Det sorte fårs julefortælling

Julehistorie skrevet til børnekirke i Karlslunde Strandkirke 2014 af Birgitte Steffensen-Thomasen.

Kære børn!
I dag er jeg et meget gammelt får, som ikke kan så meget andet end at ligge lige så stille eller sove rigtig længe og få en tyk pels, som der kan laves garn af til huer og vanter og varme trøjer – eller gode tæpper.

Sådan nogle dejlige og livlige børn som jer har måske svært ved at se, hvad sådan et gammelt nokkefår som mig kan have at fortælle, som man gider høre på. Men jeg har også været barn engang, og dengang …..
Ja – dengang var der en nat, som ingen anden nat har været hverken før eller siden. Jeg var et lille lam, der tit fik lidt skænd, fordi jeg syntes, det var så spændende at gøre lige det modsatte af, hvad jeg skulle. Min mor var et stort tykt får, venlig og god af sig – jeg elskede at ligge og mærke hendes varme pels mod min ryg, men jeg kunne også godt lide at kravle lidt udenfor flokken og ligge der – bare prøve hvordan det var. Jeg var nok det, man kalder familiens sorte får.
Hvis hyrderne opdagede mig, før min mor gjorde det, så fik jeg et rap med deres hyrdestav, og den slog hårdt. Så det var altså bedst, når det var Mor, der opdagede mig.
Men denne nat var helt speciel. Hele flokken, mange hundrede får, lå på marken. Hyrderne sad ved deres bål, og jeg lå og stirrede ind i flammerne. Det var meningen, at jeg skulle sove, men jeg gjorde jo ikke altid, som jeg skulle.
Men denne nat var der noget specielt over alting. Ingenting var, som det plejede, og dog var alt som enhver anden nat.
Jeg stirrede ind i flammerne. De var varme og lyse og klare – stærkere end ellers – sådan mindes jeg det i hvert fald, og hyrderne sad foroverbøjede ved ildens skær. En enkelt sov, mens de andre holdt vagt. De skulle jo beskytte os mod de vilde dyr.
Dem havde jeg hørt om. Dyr, der spiste små lam og også store får. Jeg gøs bare ved tanken. Min Mor kunne fortælle, hvordan min onkel var blevet dræbt, da han var et lille lam. Han var listet lidt væk fra flokken, og så havde han været et let bytte for en sulten ulv. Det er ulve og bjørne og sådan nogle uhyggelige dyr, der sniger sig ind på os.
Der var en hyrde engang, der slog bjørne ihjel – endda med de bare næver. Han spillede også på harpe og fløjte for fårene.

Hyrden David

Mor siger, at min 100 gange tipoldefar har oplevet det, og selv set den hyrde. Han hed David. Han var bare en dreng dengang, men han blev konge over hele landet, da han blev stor. Vores hyrder er nu også søde – men de slår lidt hårdt med deres stav.
Men, som sagt, denne nat var nu noget særligt. Stjernerne lyste så klart. Der var ingen skyer at se, bare masser af stjerner, der blinkede og kiggede ned på mig. Jeg prøvede at blinke tilbage og lå og tænkte på, om man kunne snakke med stjernerne. Stjerner kan jo godt fortælle en hel masse.

Ham der talte stjerner

Min Mor har også fortalt mig om Abraham – min 200 gange tipoldemor skulle have mødt Abraham, en rigtig venlig mand. Han var ikke rigtig hyrde, men han ejede en masse dyr og havde så folk til at passe dem. Min 200 gange tipoldemor var et af hans får.
Hun har set Abraham stå og kigge op mod stjernerne. Abraham havde ingen børn, og han var ved at blive lidt for gammel til at få nogen – men så havde Gud alligevel lovet ham, at han skulle blive stamfar til et helt folk. Abraham skulle stå og se op mod himlen og prøve, om han kunne tælle alle stjernerne, for hans folk skulle blive til endnu flere, end der var stjerner på hele himlen.

