Den er gal i Jerusalem
Leif Munksgaard
Amagerfælledvej 26, 4.tv
2300 København S
Der kæmpes om Templadsen. Og i Udfordringen, den 5. nov., kunne vi læse, at Jane Kiel har stået på Tempelpladsen og bedt jødiske bønner på hebræisk.
Og den seance gik tilsyneladende ikke så godt, for – iflg. Udfordringen – blev Jane og en ven bedt om at forlade området, som Jane kalder Tempelpladsen. Jane og hendes ven fik nemlig besked på, at kristne og jøder ikke må bede på området, fordi ”det er én stor moske”.
I artiklen i Udfordringen fremgår det også, at der er blevet uddelt ”diplomer til folk, der er aktive i kampen om Tempelpladsen”.
Dette er meget bemærkelsesværdige oplysninger, for iflg. Israels premierminister, Benjamin Natanyahu, eksisterer der nemlig en klar aftale mellem Jordan og Israel om, at det kun er muslimer, der må bede på Tempelbjerget.
Iflg. The Jerusalem Post, den 11. sept. har Natanyahu tydeliggjort dette og sagt, at ”kun muslimer må bede på Tempelbjerget”. Og for at der ikke skal herske nogen tvivl overhovedet, så fortsatte Natanyahu med at sige, ”kun muslimer beder på Tempelbjerget. Alle andre besøger Tempelbjerget”.
Fra palæstinensisk hold, er der imidlertid stor mistillid til de reelle hensigter blandt jøder og kristne. Og ovennævnte artikel i Udfordringen medvirker til, at palæstinenserne med rette kan mistænke jøder og kristne for at ville forandre status quo på Tempelbjerget. For når virkeligheden iflg. Udfordringen er den, at for eksempel Yehuda Glick uddeler diplomer til ”folk der er aktive i kampen om Tempelpladsen”, så er det vel klart for alle, at der er mennesker – blandt både jøder og kristne – som har en mere eller mindre ”hellig” plan, gående ud på at forandre de nuværende forhold mht. hvem og hvordan der må bedes på Tempelbjerget.
Urolighederne i Israel/Palæstina lige nu næres bl.a. ved, at det oftere og oftere – og i mange sammenhænge – bliver sagt, at der er kamp om Tempelbjerget. Og det siges desværre af mange på trods af, at Natanyahu – også iflg. The Jerusalem Post – har sagt at, “Israel har ingen intention om at dele Tempelbjerget, og vi vil stærkt modsætte os sådanne tiltag”.
Men der er desværre en alvorlig konsekvens af kampen om Tempelbjerget, for Natanyahus udtalelser til trods, så ender det ulykkeligvis med, at kristne i Palæstina kommer i klemme, fordi de – af mange muslimer – mistænkes for at stå i ledtog med dé kristne, som deltager i ”kampen om Tempelbjerget”. For dybest set er det måske sådan, at der er planer om at genrejse Templet der, hvor der stadig er to moskeer?