Lad ikke angsten få magten

Christine Caine har rejst verden rundt som forkynder. En dag i sommeren 2014 fik hun en uventet besked fra lægen. Det blev begyndelsen på en vandring, hvor det ord hun prædikede skulle stå prøve i hendes eget liv.

Af Christine Caine

”Christine, du har kræft.” Det var ikke lige de ord, jeg havde regnet med at høre, da jeg i juni sidste år landede i Sydney for at deltage i vores årlige Hillsong-konference.

I Australien var klokken ni om morgenen. Min læge havde ringet til mig fra Amerika for at meddele mig resultatet af den biopsi, der var foretaget af min skjoldbruskkirtel kort før min afrejse.
Kræft. Et ord, der normalt fører angst, forskrækkelse og gru med sig. Alle synes at kende en, som har eller har haft kræft. Inklusive mig selv. Min far døde af lungekræft, da jeg var 19 år.
Jeg så med egne øjne, hvordan kræft æder et legeme op.

 

Jeg så, hvilke bivirkninger kemoterapi og stråler kan have på et legeme.
Jeg hørte, hvordan han kastede op i badeværelset. Igen og igen.
Jeg så, hvordan min stærke far blev svag og skrøbelig.
Jeg sad i venteværelser og ventede på, at han skulle komme ud fra operationsstuen.
Jeg så, hvad håb, trukket i langdrag, gør ved en familie.
Jeg bad fortvivlede, inderlige bønner, som ikke syntes at ændre noget.
Jeg mærkede angsten, som var flyttet ind hos os.
Jeg levede med håbet og troen på, at han ville blive helbredt.
Jeg så, hvordan min mor trykkede min fars livløse krop ind til sig, efter at han var død i hendes arme.
Jeg gik til min fars begravelse.
Ved mit bryllup var min far ikke til stede.
Mine døtre har aldrig lært deres morfar at kende.
Det er 29 år, siden jeg sidste gang snakkede med min far.

Én ting var sikker: Jeg kendte kun alt for godt ordet ”kræft”. Jeg er 48 år og har levet længe nok til at lære mange mennesker at kende, som har haft kræft – eller stadig har det. Jeg har bedt for utallige mennesker med kræft. Mange af dem er døde; andre har overlevet. Jeg vil aldrig ophøre med at bede for, at Gud må helbrede mennesker, som har kræft.
Jeg havde ikke regnet med selv at få stillet denne diagnose. Og dog skete det. Mange spørgsmål løb gennem hovedet på mig:
Er det stadie 1, 2, 3 eller 4?
Har tumoren allerede bredt sig?
Er jeg nødt til at flyve tilbage til Amerika med det samme?
Er det nu, jeg skal hjem – til Gud?
Hvad vil der ske med mine døtre Catherine og Sophia?
Hvad med mine opgaver på konferencen?

I brøkdele af et sekund løb alle de ting gennem hovedet på mig. Jeg tog en dyb indånding og svarede derpå min læge:
”Leslie, det er okay. Det er ikke kræften, der fører til døden, men livet. Jeg vil nyde hvert eneste sekund, Gud skænker mig her på jorden, og så går jeg hjem. Djævlen har ingen magt over mit liv. Jesus vil hente mig hjem til sig præcis på det tidspunkt, han har bestemt. Jeg er ikke bange for at dø. Ligegyldigt, hvad der sker, vil Jesus til syvende og sidst være den sejrende.”

Jeg må træffe en beslutning

Blot en uge tidligere var jeg gået til lægen med ondt i halsen. Nu stod jeg over for fire problemer, som vedrørte den del af kroppen, jeg brugte mest til at kunne gøre det, Gud havde kaldet mig til: min stemme.
En svulst i halsen
Knuder på stemmebåndet
En halsbetændelse
Skjoldbruskkræft

