Norsk Luthersk Mission har nu oprettet trossamfund

Øyvind Åsland
Øyvind Åsland

Norsk Luthersk Missionssambands hovedbestyrelse har nu vedtægter og bestyrelse på plads, så Norsk Luthersk Mission kan registreres som et selvstændigt trossamfund.
Det sker, efter at generalforsamlingen har vedtaget dette. Generalsekretær Øyvind Åsland siger til NLMs avis Utsyn, at formaliteterne nu er på plads.
– Vi kan allerede nu begynde at registrere medlemmer i trossamfundet, og i løbet af nogle dage skal et indmeldelsesskema være klart på vore netsider, siger Øyvind Åsland til Utsyn.
NLM er ligesom Luthersk Mission i Danmark en selvstændig forening indenfor den lutherske folkekirke. Men da NLM mener, at Den Norske Kirke har bevæget sig bort fra det bibelske grundlag, især ved at gå ind for homofile vielser, har man besluttet at operette NLM som et selvstændigt trossamfund, således at missionsfolket lokalt kan oprette lutherske frimenigheder.
Foreløbig afventer de centrale ledere i NLM dog at melde sig ind i det nyoprettede trossamfund, konstaterer avisen Dagen efter en rundspørge. Øyvind Åsland siger selv, at han og hustruen vil overveje det i løbet af efteråret.
– Der er mange forhold både lokalt og nationalt, som spiller ind. På sigt er der stor chance for, at vi melder os ind, mener han.
I Danmark har LM inden for de sidste 15 år oprettet 22 frimenigheder. Sideløbende fortsætter missionshuse med kredse og mødepladser indenfor folkekirke-systemet.