.

For godt tre år siden kom hun ud for en bilulykke og har siden bl.a. måttet ligge ned til møderne i missionshuset.
– Jeg fik det, som lægerne kalder et skævt halsvrid. Det ødelagde et ledbånd, gav ustabilitet og tryk på synsnerven. Det betød, at min nakke hele tiden kunne ’gå af led’. Derfor skulle jeg holde hovedet stille, så jeg måtte ofte gå med nakkekrave. Jeg kunne ikke stå stille eller sidde almindeligt på en stol uden kvalme og smerter, så jeg lå ned til det meste, jeg foretog mig. Det var lige fra at spise, til når jeg kørte i bil eller tog, eller hvis jeg var til en fest, gudstjeneste eller møde i missionshuset, forklarer hun i et interview med Anette Ingemansen.
Men på Haderup Bibelcamping blev Bodil en aften efter mødet sygesalvet af en præst og to missionærer (jf. Jakobs brev 5).
– Bagefter prøvede jeg at tage nakkekraven af, for jeg havde ikke ondt. Jeg gik ned til det lysende kors i teltet og takkede Jesus. Næste morgen forsøgte jeg selv at pakke teltet sammen, og det gik godt. Under den afsluttende bibeltime stod jeg almindeligt op til trosbekendelsen, og jeg så teksten på powerpointen helt klart. Sådan var det ikke før, fortsætter hun.
– Da min kusine hentede mig, sad jeg op i bilen, jeg havde ikke nogen smerter, og nakken kunne godt klare det. Senere gav hun frokost, og det var dejligt at kunne sidde op og spise uden kvalme og smerter.
Bodil fortæller videre til IMT, at der er muskler og sener, som skal genoptrænes, men det er småting. Og hun er fuld af tak og forundring:
– Det er meget overvældende og trosstyrkende at opleve Guds fantastiske og livsforvandlende omsorg. Han forstår os fuldstændig og giver os langt mere, end vi kan forestille os, understreger Bodil.

IM-missionær: Sygesalvning er okay
Missionær Finn  Najbjerg interviewes om salvning i Indre Missions Tidende.
Missionær Finn Najbjerg interviewes om salvning i Indre Missions Tidende.

I samme nummer bringes et interview med missionær Finn Najbjerg, der forklarer om sygesalvning og opfordrer til at bruge denne tjeneste i Indre Mission.
– Sygesalvning kan foregå i hjemmet med de allernærmeste, eller man kan samles i en lille gruppe i et lokale eller en kirke. I udgangspunktet følger man Jakobs anvisning i Jak 5,14-15. Først spørges den syge, om han/hun har noget, som vedkommende ønsker at få gjort op og få tilgivelse for, inden man træder ind for Guds ansigt.
Jeg synes, at det er godt, at det er en præst, som forestår selve sygesalvningen, for han kan i kraft af nøglemagten tilsige den enkelte syndernes forladelse, siger Finn Najbjerg.
– Vi skal erkende og anerkende både lægens virke og Guds direkte indgreb som ligeværdige veje, ad hvilken Gud når os med lægedom, ellers går vi forkert, mener han.