Vågn op Mor Danmark! Dine fordomme om grønlænderne er forældede

Af Udfordringen 28. okt. 2015/44

Det danske flag blafrer fortsat frit ved Narsaq-bugten i Sydgrønland, men de fleste danskere ved meget lidt om Grønland og de grønlændere, der lever i dag.

Skal vores fordomme udryddes, må den enkelte og samfundet tage et ansvar, mener Jonas Høyer Rohde, som har boet i Grønland i to år.

Af cand. mag.
Jonas Høyer Rohde

Da jeg rejste til Grønland for 2 år siden for at arbejde, som underviser på Campus Kujalleq i Julianehåb, var mit kendskab til landet mod nord ligesom de fleste andre danskeres. Forforståelsen var lille, og fordommene var store. Men jeg blev hurtigt lidt klogere.

Et godt eksempel på denne uvidenhed kom fra en bekendt, der kort før afrejsen stillede mig spørgsmål, om jeg var klar til at skulle undervise på engelsk.
Dansk er andet-sprog i Grønland, og det er et sprog, der bliver undervist i på de grønlandske ungdomsuddannelser, og det er der en logisk forklaring på.
Det historiske og kulturelle bånd mellem Danmark og den nordatlantiske ø er meget stærke. Det blev gjort klart ved ankomsten for mig, at rigsfællesskabet levede i bedste velgående, og at Grønland er præget af den danske kultur. Her kommer et par eksempler.
Når man går i Brugsen(!) for at købe lidt sødt til eftermiddagskaffen, får man en dansk wienerstang til 45 danske kroner, og er man så heldig at blive inviteret til middag hos en grønlandsk familie, bliver der serveret dansk mad som frikadeller med brun sovs og kartofler.

Mange i kirkerne

Det som overraskede mig mest, var dog grønlændernes passion for Gud og Jesus.
Julianehåb er med sine 3200 indbyggere ikke en særlig stor by. Alligevel havde vi i vores pinsekirke, Nyt Livs Frikirke, godt 35 medlemmer. Det samme flotte fremmøde gjorde sig gældende i folkekirken, som jeg besøgte et par gange. Her var næsten fuldt hus med op mod 100 kirkegængere hver gang.

Sidste skoledag afsluttes med fest nede på torvet, hvor de fleste elever er iklædt grønlandske nationaldragter.

De sociale problemer

Et andet område, hvor mine fordomme blev gjort til skamme, var min forestilling om at mange grønlændere er alkoholikere.
Da jeg havde været i byen i en måneds tid, havde jeg endnu ikke set en fuld grønlænder i gadebilledet.
Betyder det så, at jeg efter 2 år i Grønland kan konstatere, at der ikke findes nogen sociale problemer i Julianehåb? Nej selvfølgelig ikke.
Her er der lige så mange sociale problemer som i alle andre skrøbelige nationer, der har måttet gå fra jægersamfund til industrisamfund på blot en enkelt generation.
Dette skete i forbindelse med G-60 moderniseringen i 1950’erne og 1960’erne. Her grundlagde man moderne vækstbyer som Godthåb, Frederikshåb og Sukkertoppen langs den grønlandske vestkyst.
Her skulle de uddanne sig og få arbejde på en af de mange fiskerifabrikker, der skulle gøre den grønlandske økonomi bæredygtig. Selvom G-60 bragte øget velfærd og forhøjet levestandard til Grønland, var moderniseringen en stor omvæltning for inuitterne.
De traditionelle kønsrollemønstre kom i opbrud, og det frie liv som jæger/ fanger blev skiftet ud med et 8-16 job ved fabrikkens samlebånd. Det påvirkede mange grønlændere, som fik lavt selvværd, og der opstod alkoholisme.
Der er derfor ingen tvivl om, at det store land med den lille befolkning har brug for Danmark, både kulturelt, politisk og økonomisk. Det gælder nu og i fremtiden.

Samfundet og den enkeltes ansvar

Vi bør derfor som samfund og som enkelt personer gøre op med vores fordomme og uvidenhed om Grønland.
Det samfundsmæssige ansvar ligger hos politikerne. Og der skal derfor lyde en opfordring til undervisningsministeriet om at lade Grønland og det danske rigsfællesskab indgå som en obligatorisk del af folkeskolen og ungdomsuddannelsernes bekendtgørelser.
Det kan da ikke være rigtigt, at jeg som religionslærer har pligt til at undervise i islam, men at inuitternes naturreligion er forbudt. Hertil kommer det vigtige kulturmøde med præsten Hans Egede og kristendommen i starten af 1700 tallet.
Den enkeltes ansvar ligger i, at vi som kirkegængere inkluderer grønlænderne i vores fællesskab.
Tag en snak med en grønlænder, næste gang du møder ham. Det kan være, at du bliver overrasket over deres gæstfrihed og humor. Grønlændere er nemlig et kærligt folk, som har en stærk passion for troen på Gud og Jesus Kristus.

Et hollandsk-grønlandsk par leder en lokale frikirke i Julianehåb.

