Flere uddelinger af bibler fra fortovet

Tommy Petersen
Tommy Petersen

Gideonitterne oplever at rykke uddeling af Ny Testamente fra klasselokaler til fortovet foran skolerne.

Gideonitterne er kendt for at dele det Ny Testamente ud på hoteller, så der ligger et i skuffen på hvert enkelt hotelværelse. Men en del af uddelingen foregår også på skoler, og her har bevægelsen lagt en ny strategi.

På årsbasis deler Gideonitterne mellem 25.000 og 30.000 eksemplarer af Det Nye Testamente ud her i landet. Det står de knap 300 medlemmer for. En del af uddelingen foregår på folkeskoler.
– Der er stadig skoler, hvor vi kan få lov til at komme ind i en klasse og dele et testamente ud til eleverne, siger Tommy Petersen, der er landsformand for Gideonitterne. Han fortsætter:
– Men det bliver sværere at komme ind på skolerne. Der er de lidt mere bange for at lukke os ind. Jeg tror, det er den multikulturelle udvikling, der spiller ind.
– Der er nogle skoler, hvor vi har kunnet komme ind i mange år, der ikke længere er så åbne for, at vi kan komme ind, siger landsformanden.
Uddelingen foregår til elever fra mellemtrinnet, femte klasse, og opefter. Det er bestemt fra international side i bevægelsen
– Vi vil gerne ind og tilbyde eleverne bogen. Vi siger til dem, at det er en gave, som de frivilligt kan tage imod eller ej, siger Tommy Petersen.

International opsigt

På internationale konferencer og samlinger hos Gideonitterne har det flere gange vakt opsigt, at danske gideonitter får mulighed for at komme helt ind i klasselokaler.
I USA har man i flere år tyet til uddelinger foran skolerne, altså på offentlig grund. Den udvikling diskuterede gideonitterne på deres årsmøde i efteråret på baggrund af, at lokale gideonitter var blevet afvist på en skole.
– Lokalgruppen i Randers forsøgte sig med at uddele testamenter på fortovet foran skolen, og det oplevede de positivt, siger Tommy Petersen.
Gideonitterne havde forsøgt at komme ind på skolen og uddele testamenter. Skolelederen var positiv over for dette, men forældrebestyrelsen sagde fra.
– Vi kontakter altid skolen og spørger, om vi kan komme ind. Hvis ikke, fortæller vi, at vi så vil stå på fortovet foran skolen. Det er offentlig grund, så det har vi lov til, siger Tommy Petersen.
Formanden lægger ikke skjul på, at han foretrækker at komme ind på skolerne:
– Det er en åndelig kamp, vi står i i dag. Der er modstand mod Guds ord, lyder det fra landsformanden.

Gideonitterne
– Der er Gideonitter i 200 lande over hele verden.
– Gideonitterne uddeler på verdensplan mere end 84 millioner Bibler og Ny Testamenter om året. Det svarer til flere end to hvert sekund året rundt.
– I 2015 rundede Gideonitterne på verdensplan to milliarder uddelte bibeldele, siden Gideonitbevægelsen startede i 1899.