Værthusleder oplæser bibeltekster til Allehelgen

Ægteparret Mette og Steen Krog, som danner duoen Herren & Fruen samt sopranen Britta Krarup Møller (til højre) synger i Holstebro Kirke og på kulturhuset Knudsens.
Ægteparret Mette og Steen Krog, som danner duoen Herren & Fruen samt sopranen Britta Krarup Møller (til højre) synger i Holstebro Kirke og på kulturhuset Knudsens.

Holstebro Kirke, kulturhuset og pubben samarbejder om mindeaften den 30. oktober.

Til daglig serverer Torben Mouritzen øl i pubben Fox and Hounds. Men den 30. oktober læser han Paulus-tekster, når kirken, nattelivet og kulturlivet markerer Allehelgen.

Værtshuslederen skal læse kærlighedserklæringen i Paulus’ Første Brev til Korintherne, når der fredag aften den 30. oktober holdes mindeaften for afdøde i Holstebro Kirke, i kulturhuset Knudsens og på Fox and Hounds.
Der bliver masser af musik, blandt andet kirkedebuterer en ny duo bestående af et ægtepar, fortæller journalist Niels Stoktoft Overgaard.
Mindeaftenen med titlen ”Miss you like crazy” foregår i Holstebro Kirke kl. 19.00 (orgelmusik fra kl. 18.40), på Knudsens i Holstebro ca. kl. 20.00 og derefter på pubben Fox and Hounds i Holstebro.

Kendt ejendomsmægler fortæller om sin døde far

Ejendomsmægler Leif Schrøder, der er kendt for sin humor fra tv-programmet Hammerslag, medvirker også. Denne gang vil han vise sin alvorlige side, når han fortæller om sin far, Richard Schrøder, som døde i foråret.
Også andre efterladte vil fortælle om deres kære aføde. Blandt dem er familien til politiassistent Flemming Jeppesen, der også døde i foråret.

Britta Krarup - sopran
Britta Krarup – sopran
Musik-indslag

Både i kirken og på Knudsens vil ægteparret Mette og Steen Krog fra Borbjerg (duoen Herren & Fruen) optræde for første gang i en kirke med deres folkemusik. Steen Krog er kirkesanger blandt andet i Valgmenighedskirken i Holstebro, mens Mette Krog er lærer på Skive Friskole.
Sopranen Britta Krarup Møller deltager også. Hun er uddannet på konservatoriet i Aalborg og har givet koncerter mange steder. Britta Krarup Møller virker som kirkemusiker, blandt andet i Mejrup.
Også drenge fra Herning Kirkes Drengekor medvirker i mindeaftenen, som er placeret i den weekend, hvor Allehelgen falder. I mange kirker inviterer man pårørende til dem, der er døde i løbet af året, og de afdødes navne læses op ved en gudstjeneste.
Sognepræst Søren Nielsen er drivkraften i samarbejdet mellem kirke, Knudsens og pub. Han synes, det er spændende, at nattelivet, kulturlivet og kirken på den måde kan gøre noget sammen og i fællesskab.
Der er gratis adgang alle steder. På Knudsens er der mulighed for en ostetallerken. Billet til serveringen kan købes på forhånd i Musikteatret Holstebro eller på Holstebro Kirkes kontor, oplyser Niels Stoktoft Overgaard.