Et gok med hyrdestaven

Min 200 gange tipoldemor skulle have set ham sådan med blikket vendt mod himlen mange gange.
Jeg lå jo lidt her ved bålet og prøvede at dreje hovedet for at se mere af stjernehimlen. Men jeg fik i stedet et gok i knolden, for en af hyrderne havde opdaget, at jeg ikke sov, så jeg lagde mig helt ned igen, mens det summede lidt i mit lille hoved.
Der var i hvert fald mange stjerner – flere end jeg kunne tælle, men jeg kunne heller ikke tælle til mere end tre. Mor og Far og mig selv. Men stjernerne havde jo på en måde talt til Abraham, som han havde stået og talt dem.
Men det var en helt forunderlig nat. Mor lå og slikkede mig venligt i hovedet, der hvor en lille bule var ved at blive til. Vinden var meget mild, den fik en lille uldtot i min pande til at bevæge sig og kilde mig på næsen. Jeg åbnede igen det ene øje lidt på klem og så hyrden, der havde givet mig et dask med sin hyrdestav, sidde med et fast greb om staven.
Jeg var lidt bange for ham, men han ville jo kun passe på mig, det vidste jeg godt. Jeg havde bare så svært ved at blive lige her i flokken, når nu verden rundt omkring så så spændende og lokkende ud.

En busk der brændte

Min Mor har også fortalt mig om en anden hyrde, der passede får for sin svigerfar. Ude på marken var der en stor busk, som pludselig stod i brand – uden at brænde op. Min 150 gange tipoldefar skulle have set det med egne øjne og hørt det med egne ører, da en stemme talte til hyrden. Han hed Moses, og han skulle tage skoene af, for han stod på hellig jord. Min 150 gange tipoldefar ville til at gøre det samme, men så opdagede han, at han jo ikke havde fodtøj på.
Han så Moses smide sin stav på jorden, og den blev til en slange, og han så ham gribe fat i den ene ende igen, og den blev til en stav igen. Moses blev aldrig rigtig den samme efter den oplevelse. Han passede stadig får, men han løftede ofte blikket og så målrettet ud mod horisonten. Der var noget afklaret i det blik, som ikke havde været der før. Han tog jævnligt et får op på skødet og gemte sine stærke, varme hænder i dets pels. Det havde min 150 gange tipoldefar oplevet mange gange.
Men en dag var der ikke nogen hyrde til at tage ham op på skødet mere, for den dag satte Moses staven beslutsomt i sandet og gik tilbage til det, han var flygtet fra. Der stod min 150 gange tipoldefar og så længselsfuldt efter sin hyrde. Han følte sig forladt og tom indeni. Han havde haft dyb respekt for den hyrde, som senere skulle række sin stav ud over vandet og lede et helt folk til frihed.

En gæst fra himlen

Men det var en fantastisk nat. Jeg strakte mig og nød strålevarmen og besluttede, at nu ville jeg være et artigt lille lam og lukke mine øjne helt i. Som jeg lå der – og jeg tror faktisk også, at jeg sov lidt, blev jeg overvældet af, hvor lyst og varmt bålet var – selv med lukkede øjne kunne jeg mærke lyset. Jeg blev så nysgerrig, at jeg var nødt til at åbne øjnene igen – bare helt kort… Jeg sagde det jo – det var en ubeskrivelig nat.
Et lysende himmelsk væsen – en meget stor, flere meter høj engel viste sig på himlen og gav noget så almindeligt som himlen over vores hoveder et skær af himmelsk fryd og glæde og skønhed. Jeg hørte det, da den talte til hyrderne. Først havde de fået tumlet sig op at stå – det var ikke så nemt, de har jo også kun to ben at balancere på – men derefter havde de kastet sig ned på jorden for englen i ærefrygt. Englen fortalte dem noget meget stort: Der er født en frelser i Davids stad. Han er Kristus Herren. I får et tegn: I skal finde et barn liggende svøbt i en krybbe.

Engle overalt!

Nu glemte jeg alle mine gode manerer og kom til at rejse mig op og bræge. Hele jorden lå badet i et himmelsk lys. Som var det midt på dagen den klareste sommerdag – ja lysere endnu. Stjernerne virkede helt blege i sammenligning med de store smukke væsener, som fyldte hele himmelrummet. For nu var de overalt. Kæmpe store med smukke vinger og flotte kjortler og klare ansigter og megastore muskler. Godt de ikke havde en hyrdestav i hånden. Og nu kom jeg igen til at dreje hovedet, men denne gang fik jeg ikke et gok – det ville min bule også have været meget ked af. De sang så smukt – jeg tror ikke engang David med sin harpe eller fløjte ville kunne gøre dem kunsten efter. De sang til Guds ære, og hele jorden sugede Guds hellige nærvær til sig.
Tænk, nu skal jeg også opleve noget stort ligesom mine tipoldeforfædre. Den store hyrde David, som frelste min 100 gange tipoldefar ved at dræbe de vilde dyr med de bare næver, han sang jo netop om, at Herren var hans hyrde, så han led ingen nød. Nu skulle der fødes et barn, der skulle blive verdens mest fantastiske hyrde – bedre end David selv, større end Abraham, og mere målrettet end Moses. Skulle jeg virkelig opleve det?!

