Messegæster blev berørt af Jesus
Der skete både helbredelser og omvendelser på Krop-Sind-Ånd-messen i Odense sidste weekend.
I Mesterens Lys (IML) havde en stand med frivillige medarbejdere fra mange kirkelige sammenhænge med på messen. Af de 2.200 messegæster var 6,4 procent i kontakt med IML’s stand.
– 10 af gæsterne fortalte os bagefter, at de følte sig helbredt for sygdomme eller mærkede en markant bedring efter forbøn. Og et par af messegæster modtog bevidst Jesus i deres hjerte.
På et tidspunkt var en dame til forbøn, hvor vi bad om, at Jesus måtte udstrække sine sårede hænder for hende og bringe lægedom. Bagefter fortalte hun os, at mens vi bad, følte hun det, som om der var en hånd, der lagde sig på hovedet af hende. Hun åbnede øjnene for at se, om det var en af forbederne, men det var det ikke, for vores hænder rørte ikke ved hende. Hun var overvældet og glad og følte det som en berøring fra Jesus, fortæller missionspræst Ole Skjerbæk Madsen.