Én ting stod mig klart: Der var rettet et våben imod mig, som det hedder i Bibelen i Esajas 54,17. Jeg tror ikke, at sygdom kommer fra Gud, for Gud er god og gør alting godt. Men jeg ved, at vi står i en åndelig kamp, og at der kan ske gode mennesker ondt, fordi vi lever i en falden verden. Djævlen var ude efter min stemme. Han ville have mig til at tie.
Det var hans plan at indgyde mig angst for således at svække min tro. Angst lammer os og gør os stive af skræk. Den får os til at trække os fra Gud i stedet for at kaste os i armene på ham og dykke dybt ind i hans ord.
Jeg stod foran en troskamp, og den sande fjende var ikke kræften, men angsten. Nu fik jeg lejlighed til at praktisere det, jeg så ofte havde prædiket:
Jeg måtte beslutte mig for at stole på Guds løfter, når det gjaldt mit liv.
Jeg måtte beslutte mig for at leve i troen og ikke som tilskuer.
Jeg måtte beslutte mig for at bekæmpe angst med tro.
Jeg måtte beslutte mig for bestandigt at søge Guds nærvær.
Jeg måtte beslutte mig for at bringe angsten, tvivlen, vantroen og de negative tanker til tavshed.
Jeg måtte beslutte mig for at holde fast ved min trosbekendelse.
Jeg måtte beslutte mig for livet og ikke for døden.

Helbreder Gud stadig?

Gud vil helt afgjort gøre mig rask med det samme, tænkte jeg, hvorom alting er, behøver jeg jo min stemme for at klare de opgaver, han har givet mig! Det ville han gøre, det var klart. Jeg er i bund og grund overbevist om, at Jesus kan helbrede. Jeg tror på Guds overnaturlige, mirakelvirkende kraft. Hvordan skulle jeg ellers kunne reddes, hvis jeg ikke troede på, at Jesus på overnaturlig vis var født af en jomfru, død på korset, opstanden på tredjedagen, siddende ved Guds højre hånd og en dag vil komme igen? Meget af det, jeg tror på, kræver overnaturlig tro!
At tro på, at Gud også den dag i dag kan helbrede, kræver mindre tro end at acceptere, at Jesus døde for mine synder.

Hvem kæmper sammen med mig?

Jeg ville reddes ud af denne situation, men ti uger senere konstaterede jeg, at Gud ville gå med mig hele vejen igennem den.
Vi ved ikke tilnærmelsesvis så meget, som vi mener at vide. Vi kontrollerer sågar endnu mindre, end vi ved. Gud alene er alvidende, altså måtte jeg forlade mig på det, jeg vidste om den, der er alvidende. Denne erfaring ville gøre mit forhold til Gud dybere. Det er den virkning, tro har. Den bringer os nærmere ham.
Det afgørende er, hvem vi går gennem ilden sammen med.
Jeg omgav mig med troskæmpere, som indgød mig tro, håb, helbredelse, styrke og mod. I kampen har vi brug for stridsmænd, ikke mennesker, som permanent bekymrer sig. Vi har brug for venner, som minder os om, at:
… han, som er i jer, er større end han, som er i verden (1. Johs. 4,4).
Ved hans sår blev I helbredt (1. Peter 2,24).
Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål (Esajas 54,17).
Du skal ”ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninger” (Salm. 118,17).
Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme (Salm. 103,2-3).
Herren ”heler dine sår, læger dig efter de slag, du fik” (Jer. 30,17).

Jeg er alle de mennesker taknemmelig, som har bedt for mig i denne tid. Dette fællesskab af forbøn har støttet mig og hjulpet mig gennem processen. Vi har så meget brug for hinanden. Det er ikke godt for mennesket at være alene.

Møder, som fik mit hjerte til at briste

Der fulgte nu en lang række prøver og undersøgelser. Jeg sad i mange venteværelser fyldt med kræftpatienter. Mange af dem var alene. Jeg kunne se angsten i deres øjne. Mennesker, som havde tabt håret. Mennesker, som ikke mere kunne gå uden hjælpemidler. Kære Gud, forbarm dig, vær nådig.
Mit hjerte bristede. Medfølelsen overvældede mig, og jeg vidste, hvorfor jeg var der. Jeg havde det forholdsvis godt. Hos den kræftlæge, jeg havde, var chancen for helbredelse ved operation høj. Jeg havde min egen dal, jeg skulle igennem, hvorimod deres vej syntes at være langt sværere. Hos mig havde kræften ikke bredt sig. Det var tydeligt, at kræften hos andre patienter greb vildt om sig. Hvorfor, Gud? Jeg har så mange spørgsmål, som jeg på denne side af evigheden ikke vil få svar på. Men jeg kan gøre, hvad jeg kan, og overlade til Gud, hvad kun Gud kan.

