”GO GO TO TOGO”
En række danskere var med på Gospel Outreachs kampagne i Togo i Vestafrika. Her fortæller Anja Due om deres oplevelser.
Af Anja Due
Snakken går livligt rundt om frokostbordet. Alle nyder den kølige luft fra aircondition, for der er fugtigt og varmt udenfor.
Endelig er hele teamet fra flere lande samlet til briefing – og alle opgaver skal deles ud, for i morgen aften går det løs med første kampagnemøde.
Kampagne i Togo
Jeg befinder mig i den vestlige del af Togo, mere præcist i byen Kpalimé (udtales Palimé).
For tredje gang i år har jeg den glæde at være med Gospel Outreach (GO) på tur, da jeg er en del af medarbejderstaben.
GO har valgt at holde en kampagne her i Togo efter at have fået en invitation fra Birthe og Bent Christiansen. De har gennem 10 år arbejdet i Togo, og deres hjerter brænder for landets befolkning. Derfor har de også gang i et nyt projekt. Men mere om det senere.
Danskere med på teamet
Tilbage til frokostbordet, hvor vi sidder en flok på 9 personer fra 4 lande. Alle er kommet specifikt for at være med i GO’s kampagne her i Kpalimé.
Togo har ca. 7 millioner indbyggere, og Kpalimé er en af de større byer med ca. 100.000 indbyggere. Vi er 5 GO medarbejdere på denne tur – Charmaine og Tim Philips, Hugo Martinussen og undertegnede – samt Per Hyldgaard, som er evangelist og grundlægger af Gospel Outreach.
Derudover deltager Birthe og Bent Christiansen fra Kolding, Frank Ahlmann og Carsten Ladefoged begge fra Esbjerg, Jens Erik Ovesen fra Grenå og Benjamin Jordan fra Zambia.
Vi er et broget team med forskellig kirkebaggrund, men alle er vi klar til at give vores evner og kræfter de næste 4 dage. For uanset vores opgaver er vi alle med til at bringe evangeliet om Jesus til et nyt sted.
Forbøn for 150 kvinder
På hver kampagne er der undervisning om formiddagen. Denne gang skiftes Frank og Tim til at dele et ord fra himlen til ca. 100 pastorer og ledere.
Som noget nyt er der sideløbende arrangeret et kvindeseminar, og her er vi 3 kvinder fra teamet, som får lov at undervise, opmuntre, dele liv med og bede for ca. 150 kvinder.
Invitation til frelse
Hver aften er der stormøder, hvor byens folk samles for at høre, hvad manden fra plakaten – og fra de mange omdelte flyers – har at fortælle. Og hver aften bliver Jesu frelse prædiket og illustreret, enkelt, men med Guds salvelse, så folk kan tage et klart valg.
Når alle de nye frelste er noterede, er der bøn for syge, og mange kommer frem for at vidne om fantastiske helbredelser og befrielser.
Nationalt TV
Nationalt TV er også til stede om aftenen og optager hele mødet. De interviewer også Per og spørger, hvorfor GO er i Togo. Per svarer blandt andet: ”Vi er her for at fortælle mennesker i Togo om Guds kærlighed, og vi ønsker, at de skal opleve den i deres liv”.
I næsten hver eneste by GO kommer, vil borgmesteren gerne byde Per velkommen. Her i Kpalimé er det den lokale præfekt, Apedo, som Per hilser på, og som regel giver GO et dansk bordflag i gave som tak til byens overhoved.
Dansk kampagneleder
Sådan en kampagne er et stort projekt, som kræver enormt meget forberedelse. Derfor har GO altid en dansk kampagneleder, og i det her tilfælde er det Hugo Martinussen. Hugo arbejder sammen med en lokal pastor, som hedder Michel Ahossey. Michel har ligesom 15 andre togolesere gået på Kolding Internationale Højskole i 1 til 2 år. Michel kontakter alle pastorer i byen og hører om, de vil deltage i det fælleskirkelige projekt, at få en kampagne op at stå for at deres by kan få en berøring af Guds ånd og kraft.
