Seminar i Frederiksværk om Mellemøsten gennem 3.000 år
Lørdag den 27. februar taler forfatter og præst Hans P. Pedersen ved et seminar i Frikirken Salem i Frederiksværk over temaet ”Et verdenshistorisk drama i tre akter”.
Hans P. Pedersen har en fortid i finansverdenen. Han var i en årrække præst i Kirken i Københavns Kultur Center og er kendt som en dynamisk kommunikator.
Ud fra Bibelen og flere historikeres værker sætter Hans P. Pedersen fokus på 3.000 års dramatisk historie i Mellemøsten med verdensomspændende konsekvenser. Han kommer også ind på den seneste udvikling i området. Under sine mange rejser til Mellemøsten og grundige studier har Hans P. Pedersen fået en betydelig viden om områdets historie og har fingeren på pulsen i forhold til spændingsfeltet mellem kristne, jøder og muslimer.
Han har i en lang årrække været formand for den tværkirkelige organisation Immigranthjælpen, der i samarbejde med menneskeretsforkæmper Ida Nudels organisation Mother to Mother har hjulpet tusindvis af enlige jødiske immigranter og deres børn fra det tidligere Sovjet til en fremtid i Negev i Israel.
For denne indsats og for sine bøger om antisemitisme og immigration har Hans P. Pedersen på 50-års dagen for undertegnelsen af FN´s menneskerettighedserklæring fået overrakt Raoul Wallenberg Selskabets hædersdiplom og guldmedalje på Christiansborg.
Man kan kontakte pastor Ruth Cilwik ang. tilmelding.