Kvinde, hustru mor og missionær

Hvad sker der, når man overgiver sit barn til Jesus? Anne-Lise Løbner-Madsens liv er et godt eksempel. På fredag fylder hun 80 – og kan se tilbage på over 50 år som missionær, hvor hun skulle holde sammen på familie og utallige projekter.

Da Inge Marie og Hans Hansen ventede deres femte barn, kom det en smule ubelejligt.

Familien var fattig og fik kun enderne til at mødes, fordi de begge sled i det som medhjælpere i landbruget ved den lille landsby Brændstrup i Sønderjylland.
Da den lille 2-værelsers lejlighed genlød af barnegråd fra deres nyfødte lille pige, Anne-Lise, betød det kun én ting: endnu en mund at mætte.
”Hvordan skal vi dog klare det?” sukkede Inge Marie, som håndmalkede 18 køer på en gård kl. 4.00 hver morgen.
”Vi må overgive hende til Jesus”, sagde Hans, som havde en stærk tro på Guds løfter i Bibelen.
Anne-Lise vidste intet om alt dette, da hun som 13-årig læste i den bibel, hun havde fået af den lokale søndagsskolelærer i Middelfart, hvor familien senere boede i mange år. Hun bad om et ord, der passede specielt til hende. Hun plukkede et såkaldt ”mannakorn” fra en skål, og fik et bibelvers i Apostlenes Gerninger 26, 16-18 om apostlen Paulus’ kaldelse: ”Rejs dig op! Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra hedningerne. Til dem udsender jeg dig!”
”Hvad kan det dog betyde?” tænkte Anne-Lise og tog et mannakorn til, denne gang fra Esajas 42, 5-7, som bl.a. siger: ”Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og griber dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys!”

Bibelen kalder

Anne-Lise kunne mærke en klump i halsen. Var det Gud, der kaldte hende? Skulle hun gå til ”hedningerne” med evangeliet?
Hun dristede sig til at tage endnu et mannakorn fra skålen. Denne gang fik hun et ord fra Apostlenes Gerninger 28, 28: ”Denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne; de skal også høre om den!”. Og nu brast hun i gråd og skyndte sig ind til sin far. Da hun fortalte om sin oplevelse, begyndte han også at græde – det gjorde han ellers aldrig – og han fortalte om dengang, han og Anne-Lises mor, Inge Marie, havde overgivet hende til Jesus ved fødslen.
På fredag den 29. januar er det 80 år siden. Og i dag har Anne-Lise Løbner-Madsen sammen med sin mand Peter virket som missionær i over 50 år – både bosiddende i Tanzania, Kenya og Israel og på rejsefod til Uganda, Malawi, Nepal og Grønland. Alt sammen for at starte og støtte kirker, børnehjem, hospitaler, bibelskoler og trykning af bibler.

Lettet – og bekymret

Da Anne-Lise i sommeren 1963 lænede sig ud af togvinduet på Københavns Hovedbanegård for sammen med Peter og parrets to små drenge at vinke farvel til familie, venner og menighed, var hendes hjerte skiftevis lettet af glæde og tynget af bekymring.
Lettet over, at alt havde lagt sig så fint til rette med at komme af sted for at hjælpe de unge danske missionærer Ulla og Alfred Jensen i Itigi i Tanzania. Hun var lidt tynget af uvisheden og de mange farer, der sikkert ville lure derude i Afrika. Og folk havde da også advaret hende mod at tage børn med ud på så farlige eventyr.
Den første periode i Tanzania bød da også på alle tænkelige farer og strabadser. Børnene blev ofte syge, Torben fik tuberkulose, Svend fik hjernemalaria, men begge blev også guddommeligt helbredte.

Byggede kirker på klods

Økonomien var elendig, og i et halvt år ”glemte” menigheden i Danmark at sende penge til de unge missionærer.
Men de arbejdede alligevel. Anne-Lise drev en lille klinik, holdt sykurser for kvinderne og lærte evangelisterne at spille guitar, mens Peter prædikede og byggede skoler og kirker i de omliggende landsbyer – alt sammen for lånte penge. De kunne altid låne penge af indiske Manji Danji, og når de bestilte kirkebænke og andre trævarer hos sikhen Kapur Singh, fik de ofte dobbelt så meget leveret, som de betalte for.
Efter 4 år på denne måde, lysnede det dog med økonomien, så de kunne betale gælden tilbage til de hjælpsomme indere, og flere danske kristne venner støttede trofast arbejdet i årene fremover.
I løbet af 12 år havde de sammen med andre missionærer fra Danmark bygget mange kirker, klinik, skoler og bibelskoler i et område på størrelse med Jylland, sendt over hundrede indfødte evangelister ud, og antallet af kristne voksede fra nogle få hundrede, til der nu er mange tusinde i området.