Der er stort fremmøde ved møderne i Nyt Livs Frikirke, som er flyttet ind i klasselokalerne i Pirassarfik. Kirken har brug for penge til at kunne bygge deres egen kirke.

Den hollandske missionær Cily Jeramiassen er leder af frikirken i Julianehåb. Det er en kirke i vækst. Men de mangler stadig deres egen kirkebygning. Derfor leder de efter en samarbejdspartner i Danmark.

Det er søndag morgen, og jeg er på vej ned i Nyt Livs Frikirke i Julianehåb.
Da jeg ankommer til klasselokalet på den lokale folkeskole, er der allerede et stort fremmøde.
Der er ca. 20 fremmødte, hvilket er imponerende, når man tænker på at der kun bor 3.000 mennesker i byen.
Da gudstjenesten går i gang, sætter jeg mig ved siden af Amailie, som er tolk ved Kommune Kujalleq. Hun simultan-tolker hele gudstjensten for mig, så jeg kan få det hele med. Der er dog visse ord, jeg allerede har lært, som fx, Guti, Jesusi og Golgatami.

Hollandsk missionær

Efter mødet snakker jeg med kirkens leder, Cily Jeremiassen.
Hun flyttede til Julianehåb i 2009 sammen med sin grønlandske mand Bent. Her grundlagde de menigheden, som er en del af det grønlandske frikirke-netværk Inuunerp Nutaap Oqaluffia.
Før de flyttede til Julianehåb, boede de i Sukkertoppen (Maniit-soq), der ligger nord for Nuuk.
– Da vi boede i Maniitsoq, arbejdede jeg på den lokale skole, mens min grønlandske mand, Bent, arbejdede som fanger. Han havde en jolle, som han sejlede ud i og skød sæler i. Vi bruger dog det meste af vores fritid i kirken, hvor vi er medlem af ældsterådet, fortæller hun og smiler.

To gode venner i troen: Aggu Peter Bentzen og frikirke-præst Bent Jeremiassen th.

Negativ stemning vendt

Cily er oprindelig fra Holland, men flyttede permanent til Grønland i 1980’erne. Her lærte hun hurtigt at tale dansk og grønlandsk.
– Den største udfordring var at lære det grønlandske sprog, som er en anderledes sprogstamme.
Dengang var det også en udfordring at vinde folks tillid. Jeg kom til Grønland i 1980-erne. Der var dengang en stor mistillid over for pinsekirken, særligt fra folkekirkens side. De brugte ordet ”palasiusaaq” om os, hvilket betyder ”de falske præster”.
Men nu er der gået 35 år, og den negative holdning til frikirken kan næsten ikke mærkes længere, siger hun.

Brug for tilgivelse

– Det er også nogle andre temaer, vi behandler i vores prædikener, end i Holland. Der brugte vi megen tid på lydighed og respekt over for vores himmelske far, mens vi i Grønland arbejder meget mere med nåde og tilgivelse, siger hun og smiler.
– Hvad er de største udfordringer ved at drive en menighed i Grønland?
– Først og fremmest har vi mange aktiviteter i menigheden.
Vi holder søndagsmøder, bønnemøder, bibelstudieaftener og sender lokalradio.
Men vi har desværre ikke nogen kirkebygning. Det betyder, at vi bliver nødt til at leje os ind i offentlige bygninger, som er dyre. Der er også pladsmangel, hvilket betyder, at vi ikke kan have nogen børnekirke, siger hun og holder en kort pause.
– Det er et stort bønneemne for os, at vi kan få vores egen kirkebygning. Derfor bruger vi megen energi på at samle penge ind, men på nuværrende tidspunkt er der stadig lang vej.

Savner dansk kontakt

Vi har enkelte kontakter til frikirker i Sverige og Holland, der til tider samler ind til os. Men vi savner en samarbejdspartner i Danmark. Lige nu er vores eneste reele tilknytning til Danmark den, at vores datter har gået på højskolen i Mariager det sidste halvandet år, fortæller hun og tilføjer:
– Julianehåb er venskabsby med Århus, så det ville være en velsignelse, om vi kunne få et bedre samarbejde op stå med en frikirke i den by.

Fakta:
Menigheden i Qaqortoq er en del af det grønlandske kirkenet Nyt Livs Frikirke, Innunerup Nutaap Oqaluffia.
Organisationen tæller i dag 13 menigheder og husfællesskaber i hele Grønland.
I Julianehåb (Qaqortoq) er menigheden drevet af den hollandske missionær Cily og hendes grønlandske mand Bent, som er meget aktive i deres mission i Sydgrønland.
De leder menigheden og driver en kristen lokalradio.
Den største menighed ligger i Nuuk og er ledet af den danske missionær John Østergaard Nielsen. Denne menighed har ca. 130 medlemmer.
Nyt Livs Frikirke holder hvert år et miniseminarium for hele Sydgrønland i Julianehåb. I 2014 var John Østergaard Nielsen, som er leder af kirken i Nuuk, æresgæst.