Kursus var Luther lagkage
Tværmissionsk kursus for ledere af søndagsskoler og børneklubber på Bornholm.
Af Carsten Fonsdal Mikkelsen
Fotos: Palle Kure og CFM.
En høne, en fattig tiggerpige samt en oprører bevæbnet med en stor hammer var blandt ingredienserne, da op mod 50 ledere fra kristne børne- og juniorklubber fra DFS, LMBU og ELM-kids lørdag den 31. oktober var på lederkursus i Aakirkeby.
Kursusdeltagerne befandt sig nemlig pludseligt som deltagere i et totalteater. Det var inspireret af, at kurset blev holdt på 498 årsdagen for Martin Luthers oprør mod kirkens elite. Dengang holdt kirken befolkningen fast i angst og frygt, ligesom tilgivelse var noget, der kunne købes på markedspladsen.
I protest slog Martin Luther den 31. oktober 1517 sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.
Det blev startskuddet til den reformation, der væltede ind over Danmark 19 år senere.
Luther er stadig aktuel
Det var sognepræst Per Munch fra Nyker der optrådte som Luther, og han mener, at Luther har noget at sige til børn i 2015, som han havde for 500 år siden.
– Og det er, at mennesket, inklusive børnene, frelses af nåde. Vel at mærke nåde alene, siger Per Munch og henviser til, at på Luthers tid prædikede kirken, at mennesker skulle præstere en hel del for at blive frelst. Det kunne være at bede fadervor på trappen, besøge Peterskirken eller købe et afladsbrev.
– Her var det, at Luther blev ved med at sige “Frygt ikke”, og at det også var et tema, der skal formidles til børnene. De skal ikke gå og være bange. Vi skal frygte og elske Gud, men vi skal ikke være bange for ham«, slår Per Munch fast.
37 familieformer
I løbet af dagen kunne lederne vælge sig ind på mange forskellige kurser. Der var mulighed for at lære mere om at være leder for socialt belastede børn, og om 37 forskellige familieformer, som man møder i Danmark i dag.
I det kreative hjørne kunne lederne stifte bekendtskab med nogle nye børnesange, som blev præsenteret af Simon Bartholdy, der er nyansat børnemusikkonsulent i Luthersk Mission.
Viola Mellemstrand, fra Den lille Viol i Hasle, kiggede også forbi og fremviste en helt serie af forslag til små og store kreative projekter, som på en gang er umådelig flotte, men samtidig så absolut indenfor hvad børn formår at arbejde med. Ja selv lederne burde kunne finde ud af det, som én konstaterede med et smil.
Tværmissionsk
Kurset var arrangeret af Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Luthersk Missions Børn & Unge og Evangelisk Luthersk Missions ELM-kids.
Et af de vigtige formål med det tværmissionske lederkursus er at give lederne mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af de organisatoriske skel. Derfor var der lagt nogle gode lange pauser ind i programmet, så der var tid til samtale. Mange valgte også at bruge pauserne i ressourcesalen, hvor lokale klubber fremviste nogle af de ideer, de selv har arbejdet med i den senere tid, ligesom man kunne købe bøger og musik.
Lagkagen i pølseenden
I dagens anledning var der også kreeret en lagkage med Luther som tema. Alt var således Luther lagkage, og det er nogle glade – og mætte – ledere, der er klar til at servere nye ideer for deltagerne i de mange børne- og juniorklubber rundt om på Bornholm.