Når kærligheden holder hvad den lover

Larissa og Ian, et ungt amerikansk par, havde mødt hinanden på college. De var unge, forelskede og i fuld gang med at planlægge deres bryllup, da Ian kom ud for en slem trafikulykke og fik en traumatisk hjerneskade. Alligevel valgte Larissa at gifte sig med ham.

Interview med Larissa Murphy af Delia Holtus, Lydia

Larissa og Ian var unge og forelskede og i færd med at planlægge deres bryllup. Men så kom Ian ud for en slem trafikulykke og fik en traumatisk hjerneskade. Da han vågnede op af koma, kunne han ikke kommunikere. I interviewet nedenfor fortæller Larissa om den tid, og hvorfor hun alligevel giftede sig med Ian.

Da du fik beskeden om Ians ulykke, var du til en fest. Kan du beskrive dette øjeblik?
Jeg deltog faktisk i en polterabend for en veninde, da Ians far ringede. Ians mor var også med, og det var hende, der tog imod opringningen. Derefter kom hun hen til mig, lagde hånden på min skulder og sagde: ”Larissa, vi er nødt til at gå. Ian har været ude for en bilulykke. Han ligger på operationsbordet på sygehuset i Pittsburgh.” Vi havde netop sunget en lovsang med refrænet: ”Jeg vil stole på dig, hvad der end sker; jeg vil stole på din store nåde.” Det var også de ord, som fyldte mit hoved, da jeg fik beskeden. Vi tog straks af sted. Sygehuset lå cirka to timers kørsel væk.
På turen til sygehuset bad jeg: ”Gud, jeg beder dig, lad det ikke være hjernen.”

Men da var det egentlig allerede for sent …
Ja, det viste det sig at være. Ian blev opereret for en massiv, traumatisk hjerneskade. Da jeg måtte komme ind til ham, lå han i koma, og lægerne gav os kun ringe håb. To dage senere viste hans hjerne ingen reaktion ved fire ud af fem test. Man tilrådede os at kontakte en bedemand og begynde at planlægge begravelsen.
Men vi håbede stadig, at Gud ville helbrede ham. I Bibelen har Jesus udvirket mange mirakler, og han er den samme i dag, i går og i al evighed. Jeg bad meget de første dage. Andres forbøn var en stor støtte for mig. Vi sad omkring Ians seng og spillede hans yndlingsmusik. Det måtte kun ske på bestemte tidspunkter. Resten af tiden sad vi i venteværelset på intensivafdelingen. Time efter time. Vi boede der praktisk talt og forlod så godt som aldrig hospitalet.

Hvordan klarede du ventetiden og uvisheden?
Jeg følte hele tiden Guds nærhed. Denne følelse opstod ved, at vi på en meget åbenlys måde var afhængige af ham. Men naturligvis var der også angst og usikkerhed. Jeg kunne simpelthen ikke med hjertet forstå, hvordan det kunne ske. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke i længere tid var fyldt med bitterhed og fortvivlelse, også selv om disse følelser sikkert er en naturlig del af sorgprocessen.
Ians forældre var ligeledes en stor hjælp for mig. De havde i modsætning til mig været kristne længe og havde brugt mange år på at lære Guds Ord bedre at kende. De hjalp mig til at sætte min lid til Gud i stedet for at vende mig bort fra ham.

Ian lå i koma i cirka to år, før han til sidst vågnede op. Til trods for hans fysiske begrænsninger giftede du dig med ham …
Da vi besluttede os for at gifte os, havde Ian sandt nok fysiske begrænsninger, men han kunne kommunikere med mig igen. Hans personlighed havde ikke ændret sig. Han havde for eksempel bevaret sin sans for humor! Ian var min bedste ven, og jeg ville ganske enkelt ikke leve uden ham. Jeg stolede på, at Gud ville hjælpe os til at få et lykkeligt ægteskab. Jeg ville dele mit liv med ham. Jeg ville hellere have ham, som han var, end slet ikke have ham.

