Skoler tøver med pornofiltre
Foreningen Porno og Samfund mener, at skolerne bør installere pornofiltre for at beskytte eleverne.
– Min afhængighed af porno begyndte, da jeg gik i 3. klasse, siger Kennet på 20 år. Men pornofiltre kunne løse problemet.
Ifølge foreningen Porno og Samfund har 99% af drengene og 86% af pigerne i skolealderen set porno. Et af problemerne er, at porno skaber en afhængighed, ligesom hårde stoffer.
Men hvem bærer ansvaret, når børn bliver udsat for porno i skoletiden på skolens udstyr og netværk? spørger Porno og Samfund.
Far fandt 30 sider porno på sin 6-åriges iPad
Det er en aktuel sag fra Hanstholm, der har skabt fokus på problemet. Peter Bunk fra Hanstholm vidste ikke, at hans seks-årige søn havde over 30 sider med porno på sin skole-ipad. På Hanstholm Skole har skolelederen nemlig valgt ikke at installerere et porno-filter og i stedet overlade sagen til forældrenes opdragelse og børnenes dømmekraft.
– Det kan på nogle punkter give god mening for de ældre klasser, men kan også være dybt problematisk for de yngste, der endnu ikke har udviklet meget dømmekraft selv, siger Heidi Als Ringheim fra Porno og Samfund.
Foreningen har nu lavet en landsdækkende online undersøgelse, hvor skoleledere kan svare anonymt på, hvornår og hvor meget eleverne er på porno i skoletiden.
Porno og Samfund opfordrer skoleledere til at blive bevidste om både pornoens effekt og børnenes forbrug. Det har nemlig aldrig været lettere at få adgang til porno i skoletiden. Og porno kan fx bruges som et led i mobning eller i værste fald give årsag til fysisk krænkelse af et andet barn, hedder det i henvendelsen til skolelederne. Derfor anbefaler Porno og Samfund, at skolerne installerer pornofiltre.
Skoleledernes svar vil senere blive offentliggjort anonymt.
Forsker: Skolens ansvar
Forsker i motivation og klasseledelse Dorte Ågård fra Aarhus Universitet har analyseret resultaterne, og hun mener, at det fortrinsvist er lærerne og skoleledelsen, der skal løse problemet. For eleverne er det nemlig nyt at skulle bruge computeren til andet end underholdning.
– Det svarer til, at man lukker børn ind i en slikbutik, og så siger man: Nu skal I gå rundt herinde og kigge på sagerne. I må ikke spise af dem. I må ikke spise, i hvert fald ikke før, vi siger til. Hvilket jo kræver en måde at administrere sin egne impulser på, som de slet ikke har udviklet, siger Dorthe Ågård.
Medlem af Børnerådet og psykolog Ole Kyed anbefaler filtre:
– Al erfaring viser, at det er svært for børn at administrere. Børn er nysgerrige og har brug for at undersøge ting. Men nogle gange har de bedst af, at døren er låst. Det er grænsesætning i positiv forstand, at de voksne siger: Det her skal I ikke eksperimentere med – og forklarer hvorfor, siger han til Politiken.
Mobilen ta’r magten
I programmet ”Når mobilen ta’r magten” på TV2 så de på unges adfærd på internettet og på skolens netværk. Resultatet var alarmerende.
Programmet nævner ikke porno, men fortæller, at eleverne godt vidste, at de ville blive overvåget. Ifølge TV2 viste en måling af aktiviteten på en skole i Helsingør, at pornofilteret blev aktiveret 2068 gange i døgnet.
– Det fortæller os, at porno stadig er meget tabu, og derved bliver det uudtalt og usynligt, siger Heidi Als Ringheim.
Dyrt filter
Blandt de få kommuner, der har et filter, er Gentofte. Ifølge Access Proxy, der udbyder filtre, koster det en kommune med 50-60 skoler cirka en halv million at få filtret sat op inklusive et års drift. Oveni kommer en årlig opdatering til cirka 250.000 kr.
Bodil+Niels Christian.