Når to ikke er nok
Tre i et træ er en livlig bog, som sparker til børnenes forestillingsevne og vil give dem indblik i tro og liv.
Erland og Steen er to drenge på 6 år, som har et herligt venskab. De har et hemmeligt sted og en hemmelig klub, hvor de kan lege sammen og dele livet. Der mangler ikke noget i deres fantasier, og deres nysgerrighed får alle til at grine.
Men en dag kommer der en, der opdager deres hemmelige sted. Med hjælp fra deres nye medlem lærer de, at livet ikke er komplet kun med to. Med én til er de klar til at opdage livet sammen. Nulte klasse er fyldt med masser af oplevelser, og det kræver, at de er nødt til at stå sammen for at håndtere livet med alle dets gode og svære sider.
Kristendom fylder en stor del af fortællingen. Bogen understreger troen gennem en mormors død. Andre temaer i bogen inkluderer barnedåb, skabelsesberetning, treenighed og tilgivelse.
Tre i et træ er fyldt med spændende mennesker og interessante diskussioner. Bogen handler om drengenes år i 0. klasse, men det ville ikke være noget, som 5-6 årige drenge selv kunne læse.
Den er en god bog, som forældre med fornøjelse ville kunne læse op for deres børn i og omkring 6-års alderen. ”Tre i et træ” er første bind i en serie på tre bøger.
Runar Bang: Tre i et træ • 104 sider • 149,95 kr. • Lohse