Hvordan havde I lært hinanden at kende?
Vi gik på college sammen. Da var vi begge tyve år og studerede kommunikationsvidenskab, og vi lærte herefter hinanden bedre at kende gennem fælles venner.

Hvordan var Ian før ulykken?
Han så flot ud og havde et charmerende smil. Desuden var han vittig og intelligent. Han var en, man gerne ville være sammen med. Senere bemærkede jeg hans dybe længsel efter at lære Gud og hans Ord bedre at kende. Jeg var endnu ny i troen og havde aldrig haft sådan en ven før. Jeg tænkte, at et venskab med ham ville hjælpe mig til at vokse i troen. Vi var venner, før vi fik et fast forhold til hinanden.
Det ligger alt sammen omkring ti år tilbage. Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?
Jeg arbejder fuldtids i marketingafdelingen i en bank. Ian deltager i løbet af dagen i forskellige former for terapi. For tiden arbejder han på at lære at gå igen. Derfor går han til fysioterapi hver dag. Han glæder sig altid til, at jeg kommer hjem fra arbejde. Om aftenen tilbringer vi ofte tid sammen med vore familier. Vi har ti niecer og nevøer under fem år. Vi elsker begge at bruge tid sammen med dem.

Hvad er jeres største udfordringer?
Ians handicap kan være meget nedslående. Jeg overvældes ind
imellem af en følelse af, at det altid vil være sådan, at ingenting nogensinde vil ændre sig. Men det passer ikke. En dag vil vi få en ny, fuldkommen krop. Jeg tror, den største åndelige udfordring for os er at tro på, at Gud er der for os. For Ian er der desuden hver dag mange praktiske udfordringer såsom at sætte sig op i sengen om morgenen, at tage skjorten på, at stå op i forbindelse med at lære at gå … Alle disse ting er vanskelige for ham.

Kan Ian huske jeres fælles tid sammen før?
Ih ja! Hans langtidshukommelse fejler ikke noget. Han husker meget bedre tiden før ulykken end tiden efter. Han husker tydeligt starten på vores forhold, da vi var nyforelskede, lykkelige og sorgløse. Men der er ting, der skete senere, han ikke husker, for eksempel da vi flyttede ind i vores første hus. Det kan være en udfordring, at han ikke længere husker ting, som har bragt mig meget glæde. Det forbavsende er dog, at de virkelig vigtige ting bliver siddende! Hver gang en ny niece eller nevø kommer til verden, forankres det straks i hans hjerne, og han indprenter sig barnets navn. Det er skønt!

Hvad er vigtigt for dig for at holde jeres ægteskab ved lige?
At være sammen med Ian. Ian har det bedst, når vi er hjemme og slapper af eller snakker eller læser … Han er lykkeligst, når vi er sammen, også selvom vi ikke laver det samme.
Om søndagen går vi i kirke, og to gange om måneden er vi med i en bibelkreds. Om morgenen sætter vi tid af til bøn, ikke sammen, men vi læser den samme bibeltekst. Ian bruger en lydbibel, da det er anstrengende for ham at læse. Han beder også for mig og overtager på denne måde det åndelige ansvar for mig.

Hvordan affinder du dig med, at der er mange ting, du må undvære, som er en selvfølge for andre?
Det er svært. At sammenligne med andre kan stjæle glæden fra en. Jeg beder ofte ud fra Romerbrevet 12,15: ”Glæd jer med de glade; græd med de grædende.” Når jeg betragter andre ægteskaber, gør det mig ked af det, fordi jeg forestiller mig, hvordan vores liv kunne have været, hvis Ian ikke havde haft alle disse ting at slås med. Men jeg vælger at se på vores liv fra den taknemmelige side. Jeg er taknemmelig for, at mit liv er forbundet med Ians liv. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skal gå igennem det hele alene. Jeg koncentrerer mig om det, som er sandt og evigt.

