Venstre sidebanner eksempel

Fadervor forbudt i engelske biografer?

Biograf påstår, at en kort reklamefilm fra den engelske kirke med forskellige personer, der beder Fadervor, kan virke stødende…

Unavngivet 1En britisk biograffilm-distributør har afvist at bringe en reklamefilm fra den engelske kirke forud for den nye Star Wars film. Reklamefilmen indeholder kun ordene fra Fadervor…

De engelske kirke (The Church of England) har fremstillet en 60 sekunders film, der kun viser en række personer, der beder hver sin korte bøn fra Fadervor.
Formålet med filmen er at gøre opmærksom på en ny hjemmeside: justpray.uk (dvs. bare bed).
Planen var at vise filmen op til jul før den nye Star Wars film »Star Wars: The Force Awakens« for at hjælpe alle og enhver til at bede en stille bøn når som helst og hvor som helst.
Men distributøren af filmen har erklæret filmen for upassende. Virksomheden mener, at fadervor-reklamen risikerer at fornærme og irritere publikum – selv om den kun indeholder ordene fra fadervor og billeder af forskellige personer.
Afvisningen har ført til vrede fra ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby og andre repræsentanter for kirken, men ikke mindst fra pressen og almindelige mennesker, som betegner forbuddet som religiøs diskrimination.
Filmen er nu blevet set af mere end to millioner på internetsiden justpray.uk og diskuteres ivrigt på de sociale medier, hvor man diskuterer, hvad der er sket med ytringsfriheden, når man åbenbart må sige og vise alt – bortset fra et kristent budskab.
Der tales også om en mulig retssag imod distributøren.
Denne reklame er omtrent så forargelig som en julesalme eller en julemesse. Lad publikum selv vurdere i stedet for at censurere, siger ærkebiskoppen til de engelske medier.

Foruroligende

Church of Englands kommunikationsdirektør Arun Arora kalder forbuddet for ”forbavsende, skuffende og forvirrende”.
– Milliarder af mennesker beder Fadervor verden over, og i dette land har det været en del af hverdagen i århundreder. På en måde er forbuddet bare fjollet, men i en anden henseende er det en foruroligende begrænsning af ytringsfriheden, siger han.

Hensyn til ateister

Reklamen blev ellers godkendt af British Board of film Classification og Cinema Advertising Authority. Men Digital Cinema Media (DCM), der specifikt skal godkende indholdet af biografreklamer, nedlagde forbud. I en pressemeddelelse skriver DCM, at de ikke accepterer reklamer med politisk eller religiøst indhold.
”Nogle reklamer kan virke forargelige på mennesker med en anden religion eller med ingen religiøs overbevisning. Derfor behandler DCM alle religiøse overbevisninger ens.”

Cameron kritiserer forbud

Selv Storbritanniens premierminister David Cameron (Kons.) har kritiseret forbuddet, og det samme har bl.a. Londons borgmester Boris Johnson. De forventer, at beslutningen bliver ændret.
Også i Danmark har Dansk Reklamefilm tidligere i år afvist Abortliniens kampagne-film ”Choose Life” fra biograferne. Filmen er ikke provokerende – bortset fra, at den opfordrer til at bevare livet.

Vor Fader,
du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød;
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen