Spørgsmål om helbredelse

Hvorfor bliver nogle helbredt, mens andre ikke bliver? Den slags spørgsmål har jeg arbejdet meget med, siden jeg i 2002 skrev bogen ”Åndens Magt”.

Dengang var jeg selv undrende og skeptisk. Jeg fulgte i sporene på Charles Ndifon og stillede mange af de spørgsmål, som man naturligt må stille, når man oplever overnaturlige helbredelser. Senere har jeg talt med mange andre helbredelses-prædikanter, syge, helbredte og ikke-helbredte. Jeg har også selv bedt for en del syge. Nogle er blevet helbredt, andre ikke. Nogle gange er forklaringen oplagt (fx manglende tilgivelse), andre gange er den et dybt mysterium. Helbredelse går ikke efter fortjeneste.
Men et manglende resultat udelukker ikke, at man senere bliver helbredt. Jeg bad engang for en døvstum fem gange uden resultat, men den sjette gang kom hørelsen pludselig.
Lad os lære af egne og andres erfaringer. Her er nogle af de svar, jeg selv har opdaget. Måske har du selv nogle erfaringer, som du kan sammenligne med.

1) Der skal tro til. Det har vi både Jesu og apostlenes ord for. Uden tro er det umuligt at behage Gud. (Hebr. 11,6; Matt. 17,20; Lukas 17,6; osv.) Troen er afgørende.
Men det behøver ikke være den syge, der tror. Hvis bare forbederen har tro, så kan miraklerne alligevel ske. Det ser vi, når kristne går ud på gaden og beder for tilfældige. De bliver ofte spontant helbredt. Jeg tror, Gud lader den slags ske som et tegn på, at hans ord er troværdigt. Desværre bliver helbredelsen ikke altid fulgt op med undervisning, og så risikerer den helbredte alligevel at gå fortabt…

2) Det er ikke nok at tro i tankerne. Nogle siger: Jeg tror da på helbredelse. Hvis Gud vil helbrede mig, kan han jo bare gøre det. – Dét er ikke en levende tro. Troen viser sig ved, at man handler på den. Tager et skridt. Vi må tro på Guds løfter på trods af omstændighederne. Det er svært for os vesterlændinge, som har vænnet os til et snævert materialistisk verdensbillede, hvor Gud og det overnaturlige er udelukket eller underordnet ”fornuften”.

3) Religiøse fordomme kan hindre helbredelse. Hvis man fx tror, at Gud ønsker/tillader, at man er syg, så er det svært at tage imod helbredelse. Hvis man føler, man har fortjent sygdommen eller skal lære af den, så slipper man den heller ikke så let. Vask tavlen ren for fordomme og frygt, og husk, at Gud vil dig det godt.

4) Foragt for forbederen kan hindre Guds værk. Nogle bliver distraheret af, at prædikanten måske opfører sig udansk eller har en lidt anden teologi. Specielt i Danmark hindrer janteloven mange mirakler. Pas på ikke at tale nedsættende om Guds mænd og kvinder, hvis det er Gud, der virker. For Gud bruger åbenbart hellere et fejlfuldt menneske, som er villig og lydig til at gå i tro, fremfor et ”fejlfrit” menneske, som går med både livrem og seler.

6) Nogle bliver rent faktisk helbredt, men mister helbredelsen igen. Jeg har fx set døve, som kom til at høre, men som tog deres høreapparat på igen. Og så var hørelsen væk. Andre nedgør det, der er sket, og taler miraklet ihjel af frygt for mennesker. Den største forhindring for at opleve mere med Gud er ønsket om at behage mennesker.
Der er en kamp efter helbredelsen – med at holde fast i løfterne. Men det hjælper den helbredte at anerkende/bekende, hvad Gud har gjort.

7) Det er vigtigt at give Gud al æren. Nogle kristne giver hellere medicinen eller de alternative pulvere æren for deres helbredelse. Nogle gør en dyd ud af at fordele æren mellem lægerne og Gud. Men Gud deler ikke ære med nogen.