Gud på førstepladsen

Midt i det voksende arbejde følte Anne-Lise sig som en blæksprutte, der skulle holde en masse bolde i luften og samtidig være en altid oplagt hustru og mor. I mellemtiden havde hun også født en lille lyshåret pige, der vakte jubel i hele landsbyen.
Anne-Lise bøjede knæ ved sengen og spurgte Gud, hvordan hun dog skulle få det til at hænge sammen at være både hustru, mor og missionær. Hun fik med det samme en prioriteringsliste i sine tanker fra Gud: Først Gud, så din mand, så dine børn, og derefter vil alt gå af sig selv.
Og sådan blev det. Anne-Lise stod op klokken fem hver morgen for at bede og læse og har siden sørget for at stå ved sin mands side i tykt og tyndt. Og når børnene var hjemme fra kostskole, slap hun alt, hvad hun var i gang med, for at dyrke kvalitetstid sammen med dem.

Baglandet er også missionærer

Hun havde en ubændig trang til at skrive – det havde hun haft lige siden hun gik i skole – og nu væltede idéerne frem. Anne-Lise har gennem årene sendt utallige breve til venner og givere, som har været forbedere og støttet missionsarbejdet med små og store beløb.
– Det er vigtigt, at givere får rapporter om, hvad deres penge er gået til, fortæller hun. Det er jo ikke kun os, der er missionærer; vi arbejder sammen i missionen, fastslår hun og er derfor hurtig til at give Gud og de mange trofaste givere æren for, at det senest er lykkedes at bygge to store kirkecentre og en bibelskole i Malawi, at udgive en stor studiebibel med 90.000 krydshenvisninger på hebraisk, og at alle nye immigranter til Israel nu kan få en gratis bibel på deres eget sprog.

Følger blot sit kald

Anne-Lise Løbner-Madsen er måske mest kendt for de 27 bøger, som hun og Peter har skrevet – flere af dem med inspiration fra Peters prædikener.
Det er bøger om missionærens mange spændende oplevelser, undervisning om bøn og mission, og bøger af mere profetisk tilsnit, hvor Bibelens billedsprog tolkes ind i vores nutid og fremtid.
I flere bøger opmuntrer Anne-Lise kvinder til at prædike og undervise. I det ellers patriarkalske Afrika var det aldrig noget problem, at hun prædikede og underviste sammen med sin mand Peter.
Selv Pinsekirkernes store bibelskole i Kigoma inviterede hende til at undervise hundredvis af kommende præster. Men da hun kom tilbage til Danmark, blev hun til tider mødt af skepsis: ”Hvordan tør du prædike og undervise? Har du ikke læst, hvad Paulus skriver om, at kvinder skal tie…?”
Men efter megen bøn til Gud blev hun enig med sig selv om, at det var vigtigt at adlyde det kald, hun havde oplevet som barn. Hendes forældre havde jo overgivet hende til Jesus, som havde kaldet hende til at forkynde for hedninger.
– Jeg havde jo også lært fra Bibelen, at vi hver især skal bruge de talenter, vi har fået af Gud. Det er ham, vi skal stå til regnskab for – ikke mennesker, fortæller hun.
I dag kan hun se tilbage på et rigt liv – med tusindvis af kristne i Afrika, Asien og Mellemøsten og tusindvis af læsere af hendes bøger herhjemme. Men mest af alt glæder hun sig over at kunne prioritere Gud, mand og børn.
– Det bedste, jeg kan tænke tilbage på, er at vi trækker på samme hammel som familie. Det betyder mest.
For hvad hjælper det at vinde hele verden, hvis min familie går fortabt? slutter hun.

Anne-Lise og Peter Løbner-Madsens missionsaktiviteter:
1962-1963 Rejste rundt til menigheder i Danmark som missionskandidater og var på bibelskole i Filadelfia, Oslo, og Elim, København.
1963-1975 Missionærer i Tanzania ud fra landsbyen Sanjaranda ved stationsbyen Itigi. Flyttede de sidste tre år til den lidt større by, Singida. Startede mange nye menigheder. Startede bibelskole, som forsynede menighederne med evangelister.
1975-1983 Forstanderpar i Betania KirkeCenter i Blåhøj ved Brande. Støttede op om rehabiliteringscentret Betesda og var med til at starte Kristent Bibel- og Konference Center i Brande. Det blev senere til Bibel-Højskolen. Støttede og rejste til missionsprojekter i Japan, Tanzania, Uganda, Kenya, Malawi og Madagaskar.
1983- 1987 Missionærer i Nairobi, Kenya. Byggede børnehjem, kirker og bibelskole i Uganda.
1987 – Startede arbejde i Israel, hvor de støtter børnehjem, børnehospital, psykiatrisk klinik, center for Holocaust-ofre, samt Bibelselskabets nye oversættelse af hele Bibelen til hebraisk.
1987-1995 Peter blev bl.a. forstander i pinsemenigheden Tabor på Lyngbyvej i København. Startede nye menigheder i Ølstykke og Stenlille, var med til at starte et rehabiliteringscenter, tog på missionsrejser til Polen, Rusland, Indien, Tibet og Nepal.
1996-1999 Missionærer i Nairobi i Kenya. Startede en bibelskole i Deliverance Church i Nairobi og startede gadebørnsprojekter sammen med kirkerne i hovedstaden.
1999-2003 Missionærer i Singida, Tanzania. Byggede bibelskoler og kirkecentre.
2003- 2016. Bosiddende i Ølstykke, Blåhøj, Middelfart og Brande. Bor flere måneder om året i Israel for at tilse og støtte projekter.