Et samfund uden følelser
Science fiction-genren har ofte et noget dystert syn på fremtiden, og The Giver er ingen undtagelse.
Jonas er snart 18 år og står overfor det afgørende tidspunkt i sit liv, hvor han skal tildeles sit fremtidige hverv og formål i livet. Alt er i den skønneste orden – eller rettere: alt er ordnet sådan, at det eliminerer enhver form for konflikt. Forskellene mellem mennesker består udelukkende i det, de arbejder med, om det så er jordemødre, gartnere, dronepiloter … og så er der lige Jonas, som får en ganske særlig opgave. Han er som den eneste ”modtager af minder”.
Et samfund, der på overfladen er ordentligt, harmonisk og uden forskelsbehandling, vold eller konflikter, holdes i The Giver kunstigt bedøvet gennem en form for kollektiv hukommelsesbarriere. Hver dag bedøves sanserne gennem en indsprøjtning, således at farver, som jo er forskellige, ikke ses, og følelser, som kan være farlige, ikke står i vejen for rationel tænkning. På den måde er der ingen, som savner alt det i livet, som både forbindes med det smukkeste og grimmeste, følelser som kærlighed/had har ingen betydning, og skulle nogen komme til at sige noget så fjollet som ”jeg elsker dig”, bliver de hurtigt irettesat med en bemærkning om, at de skal bruge et præcist sprog. Dem, som ikke passer ind i dette ordnede samfund, ”sættes fri andetsteds”, og der holdes smukke ceremonier, når det sker. Men i realiteten aflives de.
Filmen og genren i det hele taget rejser nogle relevante spørgsmål. Hvad stiller vi op med de følelser, som kan medføre noget af det mest dyrebare: kærlighed, mod, viljestyrke mm., men også det modsatte? Hvis ulighed kan elimineres ved ensartethed, ville det så ikke også fjerne noget at det, som gør livet allermest interessant, nemlig de mange forskelle? Og hvad med den frie vilje, findes den i virkeligheden, uden historie, følelser og en risiko for at vælge forkert?
Jeff Bridges spiller rollen som ”the giver” (giveren). Han er i besiddelse af kollektivets hukommelse om verden før det regelstyrede samfund. Det er paradoksalt nok nødvendigt, at der er én, som kender til en anden verden, således at han kan rådgive de ældste i samfundet, når de skal træffe beslutninger. Bridges spiller rollen godt; han er desillusioneret, men får igennem Jonas nyt håb. Meryl Streep agerer skurken, som ypperste ældste luger hun effektivt ud i afvigere og uegnede. ”Modtageren” spilles af Brenton Thwaites, som formår at virke ægte overrasket, når han for første gang ser farver, hører musik eller ser folk danse.
Filmen er mere eftertænksom end andre i genren (The Hunger Games, Divergent, The Maze mv.) og mindre actionfyldt. Men fællestrækket er den eksistentielle linje, som er så typisk for science fiction. Hvad er et menneske, spørges der? Hvilke valg er uomgængelige? Som et andet kundskabens træ bryder Jonas den forbudte grænse og sætter folket fri til at kende forskel på godt og ondt. Det menneskelige er i den forstand at vælge det gode eller det onde vha. sanser, historie og følelser. Går man lidt tættere på, synes ”lånene” fra Bibelen ret tydelige. Giveren er et billede på Gud, som giver modtageren et liv med sanser, historie og valg. Jonas er navnet på en velkendt person i Det Gamle Testamente, og Jesus taler om sig selv ud fra historien om Jonas (i Luk 11,29-31) – Jonas bliver på den måde en slags frelserskikkelse.
Alt i alt en interessant film.
The Giver (DVD) • 97 min.