Gud griber ind

Af Klaus Hansen, Billund
Af Klaus Hansen,
Billund

Jesus sagde til dem: “…Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.” (Matt.21, 21-22).

Tilbage i 2000 gik jeg på Diakonhøjskolen i Århus, hvor jeg læste til diakon. Her oplevede jeg noget fantastisk og overnaturligt fra Gud, som jeg gerne vil dele med andre.
Det skete den første uge, hvor jeg lige var startet. Vi sad alle sammen inde i vores lokale og fik undervisning om, hvordan vi skulle takle sorg og død. En pige fortalte om, at hun havde mistet sin mor, og hvor svært det havde været for hende. Mens jeg sad og lyttede, begyndte tårerne at løbe ned af mine kinder. Det var ikke pigens historie, der fik mig til at græde. Og selv om jeg prøvede at tørre tårerne bort, blev de bare ved. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe dem. Jeg rakte min hånd op og bad om at gå på toilettet.

Da jeg kom ud på gangen og havde lukket døren i efter mig, så jeg, der sad en pige på gulvet med begge ben trukket op og armene rundt om knæene. Hun græd og var meget ulykkelig. Jeg forstod, at det måtte være Helligånden, som førte mig ud til hende. Jeg bøjede mig ned og spurgte hende, hvad der var galt, og om der var noget, jeg kunne hjælpe hende med.

Hun så op på mig helt knust og fortalte, at hun lige havde fået penge, omkring 10.000 kr., som hun skulle leve for, betale for ophold og købe studiebøger for, men at alle pengene var væk.

Hun fortalte, at hun havde ledt og ledt overalt på sit værelse, men kunne ikke finde dem.
Jeg fik en pludselig indskydelse og spurgte hende, om hun havde kigget under sengen. Hun sagde, at det havde hun, men der lå en tom kuffert, da alt hendes tøj var pakket ud. Jeg så på hende og sagde, at hun ikke skulle være ked af det mere, for hendes penge lå i kufferten. Hun kiggede på mig helt målløs og sagde, at kufferten var tom, da hun havde kigget i den 2 gange og vidste, at der ikke lå noget i den.

Jeg fik hende rejst op og så på hende og sagde, at hun skulle stole på, hvad jeg sagde og gå tilbage til værelset og kigge i kufferten endnu engang, så ville hun se, at pengene lå der.
Jeg gik tilbage til lokalet og satte mig på min plads og slog op i min Bibel under 5 Mosebog. I dag husker jeg ikke, hvilket kapitel og vers jeg læste op af. Men jeg læste højt, så alle kunne høre det.
Samtidig græd den pige, som havde fortalt om sin mor, så læreren måtte stoppe undervisningen. Til sidst sad jeg helt alene tilbage og læste højt, og efter 20 minutter stoppede jeg og gik ud.

Da jeg kom ud på gangen stod de andre og snakkede, og jeg kunne se på dem, at de ikke rigtig forstod, hvorfor jeg lige pludselig var begyndt at læse højt i Bibelen. I det samme kom pigen tilbage, helt hvid i hovedet og rystede over det hele. Hun kom hen til mig og sagde, at alle 10.000 kr. lå i kufferten.

Jeg kiggede på hende og sagde: Intet er umuligt for Gud. Du har nok haft besøg af engle, som har lagt dem i din kuffert.
Jeg er helt overbevist om, at Gud havde tilrettelagt alt på forhånd og brugt mig som et levende redskab i denne situation. Jeg tvivlede ikke, men handlede på Guds ord.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Siden den gang har jeg oplevet mange ting med Gud, som er svære at forklare.