Venstre sidebanner eksempel

Min Stand in

s9_PoulWEBMin kone er på tredje dag stand in pga. sygdom hos noget familie. Øv og træls, men en del af livet. Alt er i gode lægehænder, men Susanne er absolut en kærkommen stand in.

Hvor ofte havde vi ikke brug for en stand in, da vores egne børn var syge. En læge udtalte følgende til en frustreret mor med et sygt barn: ”Et barn i institution har ca 6-7 sygeforløb pr. år eller ca 45 inden første skoledag”.
Vi læger kan godt være lidt barske i sproget. Det skal ses i lyset af, at vi ofte tager udgangspunkt i galoperende meningitis eller hjertestop, så set ud fra dette er lungebetændelse, snue og hoste småting.
Selv er jeg opdraget med, at sygdom medførte appelsiner, vindruer, lakridser, Anders And blad og en endnu mere omsorgsfuld mor. Sengen måtte først forlades, når jeg havde været feberfri i en hel dag. At det rectale termometer var det værste, sætter disse sygdomsforløb i perspektiv.
Jeg har forsøgt at lære Susanne det med gaverne, men hun er opdraget med, at sygdom skal løbes væk. Det har medført kortere varende ”huller i min mave” at blive udsat for et sådant kulturskift og massivt omsorgssvigt. Der er så meget, kvinder ikke forstår, og det med stakkels syge mænd kan være en af tingene.
I dag oprandt så dagen, hvor Susanne i aften kommer hjem igen efter at have været stand in, det er dejligt. Jeg skrev en sms til hende her til morgen. ”Hils, hyg og hop ud i hellige hændelser med håbets Gud i hoved og hjerte.”
Det er måske nok lidt for nemt at være så kæk siddende her uden sygdom, snot, søvnmangel, sinuitis, snorkelyde og samaritaner tjenestens sandheder.
Stand in gælder imidlertid også for mig. I dag bliver jeg Susannes stand in i Rudkøbing. Jeg skal undervise 30 primært asylansøgere, de fleste er helt nye i kirkebilledet. Jeg glæder mig meget.
Susanne gav overskriften til dagens emne i går – retfærdiggørelse. Her til morgen vågnede jeg med en hel undervisning i sindet. Hvad skulle jeg dog gøre uden Helligånden, som er en talsmand og vejleder.
At undervise om verdens bedste emne – at en trådte i mit sted og bar min skam, skyld, synd og sygdom. At Kristus købte os fri og betalte prisen – han blev også min stand in og fjernede det dårlige og fyldte mig med sig selv – det gode – hvilken stand in!

Af Poul Henning Krog. Han er forfatter til bogen ”Kære Hr. Tyv – og 39 andre indlæg fra min blog”