Show it!

s18_CD_thisisnotatest“If it’s real, then show it, if it’s not, they’re gonna know it”! Dette er evangeliet på pop- /hip-hop-sprog. Ikke fordi jeg påstår, dette album er ‘hardcore’ hip-hop, men elementerne er der. Og TobyMac bibeholder hip -hop traditionens ærlighed og kompromisløshed.

Nu skal jeg ikke påstå, denne genre umiddelbart er undertegnedes “hjemmebane” – men de vokale runs, der bliver præsteret på dette album, er kun inspirerende, og det kan enhver høre, især “Light shine bright”, der er velproduceret og sofistikeret.
Imponerende, hvordan de kommer rundt om genrerne. Også på DC Talks cover “Love feels like”- skal vi ikke lige give dem kudos for at arbejde sammen med vores fantastiske rockband, der overtog rockscenen i 90’erne? Fantastisk lyd – og hold da op, der bliver prædiket på dette album generelt! På en smuk måde.
TobyMac har formået at arbejde med mange kunstnere og kan som 51-årig se tilbage på en lang karriere, med mange succeser. Dette album er ikke revolutionerende. Men det er velproduceret, velskrevet, velreflekteret, opbyggende for dem, der er nye i troen og måske ikke ved, hvordan de skal forholde sig til CCM (Christian Contemporary Music, red.) eller den brugervenlige lovsang, de hører i deres kirke.
Energien er indiskutabel. Det er hip-hop med tekster, der handler om at være radikal og menneske på samme tid – ellers skulle jeg sige ‘hip hopper’ på samme tid? TobyMac formår med dette album at kreere musik, der er poppet med ultra- fængende omkvæd. “Like a match” er sjov og viser, hvordan det lyder, når et erfarent kristent band skriver sange, der når ud til masserne, men samtidig har noget at sige.
Marianne Glitfeldt