Antiokus IV – forbilledet på Antikrist

Jesus talte om ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, som skal vise sig i de sidste tider. Begrebet bruges allerede i Daniels Bog. Her profeteres både om syreren Antiokus IVs vanhelligelse af templet i 175 f.Kr. – og om Antikrist i de sidste tider.

Hanukka er en otte dage lang jødisk fest. Den fejres til minde om, at makkabæerne vandt flere militære slag mod Antiokus Epifanes IV og rensede templet, hvor han havde opstillet et alter for Zeus og ofret svin.

Festen er omtalt i Det nye Testamente i Johannesevangeliet 10, 22-23:
«Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka-festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. »
Festen omtales ikke i Det gamle Testamente. Men årsagen til festen er de voldsomme omvæltninger i oldtiden, som beskrives i Daniels bog.

Daniels profeti

Daniels Bog 11, 3 fortæller, at der skal komme en vældig konge med stor magt. Dette er ifølge forskerne Aleksander den Store. Han blev kronet i Makedonien og erobrede lande og riger helt til Indien.
Aleksander den Store var oplært i hellenismen af filosoffen Aristoteles. Der var tale om en blandingskultur og flerguderi, som han forsøgte at udbrede. Målet var at slå flere lande sammen som en slags ”EU”.
Aleksander den Store blev kun 32 år. Det gik, som Daniel skrev. Ret hurtigt blev Aleksanders rige delt mellem de fire generaler Kassandros, Lysimakhos, Ptolemaios og Seleukos, som etablerede Seleukidriget i Syrien.
I år 200 f.Kr. erobrede den syriske konge Antiokus III Jødeland, men ingen af de syriske konger påtvang jøderne hellenismen med dens flerguderi.
Det skete først i år 175 f.Kr., efter at Antiokus Epifanes (”den åbenbarede gud”) kom til magten.

En hellenistisk union

Antiokus Epifanes ville have en hellenistisk union. Men den jødiske monoteisme, troen på én Gud, stod i vejen for planen.
Antiokus Epifanes var grusom i sin kamp for at nedkæmpe den jødiske tro. Det blev forbudt at fejre sabbaten, at følge de bibelske spiseregler (kosher), studere Toraen (Mosebøgerne), samt omskære drengebørn. I år 167 skændede Antiokus Epifanes Templet i Jerusalem, idet han opstillede et alter for Zeus og gav ordre om at ofre svin der.
Den nye politik førte til, at jødefolket blev delt. For at redde livet var der mange, som bøjede sig for kongen. Den nu afdøde forfatter og bibellærer Lance Lambert har sagt, at den græsk-syriske konge havde en vision om at skabe en moderne europæisk union. Landene skulle dele den græske kultur, have én religion og fælles økonomi. Målet var at undgå krige og opstand. Folkene hyldede Antiokus Epifanes for dette.

Nogle jøder sagde NEJ

Problemet var imidlertid jøderne, som nægtede at godtage planen. Da blev Daniels profeti 11, 31 opfyldt:
«Han sætter sin hær til at vanhellige templet, standse de daglige ofre og opstille et afskyeligt afgudsbillede på tempelområdet.»
Men stadig var der jøder, som ikke ville acceptere hellenismens flerguderi.
I Modi’in blev den gamle jøde Matatias indkaldt af den syriske hærleder i byen for at ofre svin. Det nægtede han.
En anden jøde tilbød sig til at ofre svin i stedet, for fredens skyld.
Matatias greb da et sværd og stak hærføreren ned, mens han råbte:
”Den, som er trofast mod Israels Gud, følg mig!”

Judas Makkabæeren

Hæren var højst sandsynligt lamslået over, at nogen vovede dette efter år med hærgen, røveri og voldtægter.
Matatias flygtede op i fjeldene, vist nok ved Gofna. Men da nyheden nåede Antiokus Epifanes, sendte han den ene hærfører efter den anden til Jødeland. De tabte flere slag. Matatias døde, men hans søn, Judas Makkabæeren, blev nu jødernes hærfører.
Antiokus Epifanes fik problemer på hjemmebanen, så hæren opgav en belejring af Jerusalem og drog sin vej.

Hanukka-undere

Den jødiske militære sejr er et af hanukka-underne, som blev fejret, specielt af zionisterne, da staten Israel var ny. Nu fejrer man mest lysunderet. Da templet skulle renses og genindvies, ville de tænde den syvarmede lysestage, menoraen. De fandt en lille krukke med kosher olie, men der ville kun være nok til én dag, og det tog otte dage at lave ny olie. De tændte alligevel lysestagen, og da skete olieunderet. Stagen brændte i otte dage, så jøderne fik tid nok til at fremstille ny olie.

Kamp for troen på én Gud

I den jødiske bønnebog Siddur forklares det, hvor vigtig denne kamp mod hellenismen var:
”Til trods for at Hanukka regnes blandt de mindre fester, er dens religiøse betydning vældig stor. I den kamp mellem jøder og græske syrere i år 168-164, som begge Makkabæerbøgerne beskriver, var det religionen selv, troen på den ene Gud, som stod på spil. Hvis jøderne var bukket under, ville den etiske monoteismes budskab nok ikke have nået menneskeheden.”

Forbillede på Antikrist

I Norsk Bibels indledende forklaring til Daniels Bog 11 står der, at syrerkongen Antiokus Epifanes er som et forbillede på Antikrist.
Bibelsk Oppslagsbok skriver, at der i Daniels Bog findes to indirekte profetier om Antikrist. Teksterne i Daniels Bog 8,3-25 og i 11,21 og 45 handler nemlig om Antikrists forbillede, Antiokus Epifanes.
Jesus taler om ”Ødelæggelsens vederstyggelighed” (Matt. 24,11 ff.)
Paulus taler udførligt om Antikrist som ”lovløshedens hemmelighed” (2.Tess. 2,5–9). Han ophøjer sig over Gud og sætter sig i Guds tempel. Det var Antiokus Epifanes’ synd.

De sidste tider

Bibelforsker Johan Henrik Jørgensen skrev ”I profetienes lys” i Karmel, at når det gælder endetidens begivenheder, er det vigtigt at se Det gamle Testamentes endetidsprofetier – og i særlig grad Daniels Bog – sammen med Åbenbaringsbogens budskab.
Dan.11,40-45 sigter til de sidste tider og især til det som sker, når der blæses i den sjette basun. I Dan.11,36 står der noget om en, som bare kaldes ”kongen”. Ifølge sammenhængen må det dreje sig om den onde syriske konge Antiokus Epifanes.
Men da Antiokus Epifanes er Skriftens klareste forbillede på endetidens Antikrist – den onde, enevældige hersker over det genrejste romerske imperium – handler Dan.11,36 i dybeste forstand om netop denne fyrste.