Hvordan har jeres billede af Gud ændret sig siden Ians ulykke?
Jeg fornemmer Guds troskab meget stærkere end før. Jeg ser mere klart, hvordan han bekymrer sig om os og drager omsorg for os. I ham er der en rigdom af gode gaver; jeg behøver kun række hånden frem. Og én ting ved jeg: Gud er god! Det var han før Ians ulykke, og det er han stadigvæk.

Mange ser dig som en heltinde. Har du også fået negative reaktioner på din beslutning om at blive hos Ian?
Nej, egentlig ikke. Umiddelbart efter at vi havde besluttet os for at gifte os, blev vi stillet nogle få svære spørgsmål, men det var fra mennesker, som holder af os. De ville sikre sig, at vi virkelig ønskede at gifte os og ikke følte os presset til det, fordi vores historie var blevet kendt i offentligheden. Jeg tror, at hvis man tilbragte tid sammen med os, ville man kunne se, hvor megen kærlighed Ian giver mig, og hvor meget dette hjælper mig i denne proces. Vores forhold er ikke en ensrettet gade.

Har der været øjeblikke, hvor du alvorligt har overvejet at forlade Ian?
Det første år af vores ægteskab var hårdt. Der var dage, hvor jeg i tankerne pakkede mine kufferter, fordi jeg tænkte: Jeg kan ikke gennemføre det, jeg er ikke stærk nok … Men jeg blev hver gang fyldt af den dybe vished om, at vi har givet hinanden dette løfte, og Gud vil hjælpe os. Jeg kan altså ikke påstå, at jeg aldrig har haft sådanne tanker, men jeg har inderst inde altid vidst, at jeg aldrig ville forlade ham.

Hvordan viser Ian sin kærlighed til dig?
Åh, han er fantastisk! Han vil altid gerne være, hvor jeg er. Jeg tror, det er en af de største gaver, for dette ønske har ikke noget at gøre med, om jeg har gjort noget for ham. Han vil bare gerne være sammen med mig. Han bærer ikke nag. Han er altid meget kærlig og generøs over for mig.
Engang sagde jeg til Ian på Valentinsdag: ”Jeg er så lykkelig! Prøv at forestille dig, hvordan det bliver, når vi skal leve sammen i fuldkommen glæde i Himlen.” Ian svarede: ”Jeg kan næsten ikke vente med at dele det med dig!” Jeg var perpleks. Han elsker mig så meget, at han næsten ikke kan vente med at leve i himmelsk glæde sammen med mig! Han glæder sig til, at vi ser hinanden i fuldkommenhed, når vi kommer hjem til Gud. Den kærlighed er dybere end den, jeg skænker ham. Men det gør ham ikke noget.

Hvordan har din forståelse for mennesker med handicap ændret sig?
Ian har åbnet mine øjne for, hvor anderledes man går gennem dagen, når man må leve med et handicap. Tidligere, da Ian stadig var rask og rørig, kørte jeg forbi huse uden at tænke nærmere over, hvad jeg så. Nu kører jeg forbi de samme huse og tænker: Der ville vi aldrig kunne komme ind med en kørestol. Det er sådan nogle erfaringer, vi gør os dagligt, ofte i forbindelse med små ting. Pludselig indser jeg, hvor begrænset man er på mange områder, når man er handicappet.

Hvad håber du, fremtiden vil bringe?
At vi en dag kan stifte vores egen lille familie! Jeg forestiller mig, hvor fantastisk det vil være at se små Ian’er løbe omkring! Ian som far – det ville være skønt! Og jeg håber, at vi vil få et lykkeligt liv sammen og klare de opgaver, Gud giver os.

Hvad vil du gerne give videre til læserne?
Mit ønske er, at de, som læser vores historie, ikke ser på os og vores beslutning med beundrende øjne, men ser Gud. Han tilbyder os et fællesskab med sig. Han kan helbrede os og genoprette os. Han giver os nyt mod i svære tider, især der, hvor vi skal beslutte os for at elske et andet menneske. Vi er skabt af Gud til at elske hinanden.