40 års indsats for Børn og Tro
Tidligere landsleder Kresten Jensen kan den 1. februar fejre 40 års ansættelse i Børn & Tro.
Børn og Tro hed tidligere Evangelisk Børnemission.
Efter nogle år med eget tømrerfirma gik Kresten Jensen og hans familie ind i Børn & Tro i 1976, og det er blevet til mange forskellige aktiviteter i årenes løb. Blandt mange andre kan nævnes børneevents på Roskilde Festival, filmvogn på Blågårds Plads, et omfattende lokalradioarbejde med ugentlige udsendelser til 25 stationer, familiegudstjenester, utallige børne- og teenlejre og desuden indspilning af børnebånd og CD.
Kresten var i 25 år landsleder for organisationen, men overdrog denne post til datteren Dorthe Lykke Jensen i 2012. Kresten er dog fortsat medarbejder på deltid i Børn & Tro med administration, børneklub og andre børneevents. Han prædiker også i forskellige sammenhænge.
Igennem hele Krestens tjeneste har det været karakteristisk, at han har nydt at være sammen med alle aldersklasser og personligheder. Han har en særlig evne til at engagere mennesker i arbejdet for børnene og at få folk fra mange kirkesamfund til at arbejde sammen.
Krestens jubilæum fejres ved Børn & Tros årsmøde lørdag den 16. april kl. 15 på Drejervej i København.