Mange pastorer ser fordelene ved, at GO kommer til byen, og her i Kpalimé er der 9 af dem, der gerne vil være med i den ansvarlige projektgruppe.
»Farming4life«
GO har, som tidligere nævnt, fået invitationen til Togo og dermed kontakten til Michel gennem Birthe og Bent Christiansen fra Kolding. En schweizer, Hans Kappler, som er tidligere elev i Kolding, har sammen med Kolding Internationale Højskole m.fl. opbygget en bibelskole ”CAFEM” med 50 elever i den østlige del af Togo.
Mange nuværende og kommende pastorer og ledere er blevet undervist her og har plantet nye menigheder rundt om i landet. Jeg mærker tydeligt, at Bents hjerte brænder for at hjælpe togolesiske pastorer og deres kirker til et bedre liv helt praktisk, så jeg spørger, hvordan idéen er opstået. Han fortæller:
Artikel i Udfordringen
”Gennem en artikel i Udfordringen om ”Farming4life” i Uganda er jeg blevet inspireret til, sammen med dem, at skabe et lignende projekt her i Togo.
Det går grundlæggende ud på at undervise pastorer om, hvordan man forbedrer udbyttet af deres landbrug.”
Bibelske principper ti-dobler høsten
Bent fortsætter: ”I dag er cirka 80 % af togoleserne farmere eller har et familielandbrug. Ved at lære dem at effektivisere, både mht. brug af såsæd og ved lære dem at fremstille deres egen gødning, kan de intet mindre end tidoble deres resultat.
Det vil gøre en stor forskel i en pastors liv, da han på den måde kan blive selvforsørgende. Pastoren kan derefter undervise sine medlemmer og lade dem tilegne sig de samme principper.”
Bent’s ønske er at ændre tankegangen hos togolesere, så alle i menigheden bliver i stand til at øge deres indtægt og dermed kan løfte opgaven om Guds riges udbredelse i fællesskab. På den måde har man mulighed for at give pastoren en løn, så han er frigjort til at plante nye menigheder.
Begejstret for kampagne
Bent, som for øvrigt er min tidligere efterskoleleder, er også begejstret over GO’s kampagne:
”At se mennesker tage imod frelsen efter en klar forkyndelse, det er helt fantastisk! Det er virkelig Guds ånd, der virker – vi lægger jo ikke hænder på nogen, og alligevel ser vi, hvordan folks ansigt forandres og øjnene stråler, når de har taget imod frelse, lægedom eller befrielse”.
Bent ser med stor glæde frem til, at GO holder kampagne i byen Notze i nærheden af bibelskolen næste år i november.
Birthe bad for kvinder
Det er altid interessant at høre folks mening om at deltage i en kampagne. Jeg er selv farvet af at være medarbejder og derfor elsker jeg at være med på sådanne ture.
Jeg taler med Birthe, som siger, at GO’s arbejde har gjort stort indtryk på hende, og hun fortsætter:
”Hvor er det skønt at se det togolesiske folk blive frelst og helbredt – det gør en stor forskel for dem i deres hverdagsliv. Og det er fantastisk at se deres begejstring for Jesus komme til udtryk gennem lovsang og dans på trods af, at mange har en vanskelig hverdag.”
Birthe var lidt spændt før turen pga. kvindeseminaret, men synes nu, det er dejligt at tage udfordringen op og dele sit vidnesbyrd.
”Der er ingen store krav,” siger hun roligt, ”vi deler jo bare liv med kvinderne, og jeg har oplevet at blive fornyet i min glæde over at bede for andre.
Anerkender kvinderne
Charmaine, som også underviser, er begejstret, fordi flere pastorer deltager og tolker hos kvinderne.
”Den forståelse af, at kvinder er betydningsfulde og værdsættes gennem et separat seminar, er også vigtig at vise i en meget mandsdomineret kultur,” siger hun.
