Minister-debat afspejler religionsforskrækkelse

s2_ministerFolkekirkepræst må ikke forkynde reinkarnation. Men ministre må gerne tro, mener kirkeordførere.

Folketingsmedlemmerne Mette Bock (LA), Christian Langballe (DF) og Daniel T. Jakobsen (S) har diskuteret ”afvigende tro” i Religionsrapport på DR P1.

I denne udsendelse taler studievært Lisbeth Brocelius Meléndez med de tre kirkeordførere blandt andet om, hvorvidt Folkekirken kan acceptere præster, som forkynder reinkarnation i modsætning til den kristne lære om legemets opstandelse.
Udsendelsens andet store emne var Esben Lunde Larsens CV, som ikke tydeligt viser, at forskningsministeren har læst på Dansk Bibel-Institut og missionshøjskolen i Stavanger.

En kristen folkekirke

De tre kirkeordførere var enige om, at der ikke er plads til forkyndelse af reinkarnation fra folkekirkens prædikestole. Det er i strid med både Bibelen og kirkens bekendelse.
– Det er en kristen folkekirke, vi har, lød det fra Mette Bock.

Religionsforskrækkelse

I debatten om Esben Lunde Larsens CV blev det understreget, at han har gået på en ”alternativ missionsk bibelskole”.
Forskningsminsiterens CV burde have indeholdt korrekte oplysninger om hvor han tog sin BA, mener kirkeordførerne.
– Dansk Bibel-Institut er ikke min kop te, sagde Christian Langballe. Men der findes en besynderlig religionsforskrækkelse her i landet. Det er en hysterisk sag.
Den socialdemokratiske kirkeordfører benyttede anledningen til at kritisere regeringens uddannelsespolitik. Samtidig understregede han:
– Esben Lunde Larsens tro skal ikke kritiseres. Her går man efter manden i stedet for bolden.