Berigende og befriende bøn
Bøn i Bevægelse er et glimrende værktøj med bog og DVD, hvor læseren bliver introduceret til Paulus’ bønner i Efeserbrevet som grundsten.
Det er bøn delt op i 28 led med hver sin kropslige bevægelse. At bringe kroppen ind i bønnen ”er en hjælp til at komme dybt ind i bønnens mangfoldige landskab”, men Borgsø peger på, at man må træde varsomt, måske benytte en vejleder og overveje, hvad man lukker sig op for i mødet med Gud, fx følelser, minder og sårbarhed.
Bevæg dig med DVD demo
Hvert af de 28 bønne-led med tilhørende bevægelse gennemgås i bogen med en kort inspirerende introduktion, en beskrivelse af bevægelsens baggrund og hvordan man gør den, samt en illustration. Det er godt at begynde med at læse bogen, dernæst afspille DVD’en med lyd (dansk eller norsk), mens man gør bevægelserne, for så ser man nemt, hvordan man gør i samklang med bøn. Dog savner jeg en APP med demo af Bøn i Bevægelse til min smartphone og tablet! Man kan blive online medlem af et Bøn i Bevægelse fællesskab, men det dækker over mere end blot en demo som DVD-en, se areopagos.dk.
I bogen kan man læse, hvad det betyder at have foldede hænder, at have åbne håndflader, brede armene ud, at strække sig efter Gud, at knæle, at stå oprejst, at løfte hænderne, og hvordan bevægelserne i bog og DVD hænger sammen med Bibelen og kirkens trospraksis.
Samvær med Gud
Målet med bøn i bevægelse er samvær med Gud, helt at overgive sig til ham med krop, sjæl og ånd og lade Gud handle igennem det, så man får en mere helhedsorienteret kommunikation. På den måde kan man lære Jesus bedre at kende og lære mere om kontinuerlig bøn, som Helligånden beder i os efter Guds hjerte, jf Romerbrevet 8,26-27. Altså ikke blot tale til Gud, men også lytte til Helligånden, for kroppen ”er et tempel for Helligånden”, hvilket bogen uddyber.
Når man udtaler ord fra Bibelen samtidig med, at man bevæger kroppen langsomt, sker det, at Bibelens ord synker ind og virker i både krop og sind. Jesus og Paulus opfordrer os flere gange til altid at være vendt mod Gud, skriver forfatteren. Det er berigende og befriende samtidig med, at det kan være banebrydende, rensende, og en fornyelse af kristen åndelig praksis. Det forudsætter dog, at man selv udfører bevægelserne og ikke nøjes med blot at se på materialet!
Øyvind Borgsø: Bøn i Bevægelse
102 sider + DVD • 235 kr. • Forlaget Areopagos