Hyrderne ville gå fra os!

Hyrderne stod der ved deres næsten udbrændte bål, da englene forlod dem og rejste tilbage til Himlen igen. Hyrderne stod og snakkede sammen om, hvad de skulle gøre. Her blev jeg chokeret, for jeg hørte noget, jeg aldrig troede, jeg skulle høre: hyrderne ville forlade os!
Jeg mener – jeg har aldrig oplevet det før. En hyrde forlader ikke sin hjord, det har min Mor altid sagt til mig. Når hyrderne gav mig et rap eller et dask i måsen, så var det for at få mig til at rette ind og hjælpe mig, når jeg gik gale veje. Nu ville de forlade mig for at se det, som englen havde talt om.
Nu besluttede jeg mig for noget, som jeg ikke ved, om jeg tør fortælle for børn, men jeg besluttede mig for at vente med at være artig. Jeg havde godt nok lige besluttet det modsatte for lidt siden, men nu besluttede jeg mig altså for at være ulydig. Jeg kunne ikke leve med, at hyrderne forlod os, og jeg kunne heller ikke leve med, at der var født en hyrde, som var jordens frelser, uden at jeg fik lov at møde ham. Mine små klove begyndte at bevæge sig – den ene klov satte sig foran den anden skridt for skridt …. og der gik jeg så på behørig afstand af hyrderne væk fra flokken på vej mod mit livs møde.

Hvad var der i krybben?

Vi gik ikke så langt – faktisk tilbage til den lille stald, hvor vi plejer at holde til. Hyrderne åbnede forsigtigt døren på klem – og de så præcis, hvad der var blevet lovet dem: der sad en ung kvinde og en mand, som var lidt ældre. De sad begge tryllebundet og stirrede ned i en krybbe. Jeg siger jer – man skulle tro, de havde været to meget store og meget, meget sultne får, der netop havde fundet en krybbe med mad, som de kiggede ned i.
Nu skete det samme igen – mine små klove bevægede sig – ja jeg syntes jo ikke det var mig, der fik dem til det, jeg fulgte ligesom bare med, hvis I forstår. Mine klove og mig gik hen til krybben, for måske kunne jeg også få lov både at se og smage de gode sager. Idet jeg passerede hyrderne, noterede jeg mig i forbifarten, at de havde lagt deres stave fra sig, og det gav mig lidt mere frimodighed. De var heller ikke optaget af mig – de knælede ned ved krybben – jeg kom helt hen foran dem og så, at de knælede for – et barn!
Englene havde haft ret: De fandt et barn. Og de to mennesker var helt optaget af deres lille dreng, der lå svøbt ind i et tæppe. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men mon ikke det var min farmors smukke pels, der havde lagt uld til det tæppe? Hvide uldtæpper går aldrig af mode – så min sorte uld er nok ikke i særlig høj kurs. Men tænk, her ligger verdens frelser netop i et uldtæppe, og netop her i den krybbe, som jeg plejer at spise af.

Jeg så den store hyrde

Var det ikke også det, min Mor sagde: Det er ikke så skidt at være et får, vi er måske ikke så kloge, vi bliver let væk, vi tænker os ikke så godt om – vi bliver tilmed slagtet hvert år, når der skal fejres påske. Det skal minde om, at de slagtede får, dengang Moses reddede folket ud af fangenskab – da var det vores blod på dørstolperne, der reddede deres liv. Vi får er til stede der, hvor tingene sker.
Nu ser jeg den store hyrde – han skal engang ofre sit liv én gang for alle, så der ikke skal ofres flere liv. Det er et sprog, et lille lam kan forstå!

Han leder os til alt godt

Ja – kære børn – jeg så det barn, som ændrede alt. Det kan vi alle få at se. Troen kan se alt det, som øjnene ikke kan. Englene er her stadig, og Jesusbarnet er her stadig. Han er den store hyrde, der leder alle sine får, også de sorte. Nogle gange bærer han os, nogle gange får vi et rap med hyrdestaven, nogle gange rækker han den frem og deler vandene på vores vej, men han leder os derhen, hvor vi ikke kan gå selv. Derhen hvor englene bor, der hvor enhver tåre tørres af vores kinder, derhen til det sted, vi synger om i en salme:
”i et krystalklart hav af lys,
forsvinder tidens nat og gys,
forvandlet bliver hver gåde her
til lovsangsjubel der.”
Han leder os hjem!