Selv er jeg klar over, at vi har givet kvinderne ord og forbøn til at leve videre i stærk tro på Guds godhed i deres liv og med en sejrsmentalitet, der vil skabe forandring i en vanskelig situation.
Godt fællesskab
Alle jeg taler med fra teamet udtrykker begejstring på samme område, nemlig fællesskabet. Jens Erik mener, at Per går foran og skaber en god atmosfære mellem teamets deltagere.
”Vi mærker kærligheden mellem hinanden, vi er trygge og kan grine og have det sjovt sammen” siger Jens Erik. Han har også været med GO i Benin sidste år, og han er taknemlig for den tillid, Per viser ham: ”Vi tager ud og prædiker i forskellige kirker søndag, og han stoler på, at vi gør det godt – det synes jeg, er stort”.
Overvældet
Carsten er med GO for første gang og er mest overvældet af de store kampagnemøder, hvor 6-7.000 deltager hver aften.
”Det er vildt at se så mange, der bliver frelst hver aften! Selvom det er virkelig klar tale fra Pers side – frelse findes kun i navnet Jesus – og det er tydeligt forklaret, hvad de siger ja til, så kommer der alligevel tusindvis af mennesker frem og tager imod Jesus”.
Carsten er også glad på de menneskers vegne, som bliver befriet fra dæmoniske magter. To aftner går han om bagved platformen, hvor folk bliver bedt for. Det er en ny oplevelse for ham at deltage i at befri de mange mennesker, der er påvirket af onde ånder.
Ikke mere ”kirkeri”
Frank, som til daglig er pastor i Livets Kilde i Esbjerg og Varde, er vant til at se lidt af hvert. Han har også rejst i andre lande, men efter at have mødt Birthe og Bent på en GO-tur til Benin sidste år, syntes han, det lød spændende med en tur til Togo.
”Togolesere er et venligt folk”, siger Frank, ”men at se den desperation, folk har for, at Gud griber ind, det er anderledes end derhjemme – her er de ikke spor tilbagelænede i deres tro på Gud.”
Han fortsætter: ”Her fisker man jo ikke med flue, men med det store fiskenet – og det afføder en længsel om, at det samme må ske hjemme i Danmark. Man må holde fokus, når man kommer hjem til menigheden igen. Det kan så let gå op i ”kirkeri” – et udtryk min teenage søn bruger – men det handler jo om at få mennesker frelst”, slutter Frank af.
Travle dage
4 dage går så hurtigt, og pludselig er det søndag middag. Flere af os fra teamet har været ude at tale i forskellige menigheder, og alle har noget at fortælle. Vi spiser alle en afsluttende frokost med det lokale lederteam for at evaluere kampagnen.
Per starter med at takke for en yderst velorganiseret kampagne. Når man tænker på, at det er første gang, har der kun været små tilpasninger i løbet af de 4 dage. Han håber også, vi har opført os passende i forhold til deres kultur, men alle griner og synes, at hver enkel har gjort sit til at opføre sig pænt.
Pastorerne er imponerede over vores teamwork, og de er utroligt taknemlige for, at GO kom til deres by. De har set mange blive frelst, og deres menigheder får nu en hurtig vækst pga. kampagnen.
Særligt er de begejstrede for, at vi ville holde seminar for kvinderne og investere kærlighed og tid ind i deres liv.
Akpe Yesus – tak Jesus
Alle siger farvel, og der bliver taget masser af billeder, for vi vil mindes de skønne mennesker, vi har mødt, og alt det fantastiske, vi har oplevet sammen. På tværs af alder, køn, kultur, kirkebaggrund – men med den samme Jesus som Herre, har hver enkelt af os fået lov at formidle Guds kærlighed og kraft. Jesu navn er blevet kendt i hele Kpalimé – fordi Gospel Outreach kom forbi. Det eneste jeg har lyst til at sige, er noget, jeg har hørt de sidste 4 dage: ”Akpe Yesus” – det betyder ”tak Jesus” på et af Togo’s 39 stammesprog.