Når det gør ondt, vokser troen

Der er mange, der spørger, hvor Gud er henne, når der sker noget ondt, eller der indtræffer en katastrofe. Andre afviser troen på Gud af samme grund. Men det stik modsatte sker også. At mennesker får en stærkere tro på Gud i lidelser og svær modgang.

Forleden besøgte jeg Sretensky klostret, der ligger i centrum af Moskva tæt på Bolshoi Teatret og Den røde Plads. Klostret, der er grundlagt i 1397, blev lukket i 1925, og bygninger overtaget af kommunister. På klosterets grund skød man de troende, og jorden er gennemblødt af tusindvis af ”nye martyrers” blod fra dem, som blev brutalt henrettet af KGB.
I dag er klosteret genåbnet og en nerve i det russiske kirkeliv efter kommunismen. Dets abbed, biskop Tikhon, der siges være Putins åndelige rådgiver, har iværksat opførelse af en kæmpe katedral på den grund, hvor henrettelserne fandt sted, til ære og minde om disse nye martyrer, der trods deres død holdt troen og kirken i live under bolsjevismen. Planen er, at den skal stå færdig i 2017, hvor det er 100-året for den røde revolution, som tog livet af millioner af kristne.

I klostret opbevares også relikvierne af Den hellige martyr Hilarion, som blev sat i fængsel af kommunisterne, led under tortur og frygtelige, umenneskelige forhold. Han døde af udmattelse, sult og sygdom, men vaklede ikke på noget tidspunkt i troen.
En af stedets præster, Fr. Pavel, fortalte mig om en ældre nulevende munk, som i dag er tilknyttet klostret, og som overlevede et af de berygtede fængsler. Til præsten havde han fortalt, hvordan hans tro var vokset i fængsel. Særligt gennem hans mange bønner. I en sådan grad at han mente, at han slet ikke havde haft nogen tro, før han kom i fængsel. Der findes masser af den slags historier i nutidens Rusland. Om mennesker, der kom tættere på Gud i deres lidelser. Eller netop fandt ham allermest nærværende der. Det er et af mysterierne i den kristne tro. At lidelse kan være frugtbar.

For en moderne kristen som mig selv, der er vant til at forbinde kristen tro med velvære og velfærd, er det ufatteligt, at mennesker kan vokse i tro under sådanne omstændigheder og ikke bare bukker under. Kristne i dag vil kun have ”sjov og Guds nåde”, som Fr. Pavel udtrykte det. Måske er det netop derfor, troen har trange kår i velfærdssamfundene.