Gratis koncert med Amerikanske Larry Ford fra Gaither Gospel
Tenoren Larry Ford, bl.a. kendt fra Gaither Gospel, synger i Evangeliekirken, Worsaaesvej 5, Frederiksberg, søndag den 1. november.
Larry Ford, som er Grammy-vinder, har altid sunget. Han startede sin karriere for halvtreds år siden, da han fem år gammel stillede sig på en stol i sin kirke i Texas og sang sin første solo. Akkompagneret af sin mor på klaver sang han sangen How Great Thou Art (O Store Gud). Denne sang er stadig på Larry Fords repertoire.
Larry Fords videre vej ud i musikken gik gennem studier indenfor den klassiske musik. Som teenager tog han timer hos en italiensk vokal coach, og senere læste han musik på universitetet. Efter nogle år som professionel pilot og pastor vendte han tilbage til musikken på fuld tid. Larry Ford er bl.a. kendt fra gruppen Gaither Gospel.