Det pund mig blev givet

Agba (Iljas Salman) og barnebarnet Aisa (Mariam Buturisjvilij) i ”Corn Island” (still fra filmen: © 41Shadows)
Agba (Iljas Salman) og barnebarnet Aisa (Mariam Buturisjvilij) i ”Corn Island” (still fra filmen: © 41Shadows)

Ved filmfestivalen 2014 i Karlovy Vary, Tjekkiet, fik ”Corn Island” den kirkelige jurys pris.

Anmeldt af Bo Torp Pedersen

Den georgiske film, som på ’dansk’ har fået titlen Corn Island (Majs Ø) er en smuk, enkel, rolig og tankevækkende film – en film om naturen og menneskene, måske en fabel om skaberværket eller livet selv.

Udgangspunktet er det lille natur-under, som hvert år sker i floden Inguri, der løber mellem Abkhazien og Georgien. Undervejs fra Kaukasus til Sortehavet driver jord og sten af sted og danner i foråret små midlertidige øer i floden. Filmens hovedpersoner er den gamle bonde Agba og hans barnebarn Aisa. Det er Agbas tilbagevendende projekt at dyrke og høste majs på én af disse midlertidige øer.
Filmen følger tæt dette ”skaberværk” i alle dets konkrete og praktiske detaljer. Det er en stor opgave for den 70-årige Agba, også selv om Aisa hjælper. De to siger ikke meget til hinanden, men vi aner et komplekst forhold mellem dem. 16-årige Aisa er et barn for ham, men i virkeligheden på vej til at blive en kvinde. De har deres eget univers, men i verden omkring dem foregår en borgerkrig, og på et tidspunkt får den indflydelse på dem.
For nogle vil filmen være for stillestående, for åben, men for nogle af os er den en fascinerende film, og jeg kan ikke lade være med at tænke i baner af et mikrokosmos og en skabelseshistorie. Det er Guds natur, som sætter rammen og livsbetingelserne. Jeg finder det nærliggende at tolke den midlertidige ø og dens majsmark som billede på vort liv, dit og mit: Det har en begyndelse og slutning, som vi ikke selv er herrer over. Hvad får vi ud af den korte tid, den mark, det liv, det pund, der er givet os?
Det er store ord, men jeg synes godt, vi kan bruge filmen som en prædiken – og som konklusion
K.L. Aastrups salme: ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord” (DDS 728). Så falder det hele på plads.
Redigeret og bragt med tilladelse; opr. anmeldelse kan læses på kirkeogfilm.dk

Corn Island • 100 min.
Premiere: 24. september