Har vi noget at være stolte over?

Henning Astrup,
pens. sognepræst
Kolding

Europa står midt i en hidtil uset flygtningestrøm fra Syrien, Irak og omkringliggende lande. Det er folk, der af politiske og religiøse grunde er på flugt fra krig – bomber, lemlæstelser og halshugninger. Og det er folk, som håber på at finde fred og en bedre fremtid i Europa.
Så længe katastroferne og de nødlidende er på geografisk afstand, kan de også for det meste holdes på tankemæssig og følelsesmæssig afstand. Men når de samme flygtninge står i Rødby og Padborg og begiver sig ind over landets grænser, så kommer det hele så tæt på, at vi ikke længere kan forholde os ligegyldigt og passivt.
De følelsesmæssige reaktioner er forskellige og modsat rettede. Én reagerer med vrede og foragt og spytter efter mænd, kvinder og børn, der ikke lader sig standse, men bevæger sig ad motorvejen videre nordpå. En anden gribes ved synet om hjertet, sætter sig i sin bil og kører til Rødby for at hjælpe de strandede videre.
Stemmerne er mange. Og situationens alvor får mig til at tænke over, hvad det er, der bliver sagt:
– Hold de fremmede væk! Hvis ikke de kan blive i nærområderne, hvor de hører hjemme, så lad de andre, med Tyskland og Sverige i spidsen, tage sig af problemet.
Jeg tænker: Er det den samme tanke, som i ”admiralens vise” er formuleret således: ”Stå aldrig til søs, lad de andre stå … ”
Har vi noget at være stolte af?
Vi indrykker annoncer i libanesiske aviser. Vi hører, at de er møntet på menneskesmuglere, som skal kende de nye asylbetingelser i Danmark.
Jeg tænker: Er det nu også sandt, at de annoncer er møntet på menneskesmuglerne? Er det ikke snarere annoncer, som skal sige til helt almindelige flygtninge: Bliv væk! Find andre steder at tage hen: Tyskland, Sverige – bare ikke hos os.
Har vi noget at være stolte af?
– Men vi tager vores del, så vi har ikke noget at skamme os over! Altså: Vi har regnet ud, hvor stor en del, der er vores ansvar. Og vi har afvejet vores del.
Jeg tænker: Hvad er det for en kræmmermentalitet? Er det ikke mennesker, det handler om? Kan barmhjertighed, offer, næstekærlighed gøres op i procenter af ansvar?
Har vi noget at være stolte af?
– Men vi har ikke råd! Det går ud over vores velfærd!
Jeg tænker: Javel! Nå det er sådan, det hænger sammen. Vi er bange for, at vi ikke selv skal få nok, bange for, at der skal blive givet for meget ud til mennesker, der kun har en lille brøkdel af vores egen rigdom. Det er dog en arm og fattig tankegang, helt igennem materialistisk og uden ånd.
Har vi noget at være stolte af?
– Men vi vil satse på nærområderne i stedet for – det er meget bedre, det må dog alle kunne forstå!
Jeg tænker: Det lyder jo fint. Men er det nu sandt, at det er et enten-eller? Og er det i det hele taget sandt – for jeg hørte i samme åndedrag, at Danmarks bidrag til de allerfattigste lande skal beskæres med 2,6 mia. kr årligt.
Har vi noget at være stolte af?
– Men vi er nødt til at føre en ”fair og fast” (læs: hård og afvisende) linje overfor de fremmede, for de vil ødelægger vores kultur!
Jeg tænker: hvilken kultur er det, der måske ødelægges? Er det den kultur, hvor ateismen har fået halvofficiel status? Er det forstyrrende for ateismen at blive konfronteret med, at der fortsat er noget, der hedder tro og religion? Sikkert.
Men måske det er Gud, der vil forstyrre os. Måske det er Gud, der vil gøre det klart for os, hvordan verdens sande tilstand er: rig og fattig, kristen og muslim …..
Måske det er Gud, der udfordrer os til at ta’ ansvar? Ikke et afmålt ansvar, hvor det mest af alt handler om at holde på vor rigdom og holde afstand til vor besværlige næste.
Måske det er Gud, der vil gøre det klart for os, hvad standarden er: ”Og vil nogen tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham” (Matt. 5,40-41).
Har vi noget at være stolte af?
Jeg tænker: Om vi bedre kendte den tid, vi lever i, og så Guds finger i det, der sker, ville vi få en anden målestok til bedømmelse af vor stolthed.