Indisk dynamo har startet 150.000 husmenigheder
Den effektive missionær vil inspirere danskere i Hillerød den 12.-13. marts.
Victor John taler ved Aktiv Missions årsmøde i Hillerød søndag den 13. marts – men allerede lørdag kan man lære af den dynamiske missionær.
Aktiv Mission inviterer til åbent årsmøde i Hillerød med den indiske dynamo, der kan lære fra sig om hemmeligheden ved et af de mest effektive missionsinitiativer i nyere tid. Victor John og hans organisation har søsat 150.000 husmenigheder, startet hundredvis af læringscentre og hjulpet tusindvis af forarmede ”jernbanebørn” i Indiens slumkvarterer.
Victor John taler og svarer på spørgsmål allerede lørdag den 12. marts kl. 16.00 i Fælleshuset, Buen 17 i Hillerød. Søndag formiddag taler han i Frikirken Hillerød, Slangerupgade 56, hvorefter han medvirker ved Aktiv Missions årsmøde og generalforsamling over middag. Ind imellem inviterer Aktiv Mission på en gratis frokost.
Mirakel førte til mission med nye metoder
Victor John voksede op under usle kår og oplevede bl.a. en bror blive kidnappet af skruppelløse menneskehandlere. Victor fik fat i en bibel, og da han læste i den, fik han håb om at se sin bror igen. Kort efter blev broren mirakuløst reddet, og da vidste Victor, at han fra nu af ville tjene Gud.
Han var med til at starte en husmenighed i Nepal, inden han blev uddannet til præst og ansat i en svensk missionskirke.
Men med de traditionelle missionsmetoder nåede han ikke langt og vendte derfor det hele på hovedet: Mød lokalbefolkningens behov og besvar deres spørgsmål. Hold møder i deres hjem, og lad analfabeter prædike og lede. Og arbejd altid med respekt for den lokale kultur og religion. Det er dyrebare mennesker, vi snakker om!
Victor John og hans organisation Asian Sahyogi Sanstha India (ASSI) gør en dyd ud af at række det kristne evangelium ud til hele mennesket, både til ånd, sjæl og krop.
Støtter lokale initiativer
Victor John og hans medarbejdere har i dag søsat en bevægelse med over 150.000 husmenigheder blandt det nordindiske Bohjpuri-folk, der ellers har meget ringe adgang til det kristne budskab.
Han har grundlagt over 600 læringscentre, hvor lokalbefolkningen lærer menneskerettigheder, skolefag, husholdning og forskellige jobs.
Og i storbyer som Varanasi har ASSI hjulpet over 3000 fattige og forarmede børn, som sniffer lim og lever af at tigge og gå til hånde på jernbanestationer. De får nu mad, tøj og lægehjælp, og mange bor nu på ASSI’s børnehjem og får gratis skolegang.
Seks millioner nye kristne
ASSI har nu, siden de startede op i 90’erne, set over seks millioner blive kristne.
Aktiv Mission blev udskilt fra hjælpeorganisationen Mission Øst i 2011 og arbejder for at dele det kristne kernebudskab med så mange mennesker som muligt ved at støtte kirker og kristne missionsprojekter i Østeuropa, Mellemøsten og Asien.
Aktiv Mission støtter ASSI i Indien, rockgruppen Drusjkis koncerter og hjælpearbejde i russiske fængsler og blandt narkomaner.
Desuden støtter Aktiv Mission Gospel Mission med 1000 sangere og 60 gospelkor i Polen, masser af kristne børneklubber i Albanien samt satellitstationen SAT 7, der sender kristne og sociale programmer til hele Mellemøsten og Nordafrika.