Kirsten Jønsson fandt troen igen

Kirsten Jønsson voksede op i ’Katolsk Apostolisk Kirke’ i København, men senere var der ikke ’tid’ til kirke. Først da hendes mand blev trafikdræbt, oplevede Kirsten at få Gud tilbage i sit liv og blive født på ny.

– Det med troen på Gud var en naturlig del af min barndom og ungdom, men jeg vidste dengang ikke meget om det at være født på ny.

– Gennem min opvækst tog mine forældre hver søndag deres store børneflok på 12 med i toget fra Valby til gudstjeneste i Katolsk Apostolisk Kirke på Gyldenløvesgade, fortæller Kirsten Jønsson.
(Kirken – som ikke må forveksles med Apostolsk Kirke – er omtalt på side 3.)
– Efter en rolig opvækst blev jeg gift i 1958 og flyttede på landet i 1962, da heste var min mands store interesse.

Islandske heste

I 1968 begyndte vi at importere islandske heste, og det tog al vores tid og fritid, da vi næsten altid havde besøgende på stutteriet.
Det blev også til eksport, så min mand besøgte mange kunder i ind- og udland.
I disse perioder oplevede jeg, at Gud begyndte at tale til mig på mange måder, hvilket overraskede mig. Jeg var ikke født på ny. Men jeg tror, han beredte min ånd til, at noget skelsættende ville ske, så det ikke blev ødelæggende for mig.

Ikke tid til kirke

Jeg kom ikke i nogen menighed i de år, vi boede i Fredensborg, da der aldrig var ”tid”. Hestene skulle jo fodres, strigles og passes hele tiden – også om søndagen. Da der var mest besøg af kunder om søndagen, blev det kun til kirkegang, når mine forældre kom på besøg. Sådan gik der 10 år af mit liv!
I 1972 kørte min mand med 10 konkurrence-heste til Schweiz, men han nåede desværre ikke hjem igen, da en mega-stor kølevogn påkørte hans hestetransport i Bensheim i Tyskland, og han blev dræbt på stedet.
På det tidspunkt var jeg i udlandet, og familien, jeg boede hos, kom ind til mig og fortalte, at en gesandt fra udenrigsministeriet ville tale med mig. Denne gesandt fortalte, at min mand var blevet dræbt i Tyskland.

Fyldt op med fred

Værtsfamilien var parat med beroligende piller, men jeg afviste at tage dem, da jeg mærkede, hvordan Guds Ånd kom over mig, og jeg blev fyldt med en dyb fred, som begyndte ved mine fødder. Og som man fylder vand på en flaske, blev jeg langsomt fyldt op til knæene, til hofterne til overkroppen og til sidst issen.
Det var meget underligt, og jeg glemmer det aldrig.

Flyttede til England

Jeg tog hjem til Danmark igen for at afvikle vores landejendom ved Fredensborg, da jeg ikke egnede mig som hestehandler eller til at dyrke landbrug. Efterfølgende flyttede jeg til England i det skønne Cornwall, hvor min tvillingesøster stadig bor.
Selv om jeg havde flere søskende i Danmark, så savnede jeg min tvilling. Derfor var det naturligt for mig at bosætte mig hos hende og hendes familie.
Der boede jeg et års tid og fik et godt job på et kontor i et tøjfirma, og samtidig lærte jeg en rigtig god del engelsk, hvilket blev til gavn for mig senere.

Tilbage til kirken

Jeg fik i den tid gået mange ture alene, og på min vej ude på landet kom jeg en dag til en trækirke, som drog mig på en underlig måde, idet der på taget var et stort gult skilt, hvorpå der stod: JESUS LEVER.
Mens jeg stod og kiggede derop, sank det ned i min sjæl og ånd, og jeg var helt forbløffet og glædede mig over dette. Så jeg ville se, hvad det var for et sted.
Det viste sig at være en Apostolsk Kirke med 14 inderligt troende kristne, der næsten hver dag var sammen til møder i kirken.
Samme aften pilede jeg derned for at være med. Unge mennesker kom ned til døren og tog imod mig med et stort knus, for det var sjældent, der kom nye til.
Overrasket så jeg den første aften, hvordan menigheden knælede ned ved alteret, og alle bad en efter en.
Jeg var slet ikke vant til den form, men fulgte trop og bad på dansk så godt, jeg kunne. Og så blev jeg et nyt medlem af denne lille menighed.
Det var en skøn tid, men Gud ville mere med mig. Så efter et halvt år viste Gud mig, at jeg skulle hjem til Danmark igen. Der ville jeg så finde ud af, om der var en Apostolsk Kirke, og det var der jo på Filippavej.
Så det var med bæven og forventning, jeg tog derind en søndag formiddag, men hvor var der dejligt. Der var et stort lyst trækors og en smuk lys talerstol. Solen skinnede, og Helligånden virkede så stærkt, at jeg måtte gå frem til forbøn, og ordene lød: ”Er du rede?”

Sekretær i Folketinget

Det var en helt ny tid, der begyndte nu. Hjemme igen fik jeg job i Kristeligt Folkeparti i 1975. Først som sekretær for Jens Møller på Christiansborg, mens han var formand for partiet, og senere blev jeg ansat på landskontoret i Skindergade. I alt 10 år blev det til. Også der oplevede jeg at møde mange kendte personer, politikere fra ind- og udland, som jeg har trykket hænder med igennem de mange år.

Radio i København

I efteråret 1983 begyndte der at skyde lokalradioer op overalt. Og fra oktober 1984 blev jeg kontoransat på Apostolsk Kirkes Rhema Radio, men gik hurtigt over til at sidde ved mixerpulten alene, da der var mangel på folk, der havde tid og mulighed for at være med på det plan.
Så jeg var med til at lave radio sammen med en meget stor flok gennem 19 år. Det var en særlig god tid, hvor jeg traf mange dejlige og spændende mennesker. Og jeg fik stort brug for mit “Queens-English”, som jeg havde lært i Cornwall, når titlerne på meget af den musik vi spillede, skulle udtales.

Besøgt ”søskende”

Jeg har altid været en person, der har taget livet, som det kom: En dag ad gangen. Så årene er løbet hurtigt på denne måde, og først efter, at jeg sluttede på Rhema Radio, har der været tid til at gøre nogle nye ting i mit liv.

Bl.a. har jeg i en periode besøgt andre lokale frikirker og menigheder.
Det har været godt at møde de søskende, som jeg gennem årene har kendt til bl.a. i Pinsekirken på Worsaaevej og Bethlehemskirken på Åboulevarden, hvor jeg har oplevet en stor åndelighed. Og jeg har derved oplevet at få et større fællesskab med mine søskende i Guds store menighed, slutter Kirsten.