Blå Kors: ”Vi bruger kun 10 procent til administration”

s5_Blå-Kors-nye-logoI weekenden 8.-10. januar 2016 viderebragte flere medier en artikel fra Ritzau, hvor det fremgik, at Blå Kors bruger over 25 procent af de indsamlede midler på administration. Men det er forkert, oplyser Blå Kors.
I Blå Kors’ indsamlingsregnskab er genbrugsbutikkernes omsætning med. Men genbrugsbutikker er også virksomhedsdrift med udgifter til transport, husleje, lønninger, markedsføring, brændstof mm. Derfor bliver de samlede udgifter så høje.
”Når det gælder Blå Kors’ direkte indsamling, altså direkte bidrag fra folk, som gerne vil støtte os, går kun 10 procent til administration. Og altså væsentligt mindre end 25 procent”, oplyser Blå Kors.
Organisationen vurderer, at danskerne ikke opfatter det at købe genbrugsvarer som et direkte bidrag til velgørenhed. Man handler i genbrugsbutikker for at købe billige og anderledes ting, selv om mange er glade for, at overskuddet går til et godt formål.
De tal, som ligger til grund for Ritzaus artikel, stammer fra Indsamlingsnævnet, som alle danske indsamlingsorganisationer sender deres regnskab til. Omsætningen fra Blå Kors’ genbrugsbutikker indgår i dette regnskab, fordi overskuddet fra genbrugsbutikkerne går til Blå Kors’ arbejde.
Blå Kors har 467 medarbejdere og 2432 frivillige, som tager del i arbejdet med hjemløse og udsatte i alle aldre.