Cykelværksted for flygtninge og asylansøgere i Allerød
I november 2015 startede Allerød Menighedshus et projekt for flygtninge, asylansøgere og nydanskere med bl.a. fællesspisning, danskundervisning, bibelstudier på engelsk og farsi, gospelsang og bordtennis. Nu kommer et cykelværksted.
– Som noget nyt starter vi et cykelværksted op, hvor flygtninge og asylansøgere kan være med til at reparere og sætte brugte cykler i stand, og måske selv få en cykel, fortæller Doris Christensen, der er formand for IM i Allerød.
Hun tilføjer, at menighedshuset skal være et værested for flygtninge og asylansøgere, men også gerne for nydanskere. Men flygtningene har ingen cykler, de bor afsides og har næsten ingen penge, så offentlig transport er et problem for dem. Det er med til at isolere dem i asylcentrene Sandholm og Sjælsmark. En cykel vil derfor give dem større frihed og livskvalitet. De vil få nye muligheder for at deltage i aktiviteter, møde danskere og opleve det danske samfund og naturen, forklarer Doris Christensen.
Menighedshuset har allerede købt de første 6 brugte cykler og planlægger køb af flere.