Venteværelser venter på os

Jeg ville benytte lejligheden til at bringe liv, håb og glæde i mørket. Jesus var i disse venteværelser, fordi hans ånd bor i mig (Kol. 1,27). Jeg var der, altså var han der også. Ville jeg have mod til at henvende mig til disse mennesker, røre ved dem, elske dem og bede for dem? Ville jeg have tro for dem, som ikke mere kunne tro?

Nogle af mine mest dyrebare øjeblikke i mit arbejde med andre mennesker oplevede jeg i disse venteværelser. Jeg måtte spørge mig selv, hvorfor mange kristne ønsker sig en scene til deres arbejde, når der dog venter et arbejde på dem i disse venteværelser – overalt på jorden. Hvor mange findes der ikke, der venter på, at vi skal komme til dem, mens vi venter på, at de skal komme til os? Der er venteværelser, der venter på os. Hvad venter du på?

Svulsten i min hals blev fjernet ved en operation, som varede en time. Jeg var taknemmelig for, at der ingen celler fandtes, som rummede kræft eller et forstadie til kræft.
Derpå blev halvdelen af min skjoldbruskkirtel fjernet. Jeg må ikke mere tage medicin. Min krop er nu fuldstændig fri for kræft. Tak, Jesus. Han har hørt vores bønner. Han har helbredt min krop.

På den anden side af dalen

Jeg havde sagt til Jesus: ”Hvis du snart henter mig hjem til dig, så vil jeg tage så mange som muligt med mig hjem!” Jeg ville gennem hele processen føre mennesker til Jesus og være et levende vidnesbyrd om, at Gud også helbreder i dag. I disse ti uger blev jeg den ene gang efter den anden forbavset over Guds nåde. Ved de møder, hvor jeg talte, gav tusinder deres liv til Jesus. Mange, mange blev helbredt.
Der sker noget, når vi sammen med Jesus vandrer gennem dødsskyggens dal: Når vi er nået over på den anden side, kender vi Jesus. Det kan ingen tage fra os. Ingen kan få os til at tie. Vi er ikke bange mere.

Gud er den største

Hvorfor blev jeg ikke straks helbredt? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at Jesus har helbredt mig.
En gang imellem helbreder Gud straks gennem mirakler.
En gang imellem helbreder han gennem læger og medicin.
En gang imellem kalder han os hjem til sig og helbreder os der.
Hvilken vej han vælger, er op til ham.
Han er Gud. Det er jeg ikke.
Han er den største, og han vil gøre det, som forherliger ham mest.
Min opgave er at stole på, at han stadig kan helbrede og også gør det. Guds opgave er at gøre det umulige.
Jeg ved ikke, hvad din udfordring er i dag, men jeg ved, at Gud ved det. Gud ser dig. Gud føler med dig. Gud kan og vil handle til dit bedste. Gud kan berede en vej, hvor der ingen vej er.

Tillad ikke, at en eller anden bagatelliserer dit problem
Jeg havde kræft i skjoldbruskkirtlen i stadie et. Mange siger, at ”det er ikke noget særligt” (som regel folk, der aldrig har haft kræft). Da jeg lå på operationsbordet, og kirurgen satte skalpellen i struben på mig, var det for mig ”noget særligt”. Gud tager dit problem alvorligt.

Mirakler er Guds specialitet
Bare fordi mennesker ikke kan gøre noget, betyder det ikke, at Gud ikke kan gøre noget. For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt (Mat. 19,26).
Jeg vil gerne holde troen og håbet om dit personlige mirakel levende i dig. Jeg ved ikke, hvad morgendagen bringer dig, lige så lidt som jeg ved, hvad morgendagen bringer mig.

Tillad ikke, at angst, bekymring, vantro eller tvivl skal berøve dig det, du har i dag.
Vi har alle kun i dag.
Det er ikke kræften, der fører til døden.
Det er livet, der fører til døden.
Frygt ikke døden.
Frygt at dø og aldrig have levet.

Christine Caine er gift og mor til to børn, foredragsholder og forfatter. www.christinecaine.com