Påskesalmer i ny forklædning
Aidt kirke slår tirsdag den den 15. marts dørene op for en påskekoncert, hvor Lise Petersen og hendes band bl.a. tolker de gamle påskesalmer med nye rytmer.
De danske påskesalmer får en vitaminindsprøjtning, når sangerinde Lise Petersens opfører dem i en helt ny rytmisk lyd, inspireret af folk, pop og nordisk visetradition.
– Påskesalmerne trænger til at komme frem i lyset og blive støvet af. Hidtil har jule- og gospel-koncerter været den rytmiske musiks primære indgang til sognekirkerne, og det har skabt fornyet interesse for jule- og gospelmusik hos et bredere publikum. Orgel og kirkekor er væk, men budskabet er det samme. Påskesalmerne er utrolig voldsomme og stærke i deres billedsprog. For eksempel behandler salmen ”Hil dig frelser og forsoner” store emner som liv, død, skyld og opstandelse, og det kalder jo på store musikalske virkemidler, forklarer Lise Petersen.
Hun medbringer sit band til koncerten i Aidt kirke, hvor der er gratis adgang.