Kristen The Voice-vinder går til tops på iTunes
Ingen The Voice-deltagere har solgt mere på iTunes end Jordan Smith.
22-årig har gjort kometkarriere og har passeret en million downloads på iTunes.
Smith gik i december til tops i den niende udgave af The Voice USA. Allerede under blind audition overrumplede den 22-årige dommerne med sin tolkning af Sias kæmpehit «Chandelier».
Smiths særegne, næsten feminine, stemme gjorde ham tidligt til storfavorit.
Da presset var på sit højeste under konkurrencen, valgte han at vende sig mod Gud.
– Mit forhold til Gud har hjulpet mig til at bevare begge ben på jorden og været fundamentet gennem det alt sammen, sagde han i et interview med DJ Chuang, som står bag det kristne website Spinning Up Disruptive Ideas.
Forventningerne til Smith blev større, da han i semifinalen fremførte Queens «Somebody to Love».
– Jeg behøver ikke at sige noget, for det er noget af det bedste, jeg har set i hele mit liv, sagde Smiths mentor, Maroon 5-vokalist Adam Levine.
Tydelig med sin kristne tro
Også publikum kunne lide det, som de hørte, og en halv time efter programmet sluttede, toppede «Somebody to Love» single-listen på iTunes og detroniserede Adeles superhit «Hello».
Nogle uger tidligere valgte Smith at fremføre salmen «Great is thy faithfulness» (Stor er din trofasthed), og artisten har hele tiden været tydelig med sin kristne tro.
Som mange andre musikere giver Smith sin opvækst i menigheden meget af æren for, at han i dag kan leve af at være musiker.
– Jeg elsker at lede lovsang, og mine forældre opmuntrede mig til at synge i kirken, sagde han ifølge CBN.
En million solgte
I midten af december blev han kåret som vinder af The Voice.
Derefter blev han tidens mest sælgende The Voice-deltager med mere end en million solgte singler på knapt et halvt år, ifølge CBN.
Smith lancerede for nylig singlen «Stand in the Light», som vil være at finde på debutalbummet, der lanceres i USA den 18. marts.
Uafhængig af hvad fremtiden måtte bringe, sætter Smith sin lid til Gud.
– Denne platform har åbnet så mange døre for mig og givet mig muligheder til at lave musik på så mange forskellige måder, sagde han.
– Nu gør jeg bare mit bedste, venter og beder. Uanset hvad der sker, så ved jeg, at jeg vil fortsætte med at lave musik og lede lovsang, uanset hvor jeg er.
Selvom min fremtid er uvis lige nu, så ved jeg, hvem der har kontrollen, og jeg vil fortsætte med at stole på Guds plan for mig, sagde han, inden det stod klart, at han havde vundet The Voice.
KPK/Niels Christian