Kære muslim…
Jeg har gode nyheder til dig. Og de handler ikke om, at du skal være ligesom alle de andre danskere. Jeg vil næsten sige tværtimod.
I dag hørte jeg et par drenge på 10-12 år snakke om en diskussion, som de havde haft om Big Bang: ”Så sagde jeg, men ved du hvem, der skabte Big Bang? Det var Allah, der gjorde det.” Efter lidt tavshed, gik drengene ud på fodboldbanen og begyndte at spille fodbold. Jeg tænkte på min egen barndom, hvor lignende eksistentielle spørgsmål pressede sig på. Jeg sammenholdt dem også dengang med det, som jeg havde lært om skabelsen fra Bibelen. Det var ikke helt det samme – eller måske var det?
Da jeg senere fortsatte i de større klasser og på de videregående uddannelser, lagde jeg mærke til, at mange ikke helt vidste, hvad de skulle mene om Gud og religion generelt. De fleste levede uden at tage hensyn til religion. Jeg ønskede selv at leve på en lidt anden måde, fordi jeg synes de levede på en lidt fattig og tom måde. Gud skulle med. Måske har du det på samme måde? Du tror, at Gud findes. Det er godt! Vi er i samme båd.
Og her kommer de gode (lidt provokerende) nyheder: Sagen er nemlig den, at selvom kristendommen og islam godt kan minde om hinanden, så er der især én fundamental forskel, som er helt afgørende. Det handler om, hvem Jesus var, og om konsekvenserne af, hvem han var. Du har lært, at Jesus ikke blev korsfæstet. ”Det var en, der lignede ham”, ikke? Og det er paradoksalt, for hele kristendommen står og falder med, om Jesus blev korsfæstet – og blev levende igen! Hvorfor? Fordi dine synder er mere alvorlige, end du har lært. De vil adskille dig fra Gud i dag og for evigt – med mindre du får Guds tilgivelse. Og det kan kun ske gennem Jesu død og opstandelse.
Når vi kristne taler om ”De gode nyheder”, så er det virkelig gode nyheder. De viser nemlig en Gud, som er overraskende god og nådefuld – bedre end Allah faktisk. Men det hele starter med Jesus. Hvem var han? Er det muligt, at Jesus er anderledes, end du har lært? Ja, selvfølgelig. Men tør